Kirkegård om forholdet mellem krop, sjæl og ånd.

Mennesket er en synthese af det sjælelige og det legemlige.
Men en synthese er utænkelig, når de tvende ikke enes i en tredje. Dette tredje er Ånden.
I uskyldigheden er mennesket ikke blot dyr, som han da overhovedet, hvis han noget øjeblik i sit liv var blot dyr, aldrig ville blive menneske. Ånden er altså til stede, men som umiddelbar, som drømmende.
For så vidt den nu er til stede, er den på en måde en fjendtlig magt; thi den forstyrrer bestandig det forhold mellem sjæl og legeme, der vel har beståen, men dog ikke har beståen, for så vidt det først får det ved ånden.
På den anden side er den en venlig magt, der jo netop vil konstituere forholdet"

Kirkegård i : Begrebet angst S.137/138.

Indlæg i Højskolebladet.

 Jagten på sjælen.

Stem da op mit svage hjerte,
stem min tunge, sjæl og ånd,
At jeg synger om din smerte,     
stem mig med din egen hånd.

” Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”1.Mosebog kapitel 2 vers 7.[1] (1992 oversættelsen)

Om sjælen, der forsvandt fra Bibelen.                                                                                                       Hvor blev sjælen af? Således kan man og har jeg ofte spurgt mig selv siden den nye oversættelse af Bibelen blev autoriseret i 1992. Hvis man begynder med at læse Bibelen forfra, skal man ikke læse længe i Det gamle Testamente, før man opdager, at ordet eller begrebet sjæl ganske enkelt er ved at forsvinde helt fra den danske oversættelse. Allerede i 1.mosebog kap. 2 v.7 finder man sætningen:  ” Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” Her har ordet væsen (således også allerede i 31 oversættelsen) afløst ordet sjæl. [2]

I det bibelske univers hænger legeme – sjæl – ånd imidlertid uløseligt sammen som en treklang, der mister sin harmoniske lyd, om blot en af tonerne udelades. Og sjælen er og bliver tilknytningspunktet for såvel legemet som ånden.

Sjælen er for legemet, hvad strengene er for en violin, og legemet er for sjælen, hvad violinkassen er for strengene. Uden strenge kan selv den smukkeste violinkasse ikke frembringe en lyd, men med strengene (sjælen) kan den bue (Ånden) der føres af den rette violinist (Gud) af violinkassen (legemet) skabe de smukkeste toner. 

Det er sjælen, der berøres, oplives, oplyses af ånden, og det er sjælen, der lader denne berøring, oplivning, oplysning komme til udtryk i og gennem det legeme, der taler, synger, lytter og græder for Gud. Det er derfor også sjælen, der folder sine hænder, sanser verden og tjener den Gud, der ved sin ånd skabte mennesket som et legemligt – sjæleligt væsen.  

I denne ene sætning findes, for mig at se, nøglen til hele den gammeltestamentlige forståelse af mennesket som et væsen, der består af legeme – sjæl – ånd. Gud skaber mennesket af jordens støv (legemet), han puster livets ånde ind i dette legeme (Ånd), hvorved det bliver til en levende sjæl! Så hvorfor ikke bibeholde ordet sjæl her såvel som mange andre steder i såvel Det gamle som Det nye Testamente?

At begrebet sjæl langsomt men sikkert er blevet udryddet af det bibelske sprog og derfor også står i fare for at forsvinde helt fra det folkekirkelige sprog, understreges og bekræftes ved en systematisk sammenligning mellem de sidste århundreders bibeloversættelser. Sammenholder man alle de danske autoriserede og enkelt uautoriserede, men højt værdsatte oversættelser[3] af såvel det gamle som det nye Testamente, finder man ud af, at man kan tegne en grafisk linje for ordet sjæl, der er stærkt nedadgående, og som i den nyeste oversættelse ender på laveste niveau.

Ordet sjæl mister i de nyeste oversættelser helt tydeligt terræn til fordel for ord som væsen, liv, person eller omskrives med personlige stedord. Kun i hymnesproget helliges ordet sjæl, vel sagtens af veneration for poesiens frihed, og begrebet er dermed blevet reduceret til at være en poetisk omskrivning for ordet jeg. Man har med andre ord givet slip på sjælen og ladt legemet alene tilbage på stranden!

  Egentlig kom det ikke bag på mig, at begrebet sjæl mere eller mindre var røget ud af den nyeste oversættelse af Bibelen. Tværtimod, så var denne nyeste oversættelse blot en understregning af og bekræftelse på en tendens, der i mange år havde været undervejs inden for den teologiske terminologi, men som nu havde slået sig igennem og var blevet tydelig og anerkendt inden for det bibelske sprog, som den danske folkekirkes forkyndelse er baseret på og lever i dialog med.

Det underlige er, at det netop er i det århundrede, hvor psykologien (læren om sjælen) har fejret de største triumfer på verdens- og landsplan, at kirken mister ordet sjæl som fænomen og begreb. Man kunne forledes til at tro, at der på en eller anden måde var en sammenhæng, nemlig den, at man fra teologiens side har ønsket at distancere sig fra den faggruppe og gren, der tydeligvis skilte sjæl og legeme ad i to ensartede størrelser og på denne måde endte med at materialisere (legemliggøre) sjælen.

Jeg har i flere år været stærkt irriteret over den berøringsangst kristne teologer og præster synes at lide af i forhold til begrebet sjæl, og ked af at skulle være vidne til, at sjælen som fænomen derfor langsomt og umærkeligt, men sikkert er blevet lempet ud ad folkekirkens bagdør, samtidigt med at det samme begreb og fænomen har fået en renæssance i det folkelige sprog. Der går jo ikke en dag, hvor man ikke hører eller ser ordet sjæl brugt. Det være sig i aviser og blade, i moderne litteratur, eller i fjernsynets nyhedsudsendelser. Ja man har ovenikøbet kunnet se en stor udstilling på Statens Museum for Kunst med titlen: sjælens billeder.

Til gengæld har begrebet sjæl i kirken i de sidste mange år som sagt været stedmoderligt behandlet. Det har måttet finde sig i  at leve i det skjulte, og det til trods for at vore største salmedigtere alle til hobe har sjælen med i deres salmer. Hos dem finder man et naturligt forhold til sjælen, og her tales der uden tøven om vor sjæleven[4] og sjælesørger[5], uden blusel om at være sjæleglad[6] over vor sjæleskat[7]. Grundtvig synger om sjælen, der står op af døde[8], og sjælen, der under gudstjenesten flyver op over byen og stjernerne for at deltage i den universelle, himmelske gudstjeneste[9].

Hele koret af salmedigtere ved om sjælen, at den kan fryde sig og mættes, og synger enstemmigt  om sjælen, der myrdes og sjælen, der gemmes i Guds hånd. Og vi kunne blive ved og endelig nævne sjælen, der folder sine hænder! Fordi sjælen jo intet formår uden i samklang med sit legeme.

Her hos de gamle digtere finder man det kristne budskab udtrykt på flottest teologisk vis i et sprog, der klinger sammen med ethvert folkeligt sprog.

Om sjælen, der forsvandt for verden.

 Selv om jeg ikke kender til al verdens kulturer, vil jeg nemlig vove den påstand, at ordet sjæl er alment menneskeligt, findes i ethvert sprog og er kendt blandt alle folkeslag. Således som det også var tilfældet i vor vestlige del af verden, indtil bølgerne i kølvandet af industrialiseringens triumftog oversvømmede den del af verden, der anså sig selv for at være civiliseret, og tidsånden fandt det for primitivt at tale om sjælen.

I takt med denne ”afprimitivisering” afløste og erstattede det græske ord psyke langsomt det danske ord sjæl. Hermed skete der en forskydning i den folkelige og bibelsk funderede bevidsthed om mennesket som et sjæleligt – legemligt væsen til at være et sjæleligt og et legemligt væsen. Den dualistiske tanke, der skiller sjæl og legeme ad i to størrelser kunne holde sit sejrsindtog. Teologerne trak sig og indførte ordet ”væsen”, og begrebet afgrænsedes til at være en selvstændig del af den menneskelige konstitution, som kunne overlades til psykologiens eller psykiatriens forskning og behandling, mens medicinerne tog sig af legemet. Sjælen blev med andre ord rubriceret og materialiseret, skilt fra det legeme, der i bibelsk forstand er sjælens eneste udfoldelsesmulighed og rette element.

 Denne dualistiske tankegang fik vidtrækkende følger. For den natur, som tidligere generationer og såkaldte primitive kulturer kunne betragte som besjælet, blev dermed afsjælet, tingsliggjort. Dyrene blev ikke længere betragtet som besjælede medskabninger, men udelukkende som objekter for menneskets tilfredsstillelse, og mennesket selv blev reduceret til at være en krop, et legeme, hvis enkelte organer kunne skiftes ud, repareres og behandles, som var det en maskine, uden at have kontakt med personen selv, og hvis pleje kunne reduceres til det minimale, når blot den fik sine daglige fysiske behov dækket! At tale om sjælefred og det at være syg i sjælen blev betragtet som museal snak og ”altmodisch” tankegang.

 I det sidste årti ser det dog ud som om denne opsplitning af mennesket i en del legeme og en del sjæl er stærkt på tilbagetog. Befolkningen i den industrialiserede del af verden har indset, at skaberværket ikke kan splittes op uden at det får konsekvenser og katastrofale følger. Sjælen er som begreb og fænomen vendt tilbage og har fået en renæssance.

Om sjælen der forsvandt for forkyndelsen.

 Men det gælder ikke inden for kirken og det kirkelige sprog. Her ser det tværtimod ud til, at bølgen fra industrialiseringens kølvand som et sidste skvulp har nået de folkekirkelige bredder, og som resultat har revet sjælen med sig ud i havet og ladt legemet i stikken. Uimodtageligt for den åndens bue, som har brug for sjælens strenge til af legemets instrument at frembringe de smukkeste toner, når ånden, ført af Guds hånd spiller på det.!!!!!

 Tidligere kunne man i Danmark tale om det afsjælede legeme, som man endnu kan og gør det smukt og flot i det nuværende engelske begravelsesritual. Man kunne glæde sig over den besjælede natur. Der blev skrevet bøger som Scrivers Sjæleskat, og går vi til Martin Luther himself, da kan man blot læse hans skrift ” Om et kristenmenneskes frihed ” for at finde ud af, at ordet, begrebet og fænomenet sjæl ikke kan udryddes med et eller flere pennestrøg, fordi det nu en gang ikke harmonerer med tidens teologiske trend![10]

Der er selvfølgelig en teologisk begrundelse for, at begrebet sjæl er røget ud af det folkekirkelige sprog, understreget og bekræftet i den nyeste oversættelse af den bibelske skrift, der danner grundlag for den kristne forkyndelse.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at angsten for at teologien skulle havne i psykologens hænder og forkyndelsen havne i den rene dennesidige psykologisering samt frygten for en dualistisk skelnen mellem sjæl og legeme, læren om sjælevandring, sjælens opstandelse og reinkarnation samt et oprigtigt ønske om at beskytte den kristne menighed mod den platonske misforståelse, at legemet eller kroppen ikke har anden værdi end den, at være et hylster for sjælen, har ført til denne berøringsangst for sjælen.

Sjælen er langt inde i de teologiske kredse blevet til et tabuområde, der ved overskridelse afføder kraftige parat – reaktioner. Spørg bare præster om deres forhold til Ingemanns salme: Dejlig er jorden, og man vil få et negativt svar fra de rigtige teologer, dem, der ved, at man ikke må tale om sjælen i folkekirken. De samme teologer, der gladeligt med Grundtvig, Kingo og Brorson synger om sjælen.

Om sjælen, der forsvandt for menigheden.

Problemet med og resultatet af denne berøringsangst er for mig at se katastrofal. Den medfører nemlig, at det man fra teologernes side vil undgå, nemlig at sjæl og legeme bliver skilte ad, det sker. Når sjælen som fænomen bliver tabuiseret, står man tilbage på stranden med et legeme, der har mistet sit indhold, sin bestemmelse og mening. En menighed, som er frataget muligheden for at være et instrument, der spiller eller synger og danser for den Herre, der ønsker at spille på sit instrument, fordi strengene, sjælen er blevet borte i en materialistisk legemlighed.

Man ender nemlig uundgåeligt i den modsatte grøft med en opgradering af legemet og dermed en anden form for dualisme, der blot sætter legemets værdi højere end sjælens.

En sådan opgradering af legemet gør inkarnationen til en selvfølge, der medfører at juleaften i det teologiske univers (i lighed med den sekulariserede verden) naturligt kommer til at indtage pladsen som den kristne kirkes største højtid, at påskens mysterium nedtones og at pinsens evangelium bliver til uforståelig tale. Alt bliver til kød og krop og kirken til en slagterbutik for Herren! Når sjælen er udryddet vil materialismen have sejret, ikke bare i den sekulariserede del af verden, men også i den kirkelige. Og det er synd og skam.

  På denne måde har man netop opnået, hvad man ønskede at undgå, at nyreligiøsitetens luftige spekulationer har fået patent på sjælen, og at det kristne budskab er blevet til et legeme uden sjæl!

Men et legeme uden sjæl er et lig, og en sjæl uden legeme er et genfærd. Derfor er der f.eks. forskel på hukommelse og erfaring (en computer har hukommelse, mens mennesket har erfaring), som der er forskel på viden og visdom, på intelligens og klogskab. Der er ganske enkelt sjælen til forskel. Den sjæl, der knytter til ved et hvert legeme, og som ikke kan undvære eller leve et liv uden for sit legeme, akkurat som legemet ikke kan undvære sin sjæl. Hukommelse, viden, intelligens er i sig selv og på alle områder af tilværelsen som det sjælløse legeme, goldt og dødt. Kun i en evig og forbundet samklang og dialog med sjælen bliver disse tre størrelser til erfaring, visdom og klogskab, værdifulde og levende. Således er det også med forkyndelsen.

Når der på denne måde sker en forskydning i forståelsen af mennesket fra at være et legemligt - sjæleligt væsen til at være et rent legemligt væsen, sker der også en forskydning i den forkyndelse, der udspringer af denne forståelse. 

For når legemet i den sekulariserede del af verden såvel som i den kirkelige/åndelige del af verden bliver vigtigere end sjælen, eller eneherskende på sit område, får hjernen en større betydning end hjertet. Dette kan måske forklare, hvorfor den protestantiske forkyndelse havner i en af to grøfter og enten bliver til en intellektuel forkyndelse, hvor kommunikationen går fra hjerne til hjerne, som hjernegymnastik for viderekomne, der ikke vedkommer de mange, men kun de få, eller bliver til det rene føleri, fordi kommunikationen går fra hjerte til hjerte. I det første tilfælde er der tale om hjerte-død, i det andet om hjernedød. Både hjerne og hjerte er nødvendige for at mennesket kan leve. Både sjæl og legeme er livsnødvendige for menneskelig udfoldelse.   

Når sjælen forsvinder fra sproget og dermed fra bevidstheden, så mister ånden såvel som legemet  det fælles tilknytningspunkt. Ånden bliver hjemløs og legemet til en robot eller maskine.

Kombinationen legeme og sjæl bør fastholdes som komplementære størrelser, der ikke kan fungere uden denne komplementaritet. Også for forkyndelsens skyld!!! Denne komplementaritet findes i det bibelske univers, og er fastholdt hos de gamle kirkefædre, salmedigtere og katolske samt protestantiske teologer. Man kan ikke læse en prædikensamling skrevet før det 19.århundrede uden at respekten for såvel sjælen som legemet kommer til orde.

Jeg kan i denne sammenhæng ikke lade være med at gøre opmærksom på nonnen Hildegard von Bingen (1098), der i de sidste år er blevet rimeligt kendt i Danmark, ikke mindst for hendes malerier, bagværk og affattelser af medicinske lærebøger, der bruges flittigt af alternative behandlere. Det der i denne sammenhæng er vigtigt er, at hun om nogen i sit værk Scivias har beskrevet dette forhold mellem sjæl og legeme. Et forhold, der netop på bibelsk grundlag afspejler komplementariteten.

 Samtidigt har hun næsten profetisk i samme værk beskrevet, hvad der sker med naturen og mennesket, skaberværket, når det ikke betragtes som besjælet, men som materiale og genstand for menneskets livsudfoldelse.

Dette indlæg kom til at hedde jagten på sjælen. Måske skulle det have heddet jagten på den forsvundne sjæl. For den jagt mener jeg er nødvendig og meget vigtig at tage fat på i et samfund, der har materialiseret sjælen….og ikke mindst inden for folkekirkens rammer, hvis forkyndelsen fra prædikestolene baseret på en dansk oversættelse, der udrydder begrebet sjæl af sproget og dermed også af bevidstheden, skal bevare troværdigheden.

Det kan den kun, hvis legemet, menigheden, som instrument får lov at beholde de strenge, sjælen, som Gud kan lade sin Hellige Ånd spille på. Røre og bevæge så både sjæl og legeme røres og bevæges. 

Karen Elise Nabe - Nielsen