Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Pinse 2021

Himlen over Vesterhavet står i brand.

Jeg føler mig inspireret!

Inspiration af lat. in-spirare: indånde, indblæse, indgyde, begejstre.

Det var tunger af ild, der satte sig på disciplenes hoveder den 1. pinsedag.

De følte sig in-spirerede til at gå ud i verden for at fortælle, hvorfor. Af hvem. De var blevet in-spireret!

Disciplen Peter får at vide, at han er fuld, da han klokken 9 om morgenen -in-spireret - fortæller om årsagen til inspirationen. Gud selv. Guds søn.

Peter bekræfter og siger: ja, jeg er fuld. Fuld af ånd (spiritus). Fuld af hellig ånd. (spiritus sanctus)

Peter er in-spireret.

(Hellig)ånden kan vi ikke se. Den mærkes. Føles. Som in-spiration! Som spiritus sanctus.

Fra kilden: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

GLÆDELIG PINSE


2.pinsedag. Kom regn af det høje.

En dag til begejstring.

Begejstre:

1.fylde (noget livløst) med aandelige egenskaber

2.vække sjælelige evner, især følelse og fantasi, til livlig virksomhed; henrykke; (op)ildne.

Be-gejst-re. Gejst er det tyske ord for ånd. Beånde.

Begejstret.

For mange, mange år siden, da jeg var ung og usikker sognepræst, havde jeg til 2.pinsedags gudstjeneste (før friluftgudstjenesternes tid i Hedeland og på Mosede fort) valgt salmen Sandheds tolk og taler, hvor et af versene lyder:

Dug af Himmerige,
markerne de skrige
efter forårsregn;
lad nu strømme flyde,
sæden overgyde
i hver himmel-egn!
Giv den rod
og trivsel god,
lad med frugt din have smykkes,
og lad Guds ord lykkes!

Markerne stod netop det år under vand alle vegne, og alt var ved at drukne i regn. Efter gudstjenesten beklagede jeg salmevalget overfor formanden, der var landmand med væskeproblemet helt inde på livet.

Han gjorde mig opmærksom på, at så fundamentalistisk måtte jeg ikke tro, menigheden var. Og at det jo ikke var meteorologisk instituts vejrudsigt, vi sang os igennem! Men pinsens budskab.

En stor og begejstret TAK skal lyde til ham og en menighed bestående af lutter myndige lægfolk for hans og deres tålmodige og konstruktive respons!

Derfor kunne jeg godt tænke mig i pinsen -og på trods af, at maj 2021 har været en af de mest våde maj-måneder - at synge med på: Kom regn af det høje. En yndlingspinsesalme. Som blev sunget til morgenandagten på tv i ugen op til pinse🙏

Kom, regn af det høje! lad jorden oplives
som lilliedal,
at hvad os vor Jesus har lovet, må gives
i tusinde-tal!
Han ville det arme, fortørrede mod
forfriske og læske
med himmelske væske
af Paradis-flod.

Kom, hellige olie! sjælenes kræfter
at salve i mig,
at hvad jeg skal tænke og gøre herefter,
må virkes ved dig,
at Åndens livsalige frugter må stå
i dejligste grøde
og dagligen døde
den onde attrå.

Kan være et billede af græs, træ og natur

 


Salme 139

v1  For korlederen. Salme af David.

Herre, du ransager mig og kender mig.
v2  Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3  du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4  Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5  bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6  Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

v7  Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8  Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9  Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10  så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11  Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12  så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

v13  Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14  Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
v15  Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
v16  Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
v17  Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
v18  Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

v19  Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!
Vig fra mig, I mordere!
v20  De spinder rænker mod dig,
de farer med løgn mod dig.
v21  Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre?
Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig?
v22  Grænseløst er mit had til dem,
de er blevet mine fjender.

v23  Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
v24  se efter, om jeg følger afgudsvej!
Led mig ad evigheds vej!


Ved det yderste hav - salme 139

Et par store fartøjer var sendt højt op mod Nordpolen for der at finde landenes grænser mod havet og prøve, hvor vidt menneskene kunne der trænge igennem. Allerede år og dage havde de mellem tåge og is styret heroppe og prøvet stort besvær; nu var vinteren begyndt, solen nede; mange, mange uger ville blive her én lang nat; alt rundt om var ét eneste stykke is; fast til det var hvert skib fortøjet; sneen lå højt, og af sneen selv var bikubeformede huse rejst, nogle store, som vore kæmpehøje, andre ikke større, end at de kunne rumme to eller fire mænd; men mørkt var det ikke, nordlysene skinnede røde og blå, det var et evigt, storartet fyrværkeri og sneen lyste, natten her var én lang blussende dæmring; på den klareste tid kom skarer af de indfødte, underlige at se i deres hårede skindklæder, og på deres slæder, som var tømret af isstykker; de bragte skind i store bunker og snehusene fik derfra varme gulvtæpper; skind blev tæppe og dyne, som matroserne redte sig til seng under snekuplen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kender det ved vor strengeste vintertid.

Hos os var det endnu efterårsdage, det tænkte de på deroppe; de huskede på solstrålerne i hjemmet og på det rødgule løv, som hang på træerne. Uret viste at det var aften og sovetid, og i et af snehusene strakte sig allerede to for at hvile; den yngste havde med sin bedste, rigeste skat hjemmefra, den, bedstemor før afrejsen gav ham med, det var biblen. Hver nat lå den under hans hovedgærde, han vidste fra barndomsårene af, hvad der stod i den; hver dag læste han et stykke, og på hans leje kom ham tit så trøstende i tanker de hellige ord:
Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast! – og under sandhedens ord og tro lukkede han øjnene, søvnen kom og drømmen kom, åndens åbenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under legemets hvile; han fornam det, det var
som melodi er af gamle kære, kendte sange; det åndede så mildt, så sommervarmt, og fra sit leje så han det skinne over sig, som om snekuplen blev gennemstrålet udefra; han løftede sit hoved, det strålende hvide var ikke vægge eller loft, det var de store vinger fra en engels skuldre, og han så
op i hans milde, lysende ansigt.

Ud fra biblens blade, som fra en liljes bæger, løftede englen sig, bredte sine arme vidt ud og snehyttens vægge sank rundt om, som et luftigt let tågeslør; hjemmets grønne marker og høje med de rødbrune skove lå rundt om i stille solskin en dejlig efterårsdag; storkens rede stod tom, men endnu hang æblerne på det vilde æbletræ, skønt bladene var faldet; de røde hyben skinnede og stæren fløjtede i det lille grønne bur over bondehusets vindue, hvor hjemmets hjem var; stæren fløjtede, som det var lært den og bedstemor hang fuglegræs om buret, som sønnesønnen altid havde gjort; og smedens datter, så ung og så smuk, stod ved brønden og drog vand op, nikkede til bedstemor, og bedstemor vinkede, viste et brev langvejs fra; denne morgen var det kommet fra de kolde lande, højt oppe fra nordpolen selv, hvor sønnesønnen var – i Guds hånd.

– Og de lo og de græd, og han, under is og sne, der i åndens verden, under englens vinger så og hørte det alt, lo med dem og græd med dem. Og der blev læst højt af brevet selv de Biblens ord:
– Ved det yderste hav, hans højre hånd vil holde mig fast! – Som dejlig salmesang klang det rundt om, og englen lod sine vinger, som et slør lægge sig om den sovende, – drømmen var endt – det var mørkt i snehuset, men biblen lå under hans hoved, troen og håbet lå i hans hjerte. Gud var med og hjemmet var med – ved det yderste hav!
H. C. Andersen, 1855.

Dette lille fine eventyr af H.C. Andersen blev jeg opmærksom på for nyligt. Eventyret har salme 139 fra Det gamle Testamente som omdrejningspunkt. Og det fortæller så fint om, at Guds rige er uden grænser.
I troen er vi i Ånden fælles med mennesker på den anden side af kloden. De geografi ske grænser er udviskede. Men det er de universelle grænser også. For i troen er vi, der lever nu og her, i Ånden
fælles med de mennesker, der lever hos Gud. Alterskranken, hvor vi knæler er ikke rund i
vore lokale kirker. Og ikke kvadratisk. Et synligt tegn på en usynlig nåde: At vi spiser og drikker ved Herrens bord sammen med de mennesker, der spiser hos Gud i Himlen. Dem vi ikke ser i resten af firkanten.
Allehelgensdag mindes vi de døde. Men vi mindes også om, at vi er i et levende fællesskab. Levende og døde. Takket være den Guds søn, Jesus, der gik ind bag forhænget før os, og som står og tager imod os med et: Vær frimodig. Frygt ikke. Det er mig.
Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Her er godt at være.

https://www.youtube.com/watch?v=ZqJUYP8E2Gc

''Här är gudagott att vara
o, vad livet dock är skönt.
Hör, var fröjd från fåglars skara
se vad gräset lyser grönt.
Humlan surrar, fjäriln prålar,
lärkan slår i skyn sin drill,
och ur nektarfyllda skålar
dricka oss små blommor till. ''

Her er gudegodt at være er en sang med tekst og musik af Gunnar Wennerberg .
Sangen er et afsnit ud af Glunt nummer 25

Her er godt at være.
(Pas på. Dette er en prædiken :-))

Når vi vandrer rundt i skovene (skovbader) ved sø og vand, debatterer og filosoferer vi tre vandrings-quinder ofte om og over emner, der påvirker os lige nu.
Søndag den 24. januar (sidste søndag efter Hellig 3 konger) hørte jeg to prædikener.
Begge steder læste præsten evangeliet om Forklarelsen på Bjerget: om det øjeblik, hvor Jesus har taget sine tre nærmeste venner, Peter, Jakob og Johannes med sig op på et bjerg for at åbenbare sig for dem.
Som Gud åbenbarede sig for Moses i lovtavlerne med de ti bud, -på et bjerg-, åbenbarer han sig nu for de tre mænd i sin søn, Jesus. -på et bjerg-

Så langt så godt.
Men jeg studsede, da præsterne læste videre i teksten.
Ikke, fordi de læste højt om Peter, der i en jubelrus forslår Jesus at bygge tre hytter, så de kan holde fast i lykkens øjeblik. Momentet. Øjeblikket.

Den følelse og det sted kender jeg som et sted, der handler om Peter og disciplene, men også om et sted, der handler om mig selv. "Når skyggen er ligest, da hulker de små, som stirrer derpå."
Man kan græde af glæde, når lykken er størst, og man som Paulus er i den syvende himmel.
Når man er der, vil man bare gerne, at det aldrig holder op. Man ønsker, at kunne holde fast i øjeblikket.
»Sol, stat stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!« citerede min mor igen og igen Josua (Jos. 10.12), når hun følte sig favnet af Lykken. At Gud var hos hende og hun hos ham. I den syvende himmel.
I en symbiose, der gjorde hende lyksalig. (Ikke kun lykkelig)

Men lykken har det med at forsvinde for hverdagens trummerum og kampe. Derfor fortsætter Jesus også med at holde Peter fast på virkeligheden. Som når vi som børn var midt i en fantastisk leg og blev kaldt ud af den og ind, fordi vi skulle spise.
Himlen må vente- tænker Peter. Tænker vi. Når det gode holder op.
Han, vi og de andre skal ned i dalen.
Der, hvor der skal leges, kæmpes les og grædes. Leves på alle tangenter. Ikke kun de hvide.
Forskellen på før og efter forklarelsen på bjerget. Forskellen for de tre, Peter, Jakob og Johannes og os er nu, at de og vi ved, at når vi går ned af bjerget, går vi ikke alene ned i verden.

Gud vandrer sammen med dem og os i Jesus.
Gud er, hvor vi er, og vi er, hvor Gud er.
Himlen skal vi IKKE hente eller vente på.
Den er der for os i vores liv. 
Himlen tager os i hånden. I dåben (der er vort forklarelsens bjerg.). Og følger os.
Også i kampen, nøden, gråden og sorgen!
Ikke kun i rusen, glæden, lykken, lyksaligheden.

Jeg studsede over, at præsterne lagde trykket på et helt andet sted, end jeg plejer - når Peter siger: »Herre, det er godt, at vi er her.
Og så talte vi på skovturen om, at betoningen i sætningen var vigtig.

At den kunne lægges tre steder med trebetydninger.
1) Som præsterne gjorde den 24/1:

ER. Betones.
(Godt for hvem. For Jesus, Moses og Elias? Tænk, hvis vi ikke var her, så var der jo ingen, der fik del i åbenbaringen. Lyksaligheden?)

2) VI. Betones.
Vi er de heldige. Lucky us. Lucky me.
At vi er her i modsætning til alle de andre, som befinder sig uden for lyksalighedszonen.
Som folket befandt sig i dalen, da Moses var sammen med Gud på bjerget og fik en fornemmelse af at være udenfor.

3) HER. Betones. (Her... er godt at være)
Jeg kender til den sidste betoning. I salmer - (f.eks. i salmen Kirken er som himmerige:
Til så mange, som vi ere,
siger dog hun(kirken) moderlig:
Føler, her er godt at være,
bliver alle tro hos mig!
-og i sange (her er guda gott at være, som vist nok er en drikkevise).

HER er godt at være/ det er godt at vi er HER.
Så det gentager vi tre vandrings-quinder igen og igen, når vi nyder naturen. Skoven. Fuglene - tænk, at høre og se en ravn så tæt på - søen, frøerne, træerne, der er op til 1000 år gamle.

HER er godt at være. Siger vi næsten som en bordbøn, når vi sætter os til det snebelagte spisebord med madpakke, kaffe og chokolade. Min sjæl, hvad vil du mer?

Men også vi skal videre i verden. Med livet.
Det bliver for koldt i længden at sidde på isen.
Da er det godt at vide, at HER er godt at være.
I livet.

Vi bærer oplevelsen, mindet med os. Som pant på den himmel, der ikke venter, men som er og følger os på vores vandring på jorden.
I gode og i onde dage.
Så er den HER. Himlen. Så er HAN her. Gud. For dig og for mig.
HER er godt at være.

Teksten om Forklarelsen på Bjerget er at læse:
Matt. 17.4ff., Mark 9.2 ff., Luk 9,28 ff. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«-

Moses på Horebs eller Sinajs bjerg:
 Mos 34,28 og 5 Mos 10,4.

 

Kirken er som Himmerige

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Niels W. Gade 1839. 

1Kirken er som Himmerige, (Klik og hør melodien. Gerne Gades :-))
meget kan den lignes ved,
skønt på jord den har ej lige,
som Guds nåde og Guds fred.

2Mest dog lig en barnemoder,
Herren kalder den sin brud.
Ved dens mælk opvokser poder
som ved bække pileskud.

3Kirkens favn og derfor kaldes
rettelig et moderskød;
når der sørges, når der faldes,
altid dér er hvilen sød.

4Kastes vrag på kirkens goder
af den sjæl, som dem har smagt,
da forhåner søn sin moder,
og hans dom er forudsagt.

5Angres det med ærlig smerte,
vendes om med ydmyg bøn,
kirken dog med moderhjerte
favner den fortabte søn.

6Til så mange, som vi ere,
siger dog hun moderlig:
Føler, her er godt at være,
bliver alle tro hos mig!

7Mit er Povels, mit er Peders,
alles Herre han er min,1
og alt mit det er jo eders,
nyde hver med troen sin!

Hele verden ej opvejer,
hvad vi tror, og hvad vi ved:
Himmerig på jord vi ejer
i vor frelsers kærlighed.
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1851.
1 1 Kor 3,21-23


Shinrin-yoku

 
Shinrin-yoku
Nu ved jeg, hvad det hedder, når jeg i denne corona-sæson har elsket at vandre i skovene. Shinrin-yoku hedder det på japansk.
At skovbade hedder det på dansk.
Johs. Nørregaard Frandsen forklarer fænomenet i Kristeligt Dagblad den 4/1 2020. ” At skovbade er et åndeligt-fysisk fænomen, hvor man lader sig og sine sanser opsluge af skovens lugte og pirringer. Det er japansk inspireret, shinrin-yoku, der betyder at bade i skov. ”
Da vi var børn holdt jeg meget af at gå i skoven sammen med min far og mor og mine søskende. Her tillod min far sig at ”bade i skoven”, som han tillod sig selv at ”bade i naturen”.
Det var sjældent at se ham lege. Bortset fra i ugen efter juleaften, hvor han spillede brætspil med os alle. Men ude i skoven havde han en leg, hvor vi alle skulle gå og synge: det er dog en dejlig skov, her er ingen røvere.
Igen og igen sang vi seks børn og sikkert også vores moder sangen, indtil den, der var udvalgt til at være røver, og som havde gemt sig bag et træ, kom frem for at fange os.
Den først fangede udgik af legen. (Eller blev endnu en røver).
Den leg lærte mig vagtsomhed i forhold til det ubekendte.
Min enfoldighed og naivitet, der ellers ikke fejler noget, blev bremset en smule.
Da min far og mor holdt guldbryllup, skrev jeg en sang, der handlede om at gå i skoven og synge, at den var dejlig, og at der ikke var nogen røvere.
Således havde mine forældre levet det meste af deres smukke fællesliv. I en skov, hvor der ingen røvere var.
MEN. Men min far blev indhentet af Parkinson sygdommen og måtte friste sine sidste fem år på et plejehjem.
Der var også røvere i den skov, han badede i sammen med min mor.
Min mor, der gerne ville have passet min far til det sidste, som hun passede sin mor og to søstre, der fik lov at dø i vores hjem, blev selv syg og døde på plejehjemmet.
I en seng ved siden af min far. Hendes elskede mand gennem et langt liv.
***********
Til gengæld havde jeg en morfar, der spillede på tværfløjte, violin og klaver. Tværfløjten var hans prioriterede instrument.
Min morfar var savværksejer. Skovmand. Og romantiker til fingerspidserne.
Når vejret var dejligt, husker jeg ham gå i skoven og spille på sin fløjte.
Han spillede: Tågen letter af Carl Nielsen eller tyske sange som: Rösslein af Johan Wolfgang von Goethe (1789) sat i musik af Franz Schubert (1815)
 
Sah ein Knab' ein Röslein stehn,
Röslein auf der Heiden,
War so jung und morgenschön,
Lief er schnell es nah zu sehn,
Sah's mit vielen Freuden.
Röslein, Röslein, Röslein rot,
Röslein auf der Heiden.
 
Knabe sprach: "Ich breche dich,
Röslein auf der Heiden."
Röslein sprach: "Ich steche dich,
Dass du ewig denkst an mich,
Und ich will's nicht leiden."
Röslein, Röslein, Röslein rot,
Röslein auf der Heiden.
 
Und der wilde Knabe brach
's Röslein auf der Heiden;
Röslein wehrte sich und stach,
Half ihr doch kein Weh und Ach,
Musste es eben leiden.
Röslein, Röslein, Röslein rot,
Röslein auf der Heiden.
 
Så ja.
Der findes røvere i skoven og vilde drenge, der vil brække den smukkeste rose.
Det handler om at bade i skoven og nyde rosen, mens den er der!
Yolo


Talking Trees.

I 2017 fik vi foræret en bog med titlen Talking Trees af forfatteren Rilla Nørslund.
Bogen er en samling digte, som dengang ikke sagde mig meget, selv om mit forhold til træer og ikke mindst gamle træer har præget mit liv og altid har været fyldt med kærlighed.
Hver gang man fældede et træ i præstegårdshaven, gjorde det ondt i maven på mig. Til moro for mange.
Måske derfor gemte jeg bogen til andre tider?
 
I dag, hvor jeg vandrer flere gange om ugen og meget gerne i en skov med gamle træer, forstår jeg digtene i bogen på en helt anden og ny måde.
Eller også forstår jeg dem, ikke bare med fornuften, men med krop, sjæl og sind, som jeg føler mig forbundet med Søster Hildegards tanker og tekster fra 11hundredetallet om naturen som en medskabning og medspiller.
 
”I sin dybeste konsekvens omfattes hele tilværelsen og hele den skabte verden derfor af Kristusmysteriet: Alt bliver helligt- også naturen. Alt bliver gennemtrængt af Ånd.”
Kirsten Kjærulff og Hans Jørgen Frederiksen.
 
I bogen Talking Trees finder man digtet, der har givet navn til bogen.
 
Talking Trees
Quiet whispers of talking trees
Spirits lift as I enter their green domain
They communicate with my every cell
Their message so loud I glance around
To see if others hear.
 
I hear and feel their rustling welcome
Rustling of leaves old and young
Dappled sunlight and dancing dust
Skipping footfalls of invisible children at play
Now and past and future.
 
They talk of birds and earthworms who talk back
In a language of life, they talk, not of eternity
But of a long, long time and of love
Love of wind for leaves, the longing of branches
The laughter of twigs.
 
Love of sunlight, of rain on dusty green,
Shade, shelter, belonging, expansive, inclusive
Belonging to the vastness of everything
Belonging, belonging, that which I always seek
It is here.
(Rilla Nørslund)


Ja - det haver så nyligen regnet,

Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
- viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.

Sangen, det haver så nyligen regnet, som min sønderjyske familie lærte mig at synge som barn, stående og med kampgejst i blikket, passede så fint på dagens tur.

Gamle, væltede træer lå spredt i skoven, fordi de har fået lov at dø en naturlig død og derved samtidigt fået lov at give nyt liv til insekter, fugle og dyr.

Nye, unge bøgetræer dansede i deres fine brune kjoler, fordi de visnede blade ikke var faldet af.
For de gamle, som faldt, er der ny overalt!

Dråberne dryppede fra grene, og et brunt tæppe dækkede varmende og livgivende skovbunden. Alt lå som i dvale og ventede på, at solen og lyset får mere magt. Frejdig i hu!


Nærmere Gud til dig

Salmen, Nærmere Gud til dig, har fulgt mig gennem livet.
Vi sang salmen til min elskede moster Marens begravelse, da jeg var omkring de 16 år. Efter begravelsen af en hustru og mor til fire, en kvinde på 49 år, kørte vi seks børn og forældre tilbage til vores hverdag, verden og hjem.
Salmen tog jeg med mig, som en salme, der den dag i dag knytter mig til den moster, der var min gudmor. Det var hende, som til min konfirmation gav mig et smukt guldkors i gave. Hun bandt det om min hals, og jeg har haft det ved mig siden. Liggende i lommen på min præstekjole.
Jeg lærte salmen udenad og har brugt den i krisetider.
Som en salme til håb, til tro, til kamp og til leg.

Når min verden blev kold og forladt. Da var det et fantastisk våben at have med sig at kunne synge:
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Er det end korsets vej,
du viser mig,
altid dog synger jeg:
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!

Når livet blev sorgfyldt, og tabet af liv gjorde livet ensomt var det oplagt med Jakob at synge:
Om sent i sorgens stund
ensom jeg går
og har til leje kun
stenen så hård,
drømmen dog bærer mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig

Som Jakob midt i sin flugt fra den verden, han kendte som sin, troede at han drømte, da han så engle stige op og ned fra jord til himmel. Fra himmel til jord. Og fik at vide af Gud selv, at han midt i sin krise ikke var alene, fordi Gud selv ville være med ham alle dage indtil verdens ende, så kunne jeg med ham synge om:
Opladt mit øje ser
stigen til Gud
og gennem alt, hvad sker,
sendt på dit bud
engle, som vinker mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.

Salmen mindede og minder mig om, at der er håb i enhver håbløshed.
Håb på trods. Og at jeg frejdigt og frimodigt kan vandre syngende videre i troen på, at Guds søn og alle hans engle vandrer sammen med Jakob og mig:
Her er, med Himlens håb,
Betel for mig:
stenen i tårers dåb
salver jeg dig,
frejdig går frem min vej
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.

Og endelig. Som Jakob blev velsignet med en fremtid efter at have kæmpet sin dødskamp med Gud, så han kunne gå en ellers ukendt fremtid i møde.
En jordisk eller en himmelsk. Det var lige gyldigt.
Med frimodighed og oprejst pande.
Syngende om den sejr, som han allerede havde vundet, selv i en tid, der endnu ikke havde vist sig for ham. Fremtiden.
Så kan jeg lade den samme velsignelse lyde for mit øre. Og med Jakob og alle engle synge:
Og er for sidste gang
striden forbi,
sjælen til Himmel-vang
løfter sig fri.
Evigt da jubler jeg
hjemme, min Gud, hos dig,
hjemme hos dig.

1 Mos 28,10-19

Sarah Adams 1841. Henry Ussing 1881.


Jeg slipper Dig ikke!

Jakobskampen.
1. Mosebog 32, 

v23  Samme nat stod Jakob op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. v25  Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«. v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.

v31  Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. v32  Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

v33  Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise hoftenerven, som ligger over hofteskålen. For Jakob havde fået et slag på hofteskålen lige på hoftenerven.

**************************

Første gang jeg hørte fortællingen om Jakobskampen fortalt, var i 8. klasse.
Jeg gik på Marie Jørgensens pigeskole i Odense, hvor vi stod op ved bordene, når læreren kom ind, og når vi blev hørt i stoffet!

Klasselæreren hed frk. Zeuthen og var en ældre dame.  En gammeljomfru, kaldtes hun lidet skønt som single dengang. Hun havde stramt tilbagestrøget hår og knold i nakken. Hun var, efter et langt liv med umulige tøser i den værste teenage-alder, fyldt med tics og underlige hånd bevægelser.

En dag fortalte hun os piger om Jakobskampen.
Om Jakob, der var på vej tilbage til det land, han for 20 år siden var flygtet fra. Tilbage mod den broder, Esau, som stræbte ham og alt, hvad der var hans efter livet!

Jakob stod alene tilbage i Jabbokfloden. Han havde afleveret alt, hvad der var hans. Sine dyr, sine slaver, sine børn og sine to hustruer.
I grupper havde han sendt dem ind til sin broder Esau, som en gave. I håbet om tilgivelse og forsoning. 

Jakob står i sit livs vadested. På grænsen mellem den gamle og kendte verden og den nye, ukendte.
På grænsen mellem liv og død.
Jakob er i en dyb, dyb krise.
Bange for sit liv. Bange for sin fremtid. 

Angsten overmander ham. Dødsangsten. Livsangsten.
Meningen og målet med hans liv er forsvundet.
Jakob kan ikke sove, og det fortælles, at der kommer én og kæmper med ham.
Midt om natten.
Er det Guds engel? Er det Gud selv? Det står der ikke noget om. Men der står, at da det er ved at blive morgen efter en lang nats kamp, dasiger den, han kæmper med og mod: "Slip mig. For morgenen gryr. Solen er ved at stå op."
Som Gud har sagt det til Moses og profeter i tiden, siger han det nu til Jakob: Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.
Men Jakob. Han er ligeglad. Om han skal dø i kamp med Gud, eller om han skal dø for sin broders hånd kan jo være det samme.

Så han griber fat i den kæmpende og siger: Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!

Og Jakob sejrer.
Han får velsignelsen og slipper den kæmpende.
Han begynder sin vandring ind mod sin bror.
Han har igen fundet mål og retning i tilværelsen.
Han har fundet mening med sit liv, under velsignelsen.

Jakob møder sin bror og alt ender i fryd og gammen med at de forsones, så Jakob får alt sit tilbage.

**************************

Da frk. Zeuthen havde fortalt denne fortælling, tilføjede hun, men der står også, at da Jakob gik ind i landet, ind til sin broder, haltede han.

Jakob havde i kampens hede fået et slag på hoften, der gjorde, at han haltede resten af livet!
Men den halten, kunne han bære.
For han havde jo fundet mål og retning for sit liv. Håb og tro!
Han havde jo fået velsignelsen.

Vid kære piger, fortsatte frk. Zeuthen, at som Jakob kæmpede sin kamp med Gud, vil I alle, hver især, komme til at kæmpe jeres kampe med Gud. Tidligt i livet eller sent.
Husk blot, at når I står midt i jeres livs kampe, da skal I huske, at det i kampen handler om at sige:
Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig. 

Også I kommer til at halte i livet.
Men det kan man som Jakob leve med, når man blot får velsignelsen og livet i gave.

***********************

Vi piger var omkring 15 år, og verden lå åben for vore fødder. Vi syntes at denne lærerinde var mærkeligt sortsynet.
Jeg var 25 år, da jeg opdagede, at hun havde ret.

 30 år efter frk. Zeuthen fortalte denne fortælling om Jakob, mødte jeg tilfældigt på gaden i Odense en gammel klassekammerat fra pigeskolen, som jeg ikke havde haft nogen form for kontakt med, siden vi forlod skolen.
Hun var blevet et kendt navn i Danmark, og jeg var blevet præst.
Vi snakkede ikke meget, vi skulle hvert til sit, men pludselig og ud af det blå, spurgte hun mig, om der ikke var noget med, at vores klasselærerinde, frk. Zeuthen fortalte en eller anden fortælling, om en der kæmpede med Gud og sejrede?
Jeg fortalte hende hele fortællingen, som jeg huskede den. 
Året efter læste jeg i avisen, at denne klassekammerat var død. Og jeg forstod, at også hun havde haft sine kampe at kæmpe. På liv og på død. 
Jeg håber blot, at hun midt i sine kampe og sin halten oven på kampene forstod, at velsignelsen også gælder og gjaldt hende. Så hun kunne dø med visheden om, at hendes rejse, der gik ind på den anden side af forhænget, ikke var slut, men kun begyndt. At hun gik forud for os andre, men vigtigst: at hun bar på Guds velsignelse på rejsen og løfter om et land, der flyder med mælk og honning!

******************************
Denne fortælling har sat sig. Til trøst og til opmuntring.
Som et våben vi hver især i denne klasse kunne, og mange har brugt i vore livs-kampe.
De har været min fortælling siden, som jeg gerne deler med andre.

 v18  Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« v19  Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« v20  Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« v21  Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. v22  Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. v23  Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«

( 2. mosebog  33,18-22)  http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm


Den store hvide flok.

Præstens tanker. Andagt i Dåstrup Kirke.  

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

Johannes Åbenbaring 7, 9 - 17        

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. 
v10  De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13 Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?«
 v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
 v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Jeg har i dag valgt, at vi skal synge Brorsons salme: den store hvide flok vi se.
Den er en af mine yndlingssalmer. Og så synger vi den kun til Alle helgen.

Da vi lige nu er tæt på- om end på bagkant af allehelgen - kan det vel forsvares.

Da jeg var barn, var jeg som præstebarn næsten tvangsindlagt til at gå i kirke.
Det mener mine søskende i hvert fald, at de var.
Jeg var et mærkeligt barn. For jeg har altid holdt af det. Af at gå i kirke.
Min mor og jeg var, da jeg blev lidt ældre, uenige om, hvilket tøj, man skulle have på, når man gik i kirke. Jeg mente, at cowboybukser og islandsk sweater var fint. Det er jo ikke det ydre, det kommer an på, men det indre.
Min mor var ikke helt enig.

Alle Helgen var en af de største dage.
Her var kirken fyldt af alle mennesker fra sognet. Det pæne tøj var fundet frem. Ligeledes den pæne vinterfrakke. Afganer pelsen, der havde hængt siden sidste vinter i skabet med mølkugler og tørret lavendel.

Sorgen lå som en dyne over menigheden. Luften var tung i den hurtigt, men stærkt opvarmede kirke. Stemningen alvorlig. Store stærke mænd, mange af dem var bønder, kunne man se græde. Havde man ikke selv mistet en kær, så havde naboen eller naboens nabo.
Og alle kendte hinanden på godt og på ondt.

Organisten spillede præludiet på et orgel, der ikke var stort, og som fik luft af den konfirmanddreng, der trådte bælgen.
Kirkesangeren, som var organistens mand troede, at han skulle overdøve salmesangen i stedet for at støtte.

Efter præludiet og indgangsbøn skete der en forvandling med menigheden.
Man kunne se rygge ranke sig. Og da den første tone skulle synges på den første salme: den store hvide flok vi se, ja så var det, som om kirken fyldtes af engle. Af trompetmusik og af basunklang. Og kirkesangerens stemme blev overtonet af menigheden, der sang af deres lungers fulde kraft.

v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!

Det var lovsangen, der lød fra den levede menighed.

Men det var som om, lovsangen fra de døde blandede sig i koret.
Man kunne ane dem. Man kunne føle dem, som var de iblandt os.

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

Efter prædikenen læste min far, der var stedets præst navne op på alle dem, der var døde siden sidste alle helgen. Nogle år var der flere end andre, men alle år var der blandt navnene ikke bare en, man kendte. Men mange.
Vi stod op, mens navnene blev læst op. Og da så vi dem.
Hver enkelt af dem for vores indre blik. Og vi blev trøstet ved ordene om:  
v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Oplæsningen af navne slutte min fader med ordene:
Guds fred meddem der døde, i Danmarks rosengård.
Guds fred med dem, der blæde, af dybe hjertesår.

Da vi alle gik ud under postludiet, var vi fyldte.
Ikke bare af sorgen. Dynen var lettet og taget af.
Vi var fyldte af en glæde over at have været med i lovsangen.
Sammen med de døde. Sammen med de levende.
Med til at lovsynge den Gud, der er hærskarers Herre. Og som sidder for tronen og tager imod os den dag, vi følger efter.
Som en del af den store hvide flok.

Nu kunne vi gå ud i verden og leve i troen på, at de mennesker, der forlod os levede på den anden side af død og af grav.
For vi havde jo lige været sammen med dem.
En sidste gang.

De fleste af de mennesker, der sad i kirken, da jeg var barn, er nu en del af den store hvide flok.
Også min far.
Og en dag vil jeg følge efter. Og glæde mig til at synge lovsangen der… sammen med dem, der lever her. Amen

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
Brorson


Da drypper som duggen der manna på vuggen fra englenes bord

(Kirkebladet sommer 2015)

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat

du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.
DDS 674 v 6.             2.mos.16   
 http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm   

Da drypper som duggen der manna på vuggen, lyder det i Grundtvigs smukke salme, Sov sødt barnlille.
Manna. Mannakorn.
Det var den føde, Herren hver morgen lod ørkenen dække med som dug, da hebræerne vandrede fra slaveriet i Ægypten mod det forjættede land. Kanaans land.

En livsvandring, som varede i 40 år.
Det var den føde, hebræerne hentede styrke fra og overlevede på.

Der står på mit kontor en gammel, udskåret træskål fyldt med Mannakorn.
Eller skriftord.
Små sæ
tninger fra Bibelen, der er ”kogt ned” til enkle formuleringer som: Es. 40,29-31.
Træskålen var oprindeligt min farfars tobaksdåse. Men han havde tømt den for tobak og i stedet fyldt den med Mannakorn. Små stykker papir med store budskaber. De er gulned
e af ælde, og de er skrevet på med gotisk skrift.

Hver morgen, når min farfar og farmor havde spist deres morgenmad, trak de hvert sit mannakorn. Det mannakorn, de havde trukket, slog de op i Bibelen.
De læste sætningerne højt for hinanden. De knælede, og de bad deres morgenbøn sammen, hvorefter de gik styrkede og
velforberedte ud for at møde deres dagligdag.
For at fortsætte deres livsvandring mod det forjættede land.

Som hebræerne hver morgen samlede sig fysisk styrke til, når de sankede mannakorn, samlede mine bedsteforældre hver morgen sig åndelig styrke til, når de sammen trak et mannakorn.

Hvert år lod jeg konfirmanderne selv vælge det skriftord, som de fik med sig på deres vandring ind i deres fremtid.
Et livets mannakorn.
Deres livs manna.

Skriftordet blev sagt til konfirmanden under konfirmationen.
Det blev skrevet i deres telegrammer, og jeg skrev det i deres bibel og de salmebøger, som de fik med sig i rygsækken til deres livsrejse.

Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste konfirmander valgte netop deres skriftord med stor omtanke og omhu. Andre valgte at lade mig vælge.

Måske ænser man ikke sit skriftord i de første mange år. Man er ung og livet er evigt grønt.
Men pludseligt kan skriftordet dukke op, når man har allermest brug for det, og blive til den støttestav, som man kan vakle videre ved i livet.
Sådan har jeg selv haft det med mit skriftord. Mit mannakorn:
Rom. 11,29. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Et år fik jeg et ønske om et skriftord, skrevet på en lille lap papir, af en konfirmand fra Tune.
Han kunne skriftordet udenad. Han havde læst om det i en bog, hvor hovedpersonen bruger netop denne bøn. Igen og igen. Som manna i sit liv, da han skal overkomme det uoverkommelige.

Mannakornet eller skriftordet er som en bøn og står skrevet i Esajas 40, 29 – 31, hvor det lyder:

v29 Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
v30 Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
v31 Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,

de vandrer uden at udmattes.

Bønnen er stadig en smuk bøn, som samme konfirmand fik som sit livs manna.
Bønnen er en bøn og et mannakorn, som vi alle kan bruge i vore liv.

Da drypper som duggen, der manna på vuggen
fra englenes bord!

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.