Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

YAR TANTILLE

Kære søster Olga

Vinderkronik i KD

Kære "søster" Olga. 

Tillykke med dine 80 år. Jeg ville gerne have været med til at fejre dig på selve dagen, men du må nøjes med dette brev. Jeg håber til gengæld på, at du da vil sætte dig i en god stol, med benene oppe og lys på bordet, og bruge tid på at nyde den hyldest, som dette brev er tænkt som, samt tage imod den taknemmelighed, som det er et udtryk for. 

Kan du huske, når vi sad og læste breve sammen i Afrika? Det var sjældent, at brevene nåede ud til os to, der på det tidspunkt boede alene sammen ved "verdens ende". Således kaldte vi vist den plet på verdenskortet, hvor du som pioner havde slået dig ned, og hvor du i mange år arbejdede som missionær for Sudanmissionen. Først som diakonisse og jordemoder, siden som præst. Tantille, hed området. Et område, der lå ved den yderste rand i landet Nigeria, og som svarede i forunderlig skønhed til sit navn. Med udsigt til Komabjergene og Tantille-floden om dagen, og med Sydkorset stående på himlen om natten, kunne man ikke bo et smukkere sted. Men det lå ved verdens ende. I regntiden kunne ingen trænge igennem og komme ind til os, og i tørtiden var besøgene sjældne. Når endelig posten nåede frem med kærkomne gæster, ja så var der som regel bunker af breve fra hjemlandet til os begge. Vi indrettede os på hver sin side af bordet, tændte levende lys, satte en vinylplade på og lagde benene op. Så læste vi i tavshed i timer, kun afbrudt af din smittende latter. Ofte delte vi efter læsningen lange passager fra brevene med hinanden. De var for os, hvad Bibelen er for de kristne, en livline til det vi begge kom fra og vidste, vi skulle tilbage til, nemlig fædrenelandet.

Det er nu 26 år siden, du var så gæstfri at invitere mig til at bo sammen med dig. Jeg havde søgt om og var blevet antaget som en af de første volontører for Sudanmissionen, og du havde mod nok til at åbne dit hjem og dig selv for mig, selv om du ikke kendte mig.

På det tidspunkt havde jeg læst teologi i et år, og manglede kun et halvt år i at have bestået den teologiske forprøve. Alle havde advaret mig og rådede mig til at gøre første del af teologien færdig, inden jeg forlod studiet, men jeg følte på det tidspunkt, at alt, hvad jeg indtil da havde gjort, blot var en bevidstløs vandren i min faders fodspor til mine forældres glæde. Endelig gjorde jeg noget, som jeg følte, jeg ikke var forudbestemt til at gøre. Noget, der var anderledes.

Hvad jeg forventede mig af dette år i Afrika, ved jeg ikke. Men jeg ved, at de måneder, jeg fik lov at tilbringe sammen med dig, Olga, har været måneder, som har præget mig i resten af mit liv. Da jeg vendte hjem fra Afrika, var det for at gøre mit studium færdig på kortest mulig tid, for derpå at vende tilbage og selv blive missionær, men skæbnen ville mig det anderledes. Jeg blev, af grunde som du kender, forhindret i at rejse ud og dermed afskåret fra at følge det mål, som jeg havde sat mig i mit liv.

Jeg blev færdig som teolog, men færdig til hvad? Pludselig lå hele verden foran mig med alle muligheder. Jeg havde en uddannelse, som kunne bringe mig, hvorhen i landet jeg ville, men hvad ville jeg?

 Jeg ville ikke være præst. Inderst inde har jeg i mange år haft en indre modvilje mod kvindelige præster. Min far var, som du ved, præst, og det med et stort P. Jeg har altid beundret ham og hans måde at arbejde på, og jeg har frivilligt, glad og gerne levet mit liv i hans skygge. Skulle jeg nu træde ud af denne skygge for selv at danne skygge? Tanken forekom mig umulig og bød mig meget imod.

Jeg havde planer om at blive kordegn. Jeg arbejdede så småt på at blive sekretær i et missionsselskab. Jeg tænkte på at blive højskolelærer og var til samtaler rundt omkring. Men jeg følte hele tiden, at jeg var som en Jonas, der forsøgte at flygte fra mit kald. Til sidst blev jeg syg af denne vacuumtilstand, og jeg besluttede mig for at søge én stilling som præst. Fik jeg den, var det meningen at jeg skulle være præst, og fik jeg den ikke, var det ikke meningen. Jeg søgte en stilling, hvor der var et flertal fra Indre Mission i menighedsrådet. Jeg har, som du ved, altid haft en dyb respekt for og kærlighed til Indre Mission, men jeg vidste jo, at den forening principielt var imod kvindelige præster. Og så fik jeg stillingen!

I dag har jeg været præst i 17 år på samme sted, i samme stilling. Og her kommer du ind, Olga. For havde jeg ikke haft dig som forbillede til efterfølgelse, ja da havde jeg for længst opgivet håbet om nogensinde at finde fodfæste som præst.

Du var jo en kvindelig præst. Ovenikøbet på et sted og i en tid, hvor det ikke var comme il faut at være præst, når man var kvinde. En præst, som jeg beundrede og havde dyb respekt for. Du havde ikke en præstekone til at sørge for alt det praktiske i hverdagen. Nok havde du tjenestefolk omkring dig, men det var til syvende og sidst dig, der skulle sørge for at tøjet blev vasket i rette tid, maden blev lavet, indkøbene planlagt, kirken blev pyntet og børnene døbt.

 Min fader, havde jo altid haft muligheden for at sidde på sit kontor og studere eller arbejde. Med en hjemmegående præstekone, der brugte sit liv på at varte ham, sognet og familien op, behøvede han ikke at tænke på rødkål og gås til jul, samtidigt med at han skrev juleprædikerne. Tværtimod, så blev der stillet julegodter og nybagte pebernødder op til ham på kontorbordet, mens ungerne blev holdt på behørig afstand, så han ikke blev forstyrret af unødig larm. Han skulle ikke en time tidligere op om søndagen for at amme et barn, inden han gik til kirke, og han skulle ikke skifte bleer eller sørge for, at der var nogen til at se efter børnene, mens han og ægtefællen var "på arbejde".

I dag misunder jeg ham ikke for hans beskyttede tilværelse. Han, og mange af hans ligestillede, er snarere gået glip af en naturlig kontakt til den verden, som de var sat til at være mennesker i og præster for.

Da jeg rejste til Afrika, rejste jeg sammen med daværende biskop over Viborg Stift, Johs. W. Jacobsen. Han skulle ordinere den første lutherske biskop i Nigeria, og i sin ordinationstale gik den gamle biskop ud fra 1.Kongebogs tekst om den gamle profet, Elias, der overdrager kappe og ansvar til sin efterfølger, Elisa. På mesterlig vis drog Johs. W. Jacobsen paralleller til den kappe, som den nye afrikanske biskop nu fik overdraget for at tage op og bære.

Selv har jeg i mange af mine første ti år som præst følt, at den kappe, som jeg fik overdraget, var alt for stor og alt for tung. At jeg ikke magtede at bære den eller var værdig til det. Og jeg har ofte haft lyst til at kaste den bort, eller bede andre om at overtage den.

Når jeg stødte på mennesker, der talte imod kvindelige præster, sad jeg ganske enkelt i mit stille sind og gav dem ret, og når min kollega i tale og skrift udbredte sig om madammiseringen af folkekirken, kunne jeg blot nikke bekræftende til. Hvad kunne jeg som kvindelig præst give min menighed, og hvordan skulle jeg som kvinde kunne fylde den kappe ud, som jeg havde fået overdraget uden at gøre vold på min egen person?

Når kappen føltes for tung, gik mine tanker til dig, Olga. Du havde, ved din måde at være præst og menneske på, vist mig, at det var muligt at være præst på en anden, men absolut lige så troværdig måde, som kvinde. Dit forhold til den afrikanske menighed og befolkning var fyldt af gensidig respekt, og derfor også troværdigt. Det var ikke uden grund, at såvel de kristne i landsbyen som medicinmanden besøgte dig og bad dig om råd og vejledning i livet. Hos dig hang de to sider af livet nemlig, udefra set, uløseligt sammen. Menneskelivet og præstelivet. At du selv har haft bryderier og kampe at kæmpe, er jeg ikke i tvivl om, men måske var dine kampe med til at gøre dig til den, du var.

Du lærte mig først og fremmest, at jeg hverken skulle hente min styrke i mig selv eller i kappens glans og størrelse, men at jeg, som Jonas, blot skulle gå og arbejde på det bud og den befaling, der ikke stod til diskussion eller til debat. 

I dag er jeg blevet ældre og mere erfaren. Kappen føles ikke så tyngende længere og min indre modstand mod kvindelige præster er forsvundet. Det betyder ikke, at jeg ikke en gang imellem er ved at løbe min vej væk fra det hele, men det betyder, at jeg har fundet min måde at være præst på, blandt mange andre måder.

Tak, at du ville have mig gående hos dig som lærling i så lang tid, og at du, for din part, tog din kappe og dit ansvar på dig og bar den troværdigt og smukt. Således blev du for mig et forbillede og et eksempel til efterfølgelse, og jeg er dybt taknemmelig over, at jeg fik den gave, at lære dig at kende.

Jeg glæder mig til at se dig igen, hvad enten det bliver på Guds grønne jord, eller det bliver som engel i Hans himmel. Til den tid vil vi, som du så ofte sagde det, kunne fortælle hinanden om alle de oplevelser vi havde sammen i Tantille og glæde os over, at vi fik lov til at dele et øjeblik af det liv, der blev givet os at leve på denne jord.

De kærligste hilsener......din Karen Elise.

Yar Tantille. (Tantilles datter)