Far og mor

O vidunder-bro.

Kronik i KD torsdag den 11. august 2005. En af ti vindere af kronikkonkurrence.

Begravelse fra Sdr. Nærå sognekirke fredag den 13. maj 2005 kl.15.00.

Hans Frede Rasmussen.

Salmer: 12 (Min sjæl), 5 (O havde jeg.), 67 (Jeg så ham), 290 (I al sin glans)
v. graven: 217 (Min Jesus)
Tekst: Johannesevangeliet 21, 15 – 19.

O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro.

 I en af sine sidste prædikener som præst og provst ved Sdr. Nærå Sognekirke skriver far: Livet er skønt, det er dejligt og vi elsker det og skal elske det.
Men det er ikke – bortset fra frikvarterer – det er ikke pjatteværk.

Denne dobbelthed, at livet er dejligt, men det er ikke pjatteværk, er et sandt udtryk for fars væsen og fars virke. Han var i en og samme person puritaner og livsnyder. Nøjsom og ødsel.

På den ene side, var far et humørfyldt og latterfuldt menneske. Blød og blid.
Man kunne høre hans rungende latter langt, langt borte, og man kunne selv i hans sidste år, hvor livet blev vanskeligt og svært for ham, opleve, at han kluklo.

Han var dybt taknemmelig for det liv, han havde fået givet:  Som søn, bror, mand og far.
Som den, der havde fået lov at opleve studenterlivets glade dage på Regensen. Som Klokker på samme.
Som præst og som provst midt på det frugtbare Fyn.
Som formand for Sudanmissionen.
Og meget, meget mere.

Og han nød livets frikvarterer:
-det fyldte hjem, med de mange stemmer og de mange munde-
-at sidde i familiens skød eller blandt venner, var det bedste, han vidste-
- at holde ferie og at få en god frokost med snaps og øl til, var for ham livets frikvarter.
I livets frikvarterer var far livsnyder.

 På den anden side var far alvorsmanden.
Livet skal elskes, og det er dejligt, men det er ikke pjatteværk.
Den Gud giver en gave, giver Han også en opgave.
Far havde lært lektien om de betroede talenter.

Far var fra sin barndoms opvækst i Indre Mission livet igennem præget af en bekymret alvor. På andres, men ikke mindst på egne vegne. Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa (min skyld, min skyld, min store skyld) kunne han sige eller skrive for sjov i sine yngre dage, mente han alvorligt på sine ældre dage.

 Far var retskaffen, og det betød, at han i alt, hvad han foretog sig og hos alle, krævede en sand oprigtighed. Enhver form for forstillelse var ham inderligt imod. Far havde lært lektien om de kalkede grave.

Bagsiden af denne retskaffenhed var til gengæld, at syndsbevidsthed og skyldfølelse blev dominerende og kom til at præge ikke mindst hans sidste år. Han anfægtedes blandt meget andet af, at han i sin ungdom havde leveret et forsvar for den første såkaldte pornografiske bog: Ragnar Mykles: den røde rubin, selv om det ikke var bogens pornografiske, men teologiske vinkel, han havde leveret et forsvar for.

 Han kunne finde på at vende om 100 km. nord for den tyske grænse, hvis han opdagede, at han havde lidt for meget spiritus med sig i baggangen. Og han kunne finde på at skrive – delvist låst – til forsikringen, når et cykeltyveri skulle anmeldes.

På mange måder var far gammeltestamentlig i sit syn på loven, og måtte livet igennem kæmpe for troen på at nåden og evangeliet ikke blot gjaldt den han prædikede for og til.

Det var de små og de svage i samfundet, der havde hans fulde opmærksomhed. Dem, der faldt udenfor borgerskabets pæne rammer. Fars sociale gen var dybt forankret i hans pietistiske opvækst.
Han brød sig ikke om bonede gulve, og han har ved at frasige sig denne side af livet høstet en del bemærkninger om, at han gik med en Frans af Assisi i maven…. men han var heller ikke bleg for selv at tage bladet fra munden og fortælle, hvad han mente var form og facade - og hvad der var indhold. (At det ikke er alt guld, der glimrer.) Hvad der i hans øjne var ret og hvad der var forkert.
I forhold til sine opgaver, var far puritaner.

Leopold Sedar Senghor, hvis værk, Skyggesange far oversatte, skriver et sted:
Jeg ved ikke, når det var.
Jeg forveksler altid min barndom med Edens Have,
som jeg sammenblander Døden og Livet.
En bro af blidhed forbinder dem.

En bro af blidhed forbinder barndommen med Edens Have. Edens Have med barndommen.
En bro af blidhed forbinder døden med livet og livet med døden.
Der er færdsel begge veje.
O vidundertro, du slår over dybet din gyngende bro.

I et gammelt fotoalbum, hvor der er et billede af far som ældste barn mellem sine søskende og deres hund har han, da han endnu kunne skrive med snørklet og rystende hånd over billedet skrevet: Fra lysets hjem.

For far stod barndommen i Hesselbjerg som billedet på lysets hjem. Han forbandt barndommen med Edens Have. Edens Have med barndommen. En bro af blidhed forbandt dem. Der var færdsel i begge retninger.

Det betyder ikke, at hans barndom altid var lys, let og god. Den har været præget af konkurs og en opdragelse, der ikke altid var blid, men også var det. Men selv har han set og tolket disse minder om modstand og afmagt som Langfredags nødvendige mørke for at kunne se påskens lys. Og tilbage stod for ham mindet om barndommen som mindet om: lysets hjem. En bro af blidhed forbinder dem.

På denne bro af blidhed mellem barndommen og Edens Have har far vandret. Der var færdsel i begge retninger. Han søgte den barmhjertige Gud, og den barmhjertige Gud fandt ham.

For i sit barndomshjem lærte han også, og nok mest af sin moder, Gud at kende, som den barmhjertige Gud, der skænker os Påskedag oven på hvert et Langfredags mørke. Skænker os nåden og evangeliets milde ord som lindring for lovens smerte.

 I barndommen og ungdommen, i manddommen og i alderdommen var lysets hjem, Edens Have, det sted, hvorfra han hentede sin styrke. Det sted, han pegede på for hver den, der stod i sit Langfredags mørke. Med sine prædikener, i radioen såvel som fra prædikestolen, i foredrag og bøger, tog han mennesket i hånden og viste det vejen til lysets hjem. Til trøst og opmuntring for uendeligt mange.

Digteren T. S. Eliot skriver: ” Jeg siger: tænk ikke på høsten, men kun på at så godt”.
Dette var ord, som far ikke kun satte som overskrift i bøger, men som han brugte i sit eget liv. På sig selv.

Far målte ikke sin succes på antallet af kirkegængere. I Herning havde han oplevet en kirkegang, som han ikke selv følte, han kunne stå mål med. Det blev ham for meget. Derfor passede de fynske forhold, der i Sdr. Nærå aldrig var ringe, ham fint. Han elskede det sted. Han elskede den præstegård. Han elskede naturen og det landlige liv omkring ham. For ham har dette sted været endnu et billede på barndomshjemmet. Eller på Edens have. Lysets hjem.
Turene ud af markvejen sammen med far sidder dybt i os børns erindring. Her pegede han, som en Adam på skabelsens morgen, med sin stok på hvert enkelt korn, hver enkelt blomst, hvert enkelt strå og gav dem navne for os.

 Han elskede Sankt Mikaels kirke, Sdr. Nærå sognekirke, og selv om han en gang imellem talte om at flytte, var det aldrig hans drøm.

Da far var 14 år, kom han ud at tjene hos en landmand. Han fik denne anbefaling med: ”Hans Frede Rasmussen - er en sjælden, flink, tro, pligtopfyldende og intelligent ung mand, og jeg giver ham med glæde min bedste anbefaling”

Her står ikke et ord om ham som en dygtig landmand. Landbruget, eller det praktiske, var aldrig fars domæne, og takket være gode mæcener, blev det da også teologien og præstegerningen, der blev hans lod.
Far har livet igennem været dybt forkælet af mennesker, der banede vejen for ham, så han kunne tage sig af sine studier. Sine kald. Først var der hans moder, hans søster. Siden var der hans hustru gennem mere end halvtreds år.

En kulturåben pietist er han blevet kaldt. For ved siden af det pietistiske, var det kulturåbne. Far var litterat, historiker og æstetiker.
 Litteraturen var ved siden af teologien hans store lyst. Han havde langt op i livet læst hvert et digterværk, der udkom på dansk. 

I forbindelse med hans interesse for bogen, var det dog ikke kun indholdet, ordene, der talte. Det æstetiske, bogens layout, dens indbinding og de billeder, der gav bogen form, var for ham af største betydning. For ikke længe siden sad han og på det nærmeste aede en bog af Kaj Munk med nogle flotte akvareltegninger, og talte om, at det var en smuk bog.

Som broen af blidhed forbinder barndommen med Edens Have forbinder den livet med døden. Døden med livet. Der er færdsel i begge retninger.
Som der er død i livet, er der liv i døden. Det gør blidheden, og uden den ville Langfredags mørke ikke være til at holde ud at stå igennem for noget menneske.

Fars sidste år og sidste dag blev alt andet end let og blid. Han skulle åbenbart ikke have lov at synge: og slap så vel herfra, for han blev ført derhen, hvor han ikke ville. Han mødte sin Lange fredag.

Men døden selv blev smuk og blid, da han åbnede sine øjne for sidste gang og så lyset og livet i sine børns øjne. Edens Have. Lysets hjem. Det var blevet Påskedag for ham, og derfor kunne han lukke sine øjne og sove ind, med det lidt myndige drag om munden, som var hans særkende. (Livet er ikke pjatteværk, og det er døden heller ikke!)

Lad det nu være vort håb, at far selv mødes af den Guds søn, som han aldrig mistede troen på. Og at han af ham bliver ført ind i lysets hjem. Edens Have, for der, at mødes med sin hustru, vores mor.

Lad det være vor tro, at de der, i Edens have, må få lov at være sammen og tale sammen om gode dage og onde dage. Om vandringen her på jorden, der for dem begge, i mange år blev en vandring på blidhedens bro.

-En vandring, hvor de i fællesskab af bedste evne forsøgte at spejle Edens Have på denne jord. For os, deres børn. For hver den, der mødte dem. I ord og i handling.

-En vandring, der lod dem føle døden i livet, men også en vandring, der lod dem se livet i døden.

Lad det være vort håb, at de nu sammen må synge: vi har alt elsket og levet!

Amen.

Et af fars mange yndlingsdigte:  

Bladene falder, hvirvles langt omkring,
som visnede i himlens fjerne haver;
de falder, vægrende, med store sving.

Om natten falder Jorden, tung og stum,
fra stjernerne til ensomhedens rum.

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se det på de andre, se: det er i alle.

Dog er der én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

 Rainer Maria Rilke.

Udsyngning den 7/5: salme 21 (Nærmere Gud), Bøn, læsning (salme 23), Trosbekendelse. Salme 717 (Jeg er træt)

Indsyngning: Salme 167 v1-7 (Hil dig), læsning: Frygt ikke, for hvad du skal lide. Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans (Joh. Åb. 2,10), Bøn, Fadervor, Velsignelsen. Salme 167 v8-9.

En sang til min far, Hans Frede Rasmussen der bliver 70 år. 20-01-1990

Mel. Stakkels Hanne

Midt på Fyn blandt djærve bønder,
i en by ved navnet Sønder
Næraa, ligger der en kirke,
(gid dens klokker ville virke[1]!)
Syd for kirken uden klokke
til at kalde – til at lokke -
ligger præstens gård med dige
som et postkort uden lige.

Som et glimt af himlens rige,
skam få den misundelige,
som et strejf, en solskinsdråbe
der gi´r sindet lov at håbe.
Præsten plantet – midt i Eden-
på Guds vegne – ubeskeden-
er forpligtet på at tale
om et liv i gyldne sale.

Se det vidste fordums tider,
der ku´ tænke stort, vi rider
nu på sparedillens bølger,
det skal til, men det får følger.
Sparer vi på nardussalve
giver af os selv det halve ….,
mister vi vor del af festen,
gråt og kedeligt bli´r resten.

Er det sært at ham Hans Frede,
præsten fra den jyske hede,
faldt for fristelsen på Midtfyn
valgte ”flækken” fremfor storby´n?
Er det sært, at han blev boende?
ja, så lad det stå til troende.
Han har elsket denne ”flække”
med dens marker, med dens bække.

Han har elsket hus og have
ku’ han andet? Det var gave.
Han har elsket kirkegangen
menighed og salmesangen.
Det var stort, og det var prægtigt.
Stemte sjæl og sind andægtigt.
Kunne ikke standse takken
for sit liv på kirkebakken.

Med sin viv – den fagre Quinde
livsledsager og veninde,
fulgte han Vorherres tale
om at fylde jordens dale.[2]
Var der råd? Sku´ de ha ‘sparet?
ungerne…. de kender svaret![3]
Ku´ de nøjes med det halve?
Må vi be´ om nardussalve!

Du har elsket – kære fader-
livet med dets falbelader.
Du har elsket alt det smukke,
gydt din alabasterkrukke.
I det små du så det store,
at en landsby har folklore,
produktivitetens svøbe
fik dig aldrig til at løbe!

Dog ved alle disse roser
er der torne, er der skoser.
Vi vil la´ dem bli´ ved rygtet,
det bli´r ikke ”fars”[4] som frygtet.
For den nardussalvetale
har en nåderig morale.
Ham, der kan tilgives meget,
han HAR elsket, han HAR leget!

Nu tillykke med din alder
og pas på du ikke falder,
når du løber rundt i ”flækken”
lader tanken gå til bækken.
Tak for kærlighed til livet,
tak for alt, hvad du har givet.
På din egen stille måde
La´r du Herrens nåde råde.

Tusindfold tillykke og tak
ønsker og siger ”fars”.

KEN-N.

Begravelse fra Sdr. Nærå sognekirke lørdag den 7.februar 2004 kl.11.00.

Mor: Kirsten Rasmussen.

Salmer: 12 (Min sjæl, du Herren love), 557 (Her vil ties), 192 (Hil dig, frelser), 217 (Min Jesus lad mit hjerte få).
Ved graven: 402 v.7 (Så rejse vi til vort fædreland)

De ord, som jeg vil tale over i dag, hvor vi skal sige et sidste farvel til vores mor, Kirsten Rasmussen, står skrevet i Mattæus-evangeliet kap. 5 vers 14 –16. Og de lyder:

I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset.

Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.

 Ak hjertet er dødt og hvorhen hun ser
 er intet, intet at ønske sig mer.
 Du Hellige! Kald da dit barn til dit bryst

mig har jo alt henrykt den jordiske lyst.
Jeg har jo alt elsket og levet!
(Teklas sang. Adam Øhlenslæger)

Når jeg begynder min tale i dag med et digt af Friedrich Schiller, oversat og brugt af Adam Oehlenschlæger i Teklas sang, skyldes det dels, at mor i bund og med god grund var romantiker.
Fra hun lå i vuggen har hun lyttet til tyske romantiske melodier, sunget eller spillet på tværfløjte af sin fader. I hjemmet og gerne sammen med andre musikere. Eller i skoven, hvor faderen supplerede fuglenes sang med sin træfløjtes runde klang.
Dels, at hun selv i sine yngre dage ofte citerede disse ord: jeg har jo alt elsket og levet. Med tryk på alt.

Ordene, jeg har jo alt elsket og levet, dukkede op den sidste aften sammen med hende og far.
I stearinlysets skær og med triumfkoret fra Glucks opera Orfeus og Eurydike i ørene.

Midt i alt det triste brød lyset igennem. Opstandelsens lys. Som et pant fra evigheden. På evigheden.

Et lys, der gjorde, at hendes øjne endnu kunne le. På trods af lidelse og under dødens trussel.

Et lys, der livet igennem gjorde hende til den, hun var. Et lys for mange. Et lys, der ikke blev sat under en skæppe, men på en lysestage for at det kunne skinne for alle dem, der stod hende nær.
Og det var mange. Det blev mange.

I dåben blev hendes lys tændt af Gud, for at hun skulle være et lys i denne verden, der pegede, ikke på sig selv, men på den Fader i himlene, som hun så sig selv som et barn af.

For lyset har hun kæmpet. På lyset har hun troet. I gode dage såvel som i onde dage.

Det gjorde, at hun, der ikke så sig selv som stærk, blev stærk. Var stærk i andres øjne. Måske for stærk i nogles.
Lyset, der skinner fra lysestagen, kan også blænde.

Det gjorde at hun, selv da hun ikke længere havde kræfter til at tale, alligevel bevarede sit glimt i øjnene.
Med dem og sine øjenbryn talte hun til det sidste. Med dem signalerede hun, at hun endnu var i live. Med øjenbrynene kommunikerede og spøgte hun med sine børnebørn.

Hun ville lyset i alt, hvad hun foretog sig. Og hendes lys satte sig spor.
Ja, hun har alt elsket og levet!

  Hun elskede tiden på seminariet i Ribe og siden tiden som ung lærer i Spøttrup, hvor hun hurtigt var den, der var med til at sætte liv i en spejderflok, der aldrig glemte hende.
Hvor hun fik lov at synge med på KFUM og K´s ”romantiske sange”.

  Hun elskede tiden i Herning. Som ung og nygift med byens mest eftertragtede ungkarl og modepræst.
Her lærte hun mennesker at kende, som hun aldrig glemte, og som aldrig glemte hende.

  Hun fik det svært i de første år i Sdr. Nærå, hvor hun pludselig måtte finde sig selv i rollen som præstens kone på landet, med alt hvad det indebar af muligheder og umuligheder. Hvad man kunne, og hvad man ikke kunne.
Hun overskred her grænser for, hvad der var tradition for, og hun rettede ind på andre måder. Men hun fandt sig selv og endte med at befinde sig godt som præstens kone.

 Hun kom til at elske livet i præstegården.
Møderne, hvor alle stuer blev fyldte af mennesker og tyk røg fra de cigarer, som præsten bød rundt af… for egen regning. Og hun elskede de små sammenkomster. At lave mad. At sylte og bage. At få økonomien til at række og strække.

Med stolthed i stemmen talte hun om, at hun havde født fem børn på fem år. Det sjette barn blev lidt af en efternøler.
At vi børn som voksne har fortalt hende og talt med hende om, at det måtte være som en underbemandet børnehave, tænkte hun ikke på. Tværtimod, så tog hun og far sig samtidigt kærligt af et par voksne plejebørn fra Afrika, der ovenikøbet sammen fik sig et barn. Og inviterede gladeligt vores fætre og kusiner på besøg i ferierne.

Billederne fra dengang er ved at sprænge alle rammer med børn i alle aldre.

 Men hun var også den, der vidste at organisere og styre hele menageriet.
Hun kunne have været blevet direktør for et kæmpefirma, hvis det var det, hun havde villet.
For fætrene og kusinerne kan også fortælle om, at de, når de var på ferie, blev sat i arbejde med at plukke solbær, hindbær og meget mere.

Man kan godt undre sig over, hvor hun fik kræfterne fra. Og selv kan hun fortælle om en træthed, der grænsede til sammenbrud. Hvordan klarede du det? spurgte vi, og så citerede hun salmer eller lange passager af kendte forfattere, men oftest var det Nis Petersens ord:
Men bedst som byrden, vi ved det sker, ikke er til at bære mer, kommer en hånd af barmhjertighed, og virker at byrden bliver kastet ned.

 Et er sikkert. Mor har livet igennem været fyldt af en energi uden lige. En energi, der kunne tage pusten fra de fleste, og som blev brugt på hjem og børn.
På arbejde og på fritidsaktiviteter.
Som spejderleder fik hun en stor trop op at stå i Sdr. Nærå, der flere gange i kraft af hendes ideer, visioner og energi fik medaljer med hjem fra landslejre som beviser på, at deres trop var den, hvis lejrplads vandt førsteprisen i udførelse og opsætning.

 En energi, der blev brugt på pleje. Først af hendes mor siden af hendes to søstre som hun alle, sammen med og hjulpet af far, fulgte til det sidste.

 En energi, der blev brugt på at leve livet og at bringe lyset ind i denne verden.

 Legen, latteren, og ikke mindst sangen og musikken var hendes værktøj. De redskaber, som hun brugte for at bringe lyset ind i den mindste krog. Med de redskaber har hun sat sit præg på os børn. Præg på livet i præstegården og sognet. Præg på huset på Overvejen. Med de våben har hun tændt lyset for mange. Med dem fik hun smilet frem hos os alle i de sidste tider og timer.

 ”Jeg vil gerne have mine sko af”, sagde hun halvt inde i en døs. ”Jamen mor, du har jo ingen sko på”, sagde vi, og så svarede hun: ” Nåh. Men så vil jeg gerne have de sko af, som jeg ikke har på – hø- hø.

 Og når vi havde fortalt hende, at hun ikke måtte stå op, fordi kroppen var for svag, ja så så hun på en med et glimt, kiggede rundt for at se, om der var andre i stuen og spurgte, mens hun bevægede den ene fod forsigtigt uden for dynen: skal vi alligevel ikke prøve at vove pelsen. Og hun mente det!

 Samtidigt med at hun havde sangen, legen og humoren som våben, havde hun stoltheden og den sønderjyske stædighed som et skjold.

Med stædigheden og stoltheden har hun gang på gang sejret sig ud af mørkets trusler.
Med stædigheden og stoltheden har hun også fået fjender.
Hun kendte sit værd, og hun vidste, hvad der havde værdi. Og hun kunne, ikke mindst i de sidste tider, være ret kontant. Skarp og skrap.
Men der var en ting hun blandt andre ting ikke magtede eller evnede. Det var at tage konsekvensen af at vide, hvad hun ville. At det gav uvenskab.
Hun ville freden. Hun ønskede ingen uvenner, men led stærkt under uforsonlighed og u- opløste konflikter.

Konfliktsky, det var hun. Helt ind i familiens hjerte. Som unge, elskede vi børn at diskutere. Og vi børn har ikke det dramatiske og temperamentsfulde fra fremmede. Godt gemt hos nogle. Mere synligt hos andre.
Mor vidste, at dette var en bombe, der somme tider tikkede, så hver gang vi tog tilløb til en ungdommelig diskussion, hentede hun sit elskede kugle-spil frem. Et spil som mange har været indlagt til at spille, og som hun sammen med scrabble elskede at spille.
Ikke mindst når hun selv vandt. Og det gjorde hun ofte….

Skal vi ikke have os et spil kugler? Disse ord er blevet vores ord, når vi vil afvæbne en alt for ophidset diskussion.

 Hun var den åbne dør. Den, som man kunne komme til, ringe og få sig en snak med; eller den, der vartede op for alle, der kom i huset. Og hun var den, der skabte kontakter udadtil.

 Hun har alt elsket og levet.

Sammen med far dannede hun et mønster-ægteskab. I et symbiotisk forhold der gjorde, at hun med alle sine talenter var stærk og stod stærkt, fordi hun havde far at læne sig op ad. Støtte sig til. Tale med som ven med ven. Dele alt i livet med.

Han gjorde hende stærk. Han gav hende værdi.

Derfor var det forfærdeligt for hende, da fars sygdom ødelagde harmonien og senere tvang ham til at flytte over på Åhaven.
Hun gik i stykker. En stor del af hende døde. Han havde hjulpet hende med at pleje sine, og nu kunne hun ikke hjælpe ham igennem hans sværeste tid. Men også her skulle og ville hun lyset. At lyset blev ved med at lyse. At de gode sider, der endnu var ved tilværelsen, blev understreget. Selv om hendes yndlingssang efterhånden kom til at hedde Yesterday.

Hun kæmpede som en desperat for at bevare værdighed og livslyst.
Udadtil så hun ud til at klare det. Hun var tapper. Hun var stærk og gjorde sig stærk.
Indadtil var hun den, der havde mistet sig selv. Sit selv. Men selv her rankede hun sig. For hun ville ikke ynkes. Og jo mere ondt tingene og tiden gjorde på hende, jo rankere blev hun i ryggen.
For hun vidste at kæmpe og ville ikke vise verden, at også hun var svag.
Det gjaldt den ufrivillige skilsmisse fra far. Og det gjaldt hendes sygdom. Da den tog fat.
For hun ville lyset. Og kæmpede for det. I sit liv. I fars liv.

 Da hun selv endte på Åhaven, blev hun og far igen forenede. Forenede i afmagten. De kunne atter holde i hånden. De kunne atter ligge og lytte til hinandens åndedrag om natten. Vendt mod ham og hans seng slukkedes hendes lys her på jorden. Det lys, som vi alle har varmet os ved. Er blevet blændet af. Har forholdt os til i lyst og nød.

Hun har alt elsket og levet, men selv om hun har det, så blev hun aldrig færdig med livet.
Så ville hun det, til det sidste. Det gjorde hende, der blev blevet meget lille, meget stor.

Vejs ende af Bo Green Jensen
Ved vejs ende ler dine øjne endnu,
og du rejste gerne det hele om.
Det er denne glade sult i dit blik
Der for mig er det største mirakel.

Ved vejs ende ved jeg, at målet aldrig
var nogen erobring eller noget fald.
Det var at nå frem til her og sige:
Denne dag er ingen drøm.
Og kun have dig i tankerne.

Ved vejs ende bliver det smukkeste vel
det, at vi ved, at rejsen forbliver,
Også efter os, uden besværlige kroppe.
Når vi atter er blevet til støv og lys

Og hinsides steder
bliver skinnerne ved.
Som spor af liv.
Ind i solen.

 Lad det være vort håb, at den Gud, som selv tændte mors lys i dåben, nu må tage det til sig, for at det kan lyse hos ham. Som en stjerne på himlen.

Lad det være vor tro, at Gud selv rækker hende hånden, rejser hende op og fører hende ind til de mennesker, som hun mistede her på jorden og blev skilt fra. Så de sammen kan synge og lege for herren.

Må Gud give dig fred, mor.

Og må Gud give os styrke til at rejse videre på denne jord uden hende.
Men med mindet om en mor, der alt har elsket og levet.
Amen.

Tak.

På min fars og søskendes vegne vil jeg gerne sige tak for deltagelse, blomster og buketter ved min mors begravelse.

 Samtidigt skal der herfra lyde en tak til alle jer, der holdt trofast ved.
Tak for alle besøgene.
Tak for alle opringningerne. Til hende, så længe hun magtede at tage telefonen. Til os søskende, for at høre om, hvordan hun havde det.
Det har været overvældende for os alle og en fantastisk oplevelse.

 Vi børn havde svært ved at forstå, hvad mor ville i Sdr. Nærå, når hun kunne komme og bo hos os børn. Men vi har set og lært, hvad gode venner og naboer er og gør af forskel.   

Gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen. Peter Plys,

 Tak også til plejepersonalet på Åhaven for en kærlig og fin pleje af vores mor - og af os børn, der nærmest invaderede stedet i den sidste måned .

 Alle er efter begravelsen velkomne til at komme med over i Kirkeladen til lidt snitter. Her vil vi benytte os af lejligheden til at synge nogle af mors mange yndlingssange fra højskolesangbogen.

Præludium
Tekst: GT. salme 23.
Salme: 12 Min sjæl du herren love. (24)
Bøn.
Salme:557. Her vil ties. (642)
Påskeevangelium og trosbekendelse.
Salme: 192: Hil dig. (167)
Tale.
Solo. Der dukker af disen. Emil: fløjte. Mikael: sang.
Salme 217: Min Jesus lad. (189)
Postludium. Kisten føres ud til graven.
___________________________________________

Ved graven: 402 v. 7. Så rejse vi til. (367 v 7)

(Numre i den gamle salmebog i parentes)