Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Hans Frede Rasmussen. 19. januar 1920 - 6.maj 2005

Hans Frede Rasmussen som student.


Hans Frede Rasmussen med søskende

Andreas Madsen (svoger), Karl (broder), Ninna (søster), Hans Frede,
Ruth (søster) med sønnen Ejgil Madsen (nevø), Jensine Petrea Rasmussen, født Petersen (mor), Rasmus Peder Rasmussen (far) med Jørgen Rasmussen (nevø), Kirsten (søster).

Rasmus Peder Rasmussens børn:

  1. 19.januar 1920: Hans Frede Rasmussen. Født i Røgind, Kobberup sogn.
  2. 18. marts 1921: Ruth Margrethe Rasmussen. Født i Røgind.
  3. 28. oktober 1922: Karl Rasmussen. Født i Skive.
  4. 18. november 1924: Kirsten Theodore Rasmussen. Født i Skive.
  5. 26. februar 1926: Ninna Agnethe Rasmussen. Født i Skive.


Hans Frede Rasmussens liv, som han selv fortæller det.

Fra mit liv.[1]

Jeg er født i Røgind, Kobberup sogn, Viborg amt 19. januar 1920. Jeg kan dog endnu i dag ikke blive enig med mig selv, om jeg er fynbo eller jyde. Det kan følgende korte slægtstavle måske give en forklaring på-

Mine oldeforældre:
 

Gårdmand og mølleejer i Skelskov, Tommerup sogn, Odense amt, Rasmus Rasmussen, født i Gislev sogn, Svendborg amt, 1. april 1810 og død i Tommerup 5. februar 1892, og hustru Anne Rasmusdatter, født i Gudbjerg sogn, Svendborg amt, 10. april 1824, død 5. april 1855 i Skelskov, Tommerup sogn.

Husmand og væver, Jens Mortensen, Rostrup, Skamby sogn, Odense amt, født i Skeby sogn, Odense amt 21. Maj 1833 og død i Rostrup, Skamby sogn, Odense amt 11. januar 1907, og hustru Anne Marie Alexandersen, født i Norup sogn, Odense amt 20. november 1834, død i Rostrup, Skamby sogn 4. september 1898.
Disse to sæt er min farfader og min farmoders forældre.

Husmand og røgter Peder Christian Jakobsen, født i Sundby sogn, Mors 28. april 1816 og død 19. juni 1888 i Øster Assels, Mors, og hustru Maren Christensdatter, født den 11. oktober 1814 i Hvidbjerg sogn, Mors, død i Øster Assels 7. november 1881.

Gårdejer Peder Jensen Riis, Breumfod i Grinderslev sogn, Viborg amt, født 28. februar 1826 i Lyby sogn, Viborg amt, død på Breumfod 3. december 1874, og hustru Inger Jensen, født på Neder Saugstrup, Oddense sogn, Salling 23. August 1821, død på Viborg sindssygeanstalt 29. april 1895. Begge er begravet på Grinderslev Kirkegård.
Ovenstående to sæt er min morfader og min mormoders forældre.

Mine bedsteforældre:

Gårdejer Hans Rasmussen, Veflinge Stormark, født i Gislev sogn, Svendborg amt 1. april 1847 og død på Veflinge Stormark, Veflinge sogn, Odense amt 8. november 1928 og hustru Kirsten Jensen, født i Rostrup, Skamby sogn, Odense amt 19. Maj 1864 og død i Veflinge 22. november 1945.

Gårdejer Niels Mathias Pedersen, Kjærgård i Fly, Viborg amt, født i Hvidbjerg sogn, Mors, 11. november 1852 og død i Fly 1. februar 1932 og hustru Maren Pedersen (Riis), født i Grinderslev sogn, Viborg amt 17. november 1857 og død i skive 23. maj 1943. Begge begravet på Fly Kirkegård.

Mine forældre:

Gårdejer Rasmus Peder Rasmussen, født i Veflinge sogn, Odense amt 3. september 1895 og død i Skive 3. april 1974. Og hustru Jensine Petrea Pedersen, født i skive Landsogn 21. februar 1896, død på De gamles hjem, Rønbjerg 9. december 1984 og begravet på Estvad kirkegård, 14. december 1984.

De var blevet viet i Fly kirke 3. september 1919 (brudgommens fødselsdag!)

Som det ses består mine forfædre af fynboer og jyder i en passende blanding. Min far var ren fynbo, født af fynske forældre, og min moder var jyde, født af jyske forældre. Dertil kommer, at vi, min kone og jeg, som begge er født op i det jyske, nu har boet på Fyn siden midten af juli 1954. Og dog falder det os aldrig fremmed, når vi er sammen med familien, at slå over i det jyske.
det fynske og det jyske blod er altså blandet, men det tæller nok mere til et sandt billede, at jeg også i andre sager er et blandingsprodukt. Begge mine forældre er fra barnsben præget med religion, idet begge hjemmene, såvel det fynske, som det jyske var missionske. Min farmoder hørte til anden generation. Hendes forældre gik til de gudelige forsamlinger på Nordfyn, og alle børnene fulgte forældrene i det stykke. Min farmoder, Kirsten Rasmussen på Veflinge Stormark var stærk i troen. De 8 børn, hun skænkede min farfader, fik hun til at følge sig, men hendes mand, Hans Rasmussen, som var enkemand med tre børn, da hun giftede sig med ham, han var ikke missionsk, men vel folkekirkelig og det satte sig igennem på den måde, at farmoder ikke kom til at præge dem så stærkt. De tre moderløse blev meget glade for deres nye moder, men i troen synes de at have fulgt faderen.

Mine jyske bedsteforældre var pietistisk ”vakte” af 1. Generation, og navnlig var min morfar, Niels Mathias stærk i sin nye tro, mens min mormoder, som kom fra det rige Salling var mere nølende. Hun, Maren Riis, var properitærdatteren, som giftede sig med en fattig røgters fattige søn fra Mors. Her blandes altså også det sociale. Min forfader fra Mors blev det sagt om, at han var et landevejens barn! Så må man også sige, at så gjorde han det godt. De begyndte som små husmandsfolk i Vinde ved Skive, drev senere en gård på Lundø og endte med at eje Kjærgård i Fly, en mindre properitærgård.

Det blandede lå således allerede hos mine forældre. De var meget forskellige, begge havde let til latter, men han var hastigt vred, og så sparede han ikke på ordene. Hun var den stille tilbageholdende, men hun forsvarede os indtil uvejret var drevet over, og nu er der hos mig ingen tvivl om, at hun, den tilsyneladende svage var den stærkeste. Hun overlevede da også ham med 10 år-

Det hørte til et særsyn, at en fynbo slog sig ned og fandt sig så godt til rette i det jyske. Han blev da også endnu efter 20 år på stedet kaldet: den ny mand!

I 32 år drev de Hesselbjerggård syd for Skive. Inden de kom der, havde de først lidt nederlag med en mindre ejendom, hvorpå fader var slagteriarbejder i Skive for en periode af 5  år. Fader havde det vist udmærket, han var helt glad for at leve i småbyen Skive, hvorimod moder hele tiden skubbede på for igen at komme ud på landet. Nu havde de også 5 børn, og der kunne nok blive trangt i det hus i Thomsensgade nr. 7, hvor de boede.

Ved hjælp fra forældre og familie lykkedes det til sidst at samle så meget, at de kunne overtage Hesselbjerg, 75 td. Land blandet jord for 64.000,- kr. det var ved juletid 1928[2], vi flyttede derud. Jeg var 8 år, men jeg betragter gården der, som mit barndomshjem. Her voksede jeg op i relativ tryghed. Det kneb somme tider at komme over terminerne, men jeg lærte at arbejde, at gå bag et spand heste og pløje lige. Jeg lærte også, at arbejde er en slags medicin, der hjælper over svage perioder. Jeg var bondedreng, og for mig blev ordet bonde en hædersbetegnelse. Derfor blev jeg også konsterneret og vred, da jeg senere opfattede snerten i begrebet bondestudent. Det blev brugt om os, der ikke havde gået i treårigt gymnasium, men kun på 2årigt studenterkursus.

Til alt det blandede, her omtalt, kommer også det, at vi i begge slægter finder godt med nerver, selv om det ytrer sig forskelligt. Værst står det nok til i min moders slægt. Hendes mormoder døde på Viborg Sindssygeanstalt, som det hed den gang. Hører man hendes livshistorie, forstår man det godt, hun havde ikke megen ret hos en husbond, der havde giftet sig med hende for pengenes skyld. Og nu, som pensioneret præst forstår jeg stedse bedre min mormoder, som sagde til mig så tit: ”Der er jen ting, a altir beder om, og det er, at a må beholde mi forstand.”

Som 16årig kom jeg til Asperup Mark for at tjene som karl hos min onkel, Adolf Jeppesen og hans kone, min moster Kirstine. Det blev mit livs store held. De havde ingen børn, men så meget mere havde de at hjælpe deres nevøer og niecer med. Jeg havde ikke været der et år, før de fik mig sat på præliminærkursus på Kornmod i Silkeborg. Det ændrede min bane, men det var endnu ikke min mening at læse til præst. Jeg snakkede om dyrlæge og andet. Men inden præliminæreksamen i sommeren 1939 stod det mig klart, at det var teologi, jeg ville læse, så kunne vi altid se, hvad jeg kunne bruge det til.

Kornmod var som nævnt kostskole, og vi kostelever boede idyllisk ude ved Ørnsø, lidt uden for byen, men næsten nabo til det fornemme kursted, Silkeborg Bad. Forstanderen hed Stig B. Skole. Han var skoleleder i rigtig ånds-radikal stil, med islæt af esperanto. Vi lavede diskussionsklubber, og jeg opdagede, at jeg var for dårlig til at forsvare min kristne tro, og det var da også en af grundene til, at jeg blev teolog.

Først skulle jeg tage studentereksamen. Det blev også på kursus og på kostskole, men denne gang blev det Rønde. Skolen ledtes i indre-missionsk ånd, den gamle rektor Kr. Herskind var der endnu, men det blev snart hans svigersøn, Johs. Mygind, der overtog ledelsen. Jeg kom aldrig rigtig i opposition til den linje, skolen fulgte. Vi var mange, der først begyndte at læse i en sen alder, og vi var interesseret i ro og i arbejde, så vi kunne nå, hvad vi havde forsømt. Her blev der holdt bibeltimer, ledet af ældre elever,men der blev jo også diskussioner i sene aftentimer, selv om lyset gik kl. 11.00.

Skolen begyndte få dage før krigen brød ud i 1939, og den havde vi som baggrund de næste fem år, med alt, hvad det betød. Jeg tog klassisk- sproglig studentereksamen i sommeren 1941 og skrev mig ind på det teologiske fakultet i Aarhus. Min årgang og mine klassekammerater levede en mærkelig beskyttet tilværelse. Vore jævnaldrende i hele verden døde, eller gennemlevede det, som vi andre kun hørte om i den britiske radioservice, eller nødtørftigt læste om i illegale blade. Vi levede med siden til det, gik i beskyttelsesrum de første gange, indtil vi opdagede, at det trods alt var den største plads, der ikke blev ramt. Nogle gik ind i frihedskampen, på den ene eller anden front, med eller uden voldelige midler. Nogle blev ramt, såret eller dræbt, og det gjorde så ondt. Vi levede vor tid med, men bærer vist stadig på en dårlig samvittighed over, at vi ikke selv blev ramt. Personlig tog jeg bestik efter min første reaktion på, at nogen opfordrede mig til at gå med ind i en modstandsgruppe. Det satte mit sind og min krop i et sådant oprør, så jeg slet ikke havde styr på mig selv, jeg rystede som et espeløv, og blev klar over, at det ikke var på den måde, jeg skulle kæmpe. Jeg var vel heller ikke (det samme gjaldt min fader) upåvirket af mange års læsning af Skive Folkeblad, som jo var radikal og antimilitaristisk. Vi måtte spørge os selv, hvordan vi kunne fordømme våbenbrug og samtidig brugen våben for alvor!

Vi hensled tiden. Jeg tog helt fri fra studeringerne et år og var lærer i græsk og latin på min gamle skole i Rønde. Ind imellem lå universitetet stille, og vi rejste somme tider hjem i måneder, og var heldige, hvis vore forældre eller deres venner havde arbejde til os. Ind imellem gik vi til manuduktion, eller vi læste og studerede, som om verden var normal. Sommetider kom der bud efter os fra Civilforsvaret, men tit var vi ikke hjemme på vor adresse gennem lang tid, og så var det også noget, som vi mere eller mindre snød os fra. Jeg husker med taknemmelighed, hvordan en tante i Århus, min mormoders kusine Else Olesen telefonsnakkede mig fri fra at møde en bestemt dag, og siden hørte vi ikke mere fra C.F. verden var i krig, og en sommerdag i 1940 skulle vi stille på session, men vi gik fri for tjeneste, den årgang blev ikke indkaldt. Vi hoppede fra den ene vadesten til den næste og kom næsten tørskoede over på den anden side. Vi var heldige, vi studenter fra 1941. Da krigen var ovre, var vi parate til at gå i gang med eksamenslæsning. Tingene havde lagt sig så mærkeligt og ufortjent til rette for os.

I min studentertid var jeg med i de kristelige studenterforeninger, først i Aarhus og siden i København. Det fik jeg dog ikke tid til og måske også mindre lyst til i de sidste tre år, fra 1945 – 1948. Da blev jeg regensianer med alle de fordele, det bød på, som f. eks. åbningen ud imod studenter fra de andre fakulteter, ledsaget af det muntre studenterliv. Det deltog jeg i med liv og sjæl, og en skønne dag gjorde de mig til klokker, og så kan man jo ifølge Kaj Munk ikke nå højere i denne verden! Disse år på Regensen betragter jeg som de lykkeligste fra min ungdoms tid. Færdig der, var jeg også færdig til at blive præst og være det for alle i menigheden. Professor Harald Bohr var Regensens provst, og han kom måske til at betyde mere for mig end samtlige mine teologiske professorer. Han lærte os at sige: både – og!

I vinteren 1948 bestod jeg teologisk embedseksamen, og da pastoral-seminariet nogle måneder senere var overstået, fik jeg mit første embede. Jeg blev hjælpepræst hos pastor J. Th. Thomsen ved Hellerup Kirke. Det var dog kun en gæsteoptræden, 15 måneder senere blev jeg Kaldskappelan i Herning. Jeg mener dog, jeg lærte meget som hjælpepræst under en kyndig ældre præsts vejledning, og det ville sikkert være godt, om alle præster fik sådan en chance for langsomt, skridt for skridt at blive ført ind i det væsentlige.

I Herning fandt jeg min kone. Hun var blevet lærerinde ved en af skolerne. Kirsten Schildt, født i Skrydstrup sogn 25.03.27. som datter af savværks- ejer Emil Schildt og hustru Dagny Skau, holdt bryllup med mig i Herning Kirke 27. juli 1951. Vi har 6 børn.

I 1954 forlagde vi residensen til Sdr. Næraa. Det var et stort flyt. I Herning var vi tre præster til 22.000 mennesker, i Sdr. Næraa var der godt 1100, hvoraf en tredjedel hørte til valgmenigheden. Vi flyttede fra by til land, fra Jylland til Fyn. Vi har dog befundet os overmåde godt, ikke mindst fordi vi jo i de mange år nød det privilegium at bebo en af landets smukkeste præstegårde. Den er bygget i 1775, og over hoveddøren står de ord, vi har prøvet at leve efter:
Med Gudsfrygt, Kjærlighed, Gud vore Hjerter pryde.
Vi vor besckiket deel med Nøysomhed vil nyde.

Mine data i øvrigt, kan man læse om i Kirkelig Håndbog. Jeg kom tidligt ind i et samarbejde med bogtrykker Poul Kristensen, Herning. Af de ting, vi har lavet sammen, bliver det nok vort dåbshefte med en 5 siders tekst, der bliver mit mest udbredte ”værk”. Jeg vil da heller ikke undlade at nævne Sudanmissionens årbog: Under Afrikas sol. Den var jeg med til først at redigere, siden at præge i de 20 år fra 1960 – 1980.

Min sidste bog: Inde under Regnbuen, indeholder nogle af de tanker og overvejelser, jeg gjorde mig om mission i de år, hvor jeg var med. Jeg sad i Sudanmissionens bestyrelse fra 1956 – 1973, fra 1966 som formand.

Jeg blev den første provst for det nyoprettede Ringe provsti 1.marts 1974. Og jeg tog min afsked fra dobbeltopgaven sognepræst/provst fra 1. november 1986.

Mine år som præst.

Jeg har været overvejende lykkelig for mit arbejde som præst. Skulle jeg gøre årene om, kunne jeg ikke tænke dem anderledes end som præst. Der var også lykkelige timer i provstegerningen, men en del af opgaverne interesserede mig ikke, eller de blev mig over hånden. Min tid blev taget fra præstegerningen, og mod min vilje var ”provsten” ved langsomt at slå ”præsten” ihjel! Prædikenen var det svære og det interessante. Aldrig var jeg lykkeligere, end når jeg gik hjem fra gudstjeneste og havde evangeliet både foran mig og bag mig, og det havde hjulpet mig selv. I 3 – 4 år var jeg med i den pulje, som radioprædikanterne blev taget fra. Det gav et ekstra puf og flere reaktioner, men i princippet er der ingen forskel. Jeg har et par gange fået opfordring til at få fjernsyn på, men det har jeg sagt nej til.

Det er gavnligt for en præst at have en interesse ved siden af selve gerningen som præst. Det gælder da navnlig, når der er stadige forbindelseslinjer. I mine første år læste jeg dansk litteratur. Det kom der nogle foredrag ud af, sluttende med en længere historie om Bibelen som inspirationskilde for den nye litteratur.

Også mine mange år i Sudanmissionen gav sig nedslag i skriftlige arbejder og foredrag rundt om i landet. Jeg kastede mig over den nye afrikanske litteratur og det gav afkast, bl.a. i min oversættelse af L. S. Senghor: Skyggesange. Dette arbejde med Afrika har jeg virkelig haft glæde af. Det gav mig adgang til et par konferencer, hvor mange af de afrikanske digtere var med. Man kan læse mere om dette i min sidste bog: Inde under regnbuen, som kom på forlaget Savanne i 1983. I de senere år har jeg dyrket lokalhistorie og slægtsforskning.

Jeg har nævnt, at mit udgangspunkt har været Indre Mission. Jeg hverken kan eller vil lægge afstand til det bedste, og navnlig til den sjælens oprigtighed, der findes der, hvor I.M. ikke har låset sig inde. Jeg har nok på bunden altid været pietist, men med en masse forbehold overfor de pietister, der i dag fører det store ord. Jeg mener at menighedsfakultetet aldrig skulle have været oprettet, at I. M. skulle opgive sin kamp imod de kvindelige præster og at selvsuppleringen er af det onde. Jeg mangler gang på gang menneskelighed. Der er langt, langt til de gamle, som missionær Stubkjær og Vilhelm Bech. De kunne spøge og le. I dag kvæles den slags af alvorlighed.

Under mit arbejde med Afrika er jeg kommet til at forstå Grundtvig bedre og bedre. Begreber som folkeånd og det folkelige har mange afrikanere en nærmest medfødt forståelse for.

Det gælder i mission som i al henvendelse til folk om noget væsentligt: Folket skal kunne være med, vi bærer selv folket i os. Og vil man nå periferien, må man have et centrum. Vi må vide, hvor vi kommer fra, og kende det folk stedse bedre, som vi henvender os til med evangeliet.
Sdr. Næraa 9.april 1987.
H. F. Rasmussen.
Til professor, Tage Kaarsted, Odense, med undskyld for forsinkelsen. Med venlig hilsen Hans Frede Rasmussen.
P.S. Jeg blev udnævnt til ridder 3. december 1982.

 

[1] Sendt til professor Tage Kaarsted 10.april 1987.

[2] Julen 1927.


Hans Frede Rasmussens barndomsminder.

Hans Frede Rasmussen sammen med sine søskende i sneen. (ca. 1927)

Fra min barndoms tid![1]

Jeg er den ældste af fem søskende, født af fattige – sommetider endog meget fattige forældre. Derfor har det tit harmet mig, når folk som en given ting mener, at provsten kan sagtens, hans forældre må være ret ved magt økonomisk, det er da klart, ellers havde de jo ikke kunnet sende ham i Latinskole eller gymnasium - det var jo længe før studiestøtten. Det er rigtig nok, jeg havde 2 onkler som hjalp mig, helt til jeg havde gennemført studiet til præst, men nogen videre økonomisk hjælp fik jeg ikke hjemmefra. Og jeg vil ikke laste mine forældre for det, de sled og slæbte. Tre år efter min fødsel havde de tre børn, den yngste kun et par måneder gammel[2], og da blev de sat fra den gård, hvor de så flot var begyndt lige efter deres vielse. [3]
En ulykkelig rejse:
Det var lige før jul - det var bitterlig koldt og ved lån af en simpel fjællevogn kunne far køre os med alt, hvad de havde ind til byen Skive. Her havde en fjern slægtning åbnet køkken og et par værelser til os alle syv (seks?). Da måtte far ud og købe noget kul og det havde han 25 øre til.
Men han tog efter jul arbejde som slagteriarbejder på Skive Andelsslagteri (Nej: Coopmans svineslagteri). Det gav penge, så de snart efter kom lidt ovenpå igen. Men mig bekendt er der ikke noget arbejde, der er strengere. Det var koldt sommer og vinter, og til de tunge anstrengelser kom den stadige hylen fra grise, som skulle dø. Det var før bedøvelse af grisen ved el - chok. Grisene vidste nok, hvad der ventede dem.
Hvornår lærte vi angsten at kende? Det er der uenighed om, men jeg ved, hvornår angsten første gang blev mig bevidst. Siden, ved den tid jeg havde lært mig alfabetet, standsede jeg en helligdag foran de lukkede porte til slagteriet. De var låst, Gud ske lov, og med bæven stavede jeg mig igennem teksten: Pas på. Hundene er løse. Da fik jeg fader ved hånden og erfarede den dybe hjælp, når angsten bryder ud - da at ha en fader i hånden/ eller bare at have nogen.
Vi var efterhånden fem søskende, der var ikke langt imellem os, moder fik os i løbet af seks år. Vi kendte trygheden ved at være sammen, og vi varmede os ved hinanden - indtil det næste slagsmål eller skænderi, for det var der naturligvis også, men så var moder over os - og jeg blev som den førstefødte holdt op imod mine særlige forpligtelser: og du skulle da være klogere: skam dig. ( vi ville helst straffes af hende. Karl og jeg kunne tælle på striberne, hvor mange slag efter fars straf!)Det værste var, når noget skræmte os, så vi hylede i kor af angst. Der var nogle gode børn i den ene ende af gaden, og i den anden, den nederste del, var der de slemme børn. De havde lus, og de var uartige og skulle altid vise os nysgerrige deres ellers skjulte legemlige herligheder. Her fik vi vor første seksualundervisning, men det var nu kedelig med de lus. Og vi kunne også få en sygdom, sagde mor. Hun var meget bekymret – og med rette! Hun skulle bare have vidst, at omme bag missionshuset, da led et par af os det største nederlag. Min ældste søster blev trængende, og kunne ikke vente til hun mødte det rigtige toilet. Da skulle min broder og jeg danne vagt omkring hende – men vi svigtede, da de første grinende drenge viste sig, og løb hjem, hvor vi snart var samlede – og ikke mere søndagsskole den dag. -
”Her havde vi fem gode år” skrev fader bag på et fotobillede af os alle syv. Jeg er nu ikke sikker på, at mor var helt enig – i alt fald, da der var gået fem år siden deres bedrøvelige indtog til byen, ville hun ikke mere, hun ville ikke være bybo, hun ville ud på landet. Det var ikke for sin egen skyld, hun tænkte også på børnenes opvækst. Og hun tænkte på sin mand. Ved hendes og familiens hjælp lykkedes det at købe en gård, lidt syd for byen, med mark og eng ned til Karup å. Det var et pragtfuldt sted, helt Jeppe Aakjærsk, når han er bedst med Rugens sange – og den tungt henskridende Karup å. Når jeg ikke har nævnt fader under dette afsnit, er det jo fordi han, som en, der er gået fallit, ikke havde noget navn, hans underskrift duede ikke. Det var vel nok mors fortjeneste, at de klarede sig, selv om midlerne ofte var små. Men det var fars fortjeneste, at han ikke gik til i mindreværdsfølelse. Han lod sig mærke så lidt som muligt med rugende tanker om fallit, tværtimod, han var fynbo, af et lysere sind end mor, men min broder (Karl) har fortalt, at han og fader fulgtes ad til dommerkontoret, den dag gældsposten blev slettet som forældet, at far da medgav i et suk, at det var den lykkeligste dag i hans liv. Men nu var han en gammel mand.
Jeg vil herfra sige noget om, hvordan vi kan blive fortrolige med mørket.
Hvor var det mørkt, når det mod jul blev aftenstid ude på landet. Det mærkedes allerede, når vi havde lagt den sidste gadelygte bag os. Så kom mørket mod os i brede bølger, men så snart vi blev kendt med vejen, gjorde mørket os godt, og mørket blev: det gode mørke. -
Næste rejse: det var en af de sidste dage før jul, at vi med eget hestespand holdt uden for Thomsensgade 7 i Skive og fik de sidste ting, husgeråd og os søskende læsset på. Vi kørte igen i fjællevogn, nu for at tage vort eget hjem i brug. Nej, hvor var jeg spændt. Jeg var lige ved 8 år og glædede mig til dyrene, især hestene, og så lurede der noget efter jul, da jeg skulle begynde i en ny skole.
Indgangen til alt det nye var en skuffelse. Den firelængede gård havde stråtag og var ret forfalden. Der blev redt op til os børn på gulvet – og efter et måltid med frikadeller og rødbeder kom vi i seng. Da opdagede vi, at der var huller, først i loftet over os og dernæst i taget ovenover. Lå vi rigtigt for det, kunne vi se en stjerne. Sådan har julestjernen altid været for mig, den, der kan ses, fordi det er mørkt, og den smiler og ler til hvert enkelt barn, fordi der er huller i taget. Hvis ikke der havde været disse lag af mørke, så havde stjernen tindret forgæves. Sådan kan man blive fortrolig med mørket ved hjælp af en stjerne.
Vi kørte til vort nye hjem i en fjællevogn. Det er en firehjulet vogn, hvis overdel er gjort af fjæle. I familie med den er fjedervognen, i den sidder eller ligger man mere komfortabelt, men også med den har jeg gode minder.
Ovre i Fly, på den anden side af Karup å, boede min tante og morbroder i Fly Kjærgaard. Gården er revet ned, overtaget af militæret, og det så nær Skive Folkeblad. I dag er der ikke levnet sten på sten tilbage. Vi kørte forbi og havde min moder med, få år før hun døde. Hun blev som lamslået, da hun så det, og sagde på sit brede jyske: men såén ka mennisker dát gjøer! Det kan de altså. Gården havde været ejet af min mors forældre, og ejedes sidst af min morbroder og tante. Stedet lå på en bakkeknold ned i mod den skønneste skov, og her havde generationen før os nogle af deres bedste ungdomsminder. Der var et par mil imellem os, men her var mine forældres yndlingsudflugtssted, når de endelig havde fri. Så blev vore to heste, Musse og Lise spændt for – og nu ofte med fjedervogn. Den var behageligt fjedret, foran var kuskens bænk og i vognens bageste del kunne der lige skaffes plads til de fire af os, den yngste sad trolig nok hos sin moder, ved siden af Fader, der var kusk. Sådan en tur hjem erindres klart, trods de mange år. Det var månelyst og himlen fyldt med stjerner. Mor og far på bukken og vi børn placeret i en dynge halm og tæpper. Vejen var først gruset, ind mod Skive by slog den over i chaussé brosten, vi kunne følge vejen ved hestenes klip-klap og roen i hjulenes summende nedslag som undertone. Vi hørte også, som kom det langvejs fra, mor og faders indforståede snak, igen hestenes beskoede hove i en lang rytme, afløst måske af hestenes prusten – og af deres prutten. Som den ældste i flokken var jeg den, der sidst faldt i søvn, med blikket rolig vendt mod de stjerner, som morfar havde peget ud for mig. Karlsvognen – og syvstjernen, som han kaldte: kæppenes kjæp (?)
Vi vidste da godt, at der også med heste og vogn kunne ske ulykker, men al angst var som blæst bort. Endnu huskes mange af hestene, de havde navne, og det var trækdyr – i Jylland havde vi de stærke belgiere – foruden den jyske hest. Ovre på Fyn boede min farmor og fars nærmeste familie – de havde nogle meget fine blåskimlede heste. Og så havde de hund og en hundevogn, som hver dag skulle køre mælk ned til vejen. Jeg mener, den havde 2 mejerispande med på hver tur! Og rigtigt seletøj! Men der, hos farmor fik jeg et specielt problem. Hun havde jumper og ville gerne køre sine børnebørn en tur med en af de blåskimlede for. Jumben er en åben, tohjulet enspænder-kærre, hvori kusken sidder sidelæns. Man entrerer den bagfra ad et enkelt trinbræt op til en åben dør. Min farmor var tung, og uformelig stor, jeg mente dengang hun var det tykkeste, jeg nogensinde havde set, og derfor gruede jeg indtil hun var godt placeret som kusk. Kunne trinbrættet holde? Ville stængerne vippe hesten op, så den blev sprættende hængende et sted mellem himmel og jord? Det gik jo – men det tog til nerverne på en 8-9 års dreng- hver gang!

Den, der kører med stude, kommer også med. Jeg har kun en eller to gange set et studeforspand, og det var vist for plov. Derimod har min generation op imod bilens triumf- tog oplevet alle de forskellige hestekøretøjer. Inde i byerne kørte droscherne, en slags hyrevogn – og landauers, som var en rummelig vogn med kaleche, mens det foretrukne køretøj ude på landet vel var en charabanc, en åben vogn med sæder i vognens længderetning. Det gav ny betydning for en håbefuld yngling til sangen : Hvad gør du – du med dit knæ, lille Hans? Det var en hyggelig familievogn, den man brugte ved højtiderne, og når man skulle i kirke.

Vor tid har så meget andet at byde på end rejser ad jordklodens veje. Men hvilke veje, vi end vælger, så giver det noget at fortælle – og den korte rejse, f.eks. den natlige hjemrejse, liggende i bagenden på en fjedervogn med hesteforspand, giver i den rigtige mund lige så meget at fortælle som flyrejsen time på time henover bølgende skytoppe. Der er dog ikke altid skyer, og så kan vi jord-vandrende betragte kondensskyerne. De trækker deres ar henover himmelbuen, og de har den bredeste vej, den går fra horisont til horisont. Der er plads endnu, men man er allerede begyndt at tale om overkapacitet og farlige overlapninger af luftbroer og flyruter.

I gamle dage sagde mine forældre tak, fordi han havde holdt sin hånd over dem, og de kom godt hjem. I dag siger endnu mange det samme, og der er vel ingen steder, hvor der bedes så meget som i en flyvemaskine? Man retter bare til: Kære Vor Herre, hold din hånd under os, så det bærer os!
Jeg har været med på en del flyrejser enten på embeds vegne eller på ferie. Jeg bryder mig ikke om det, jeg spænder, det ømmer i alle de store og små muskler mange dage efter. Jeg kender den stemning, der breder sig, når tiden for ankomst for længst er overskredet. Jeg glemmer ikke 2. Piloten, der et sted over Bruxelles kom ind til os passagerer og sagde: Vær ikke bange! Gentagelse: Vær ikke bange. Vi ved alt, hvad vi skal gøre! Og havde vi ikke været bange, blev vi det nu. Der blev kø til toilettet – og nogle letpåvirkede spanske medrejsende sad og fnisede fjollet foran mit sæde. Ingen andre sagde noget. Jeg går ud fra som en selvfølge, at fadervor flettedes som spindelvævstråde på kryds og tværs i kabinen: Gud holde din hånd under os.
En dag på lufthavnen i kano, en stor by i Nigerias nordlige del, stod jeg og fik at vide, min medrejsende og jeg, at nu om lidt skulle vi starte en 300 km. Lang rejse i et 4. Mands fly. Det stod og rystede foran os, var en ældre model, og så ud som var det holdt sammen af bindegarn. Jeg skød hjertet op i livet og satte et ben op på kanten af vingen for derfra at slæbe og kante mig ind i kabinen, der allerede syntes fyldt med rejsegods. Holdt – råbte piloten, en amerikansk missionær, der havde gjort det til noget af en levebane at fragte missionærer til deres tit fjerne poster hen, syd for Sahara. Holdt, De der, vi skal lige bede først! Da reagerede jeg vist som en fynbo! Hov, er det så farligt!

Jeg vil slutte en tale her i advent, hvor der tales så meget om lys, med at pege endnu en gang på det gode mørke. Det var en firelænget gård, vi fik som hjem i mange gode år. Hvor var det mørkt rundt om os ved denne tid på året. Inde i stald og lade måtte vi nøjes med petroleumslygter – som kun gav et svagt lys – udenfor var det helt mørkt, hele gården rundt. Kun imod nord, ind over å og eng imod skive, lånte vi lidt af byens lys. Først var jeg bange og usikker, men som tiden gik, lærte jeg at sætte pris på det, som jeg kalder det gode mørke. Selv om lyset på vore breddegrader i reglen er det gode lys, findes også det onde ælys. Tænk f.eks. på en dansk landevej, hvor der er sket en trafikulykke. Der er alle de skarpe projektører, man kan ikke få kunstigt lys nok for bare at se sig ud af tingene. Og det er godt, vi kan tænde lys, men i ulykkens tid minder det om ulykke.
Det gode lys kender vi, det gode mørke skal vi lære at kende. Når man som stor dreng havde sorg eller var ulykkelig – havde måske fået skæld, som vi drenge fik det dengang – hvor var det så en god fornemmelse – at løbe sig op mod vinden og lade tårerne gøre hvad de ville. Der var jo ingen til at se – i mørket kan man undgå enhver form for opmærksomhed. Der er noget blødt og varmt og vådt op i ansigtet – og det er det gode mørke – vi kan undvære meget af det kunstige lys, vi takker for det gode lys. Lad os også takke for det gode mørke!

 

 

[1] Tale, holdt i Ejby præstegård ved Middelfart, 6/12 1989. Advent.

[2] Farbror Karl er ifølge papirerne født i Skive (28/10 1922). Altså efter at de havde forladt gården.

[3] Røgindgård. Faster Kirsten fortæller (2009), at grunden til, at de blev sat fra gården, var dybest set Peder Rasmussens temperament og retfærdighedssans. Han smed, hvad han havde i hænderne, i arrigskab. Og det var altså gården.


H.F.´s forældre

Jensine Petrea Rasmussen, født Petersen

Rasmus Peder Rasmussen. 
Født: 3. september 1895.
Døbt: 3. september 1895 i hjemmet. Hjemmedåb pga svagelighed.
Fremstillet: 29/9 1895 i Veflinge Kirke.
Konfirmeret: 3. oktober 1909 i Veflinge Kirke.
Karakterer ved konfirmation: Kundskab mg., opførsel mg.
Viet: 3. september 1919 i Fly Kirke til tjenestepige hos købmand Selchou i Skive, Jensine Petrea Pedersen.
Forlovere: Gårdmand Hans Rasmussen, Veflinge. (Brudgoms far.)Gårdmand Niels Mathias Petersen, Fly. (Bruds far.)
Erhverv ved vielsen: Tjenestekarl.
Død: 3. april 1974 i hjemmet i Skive.
Begravet: 8. april 1974 fra Estvad Kirke på Estvad Kirkegård.