Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Ordination

Liv

Mit liv i Snoldelev

Tidligere sognepræst Karen Elise Schildt Nabe- Nielsen.
Student i 1972 fra Store Mulernes Legatskole i Odense og kandidat fra Københavns Universitet i 1980.

Den 23. februar 1982 blev jeg ordineret i Roskilde Domkirke og 1. marts samme år indsat som kirkebogsførende sognepræst i Snoldelev - Tune Pastorat ved Roskilde.
Det var min første ansøgning og min første ansættelse som præst.
Jeg startede med at læse teologi på det teologiske fakultet i København i i 1972.
Oktober 1973 flyttede jeg et lille års tid til Nigeria som volontør for det, der dengang hed Sudanmissionen. På vejen hjem fra Afrika lovede jeg mig selv at vende tilbage så snart, min teologiske uddannelse var afsluttet.

Personlige forhold gjorde imidlertid, at jeg, da jeg var færdig i januar 1981 og ventede mit andet barn, ”blev nødt til” at søge en stilling på Sjælland. Det har jeg aldrig fortrudt, og er altså heller aldrig flyttet fra stedet.

Sammen med min mand, Henning Nabe-Nielsen, der dengang var studerende, men som nu er præst på Rigshospitalet, og vore to sønner Rasmus og Frederik, flyttede vi fra en mindre andelslejlighed på Østerbro til en præstegård, der syntes overvældende stor.
 I mellemtiden blev vi velsignet med to børn til, Olga og Laura. Og herefter havde vi ingen problemer med at fylde hverken huset ud eller at nyde den 2 tønder lands store have.

1. oktober 2019 tog jeg min afsked fra præstegerningen i Snoldelev-Tune Pastorat for at koncentrere mig om og fokusere på nogle af de kerneopgaver, jeg efterhånden følte, jeg havde for lidt tid til

Vi er alle dybt taknemmelige over at have fået lov til at bo hos og leve sammen med en menighed, som vi kunne dele glæde og sorg med, og som ville os det bedste!


Da jeg kom til Snoldelev.

Skitse af Snoldelev Kirke 1876. Kornerup

Et bidrag til en bog om Snoldelev udgivet i 2016.

Pastoratet.

Da jeg kom til Snoldelev i begyndelsen af 1982, afløste jeg som præst sognepræst Jørgen Rebirk Hansen.
Jørgen Rebirk Hansen var en meget vellidt og afholdt præst. Og ingen kunne forstå, at han ville forlade Snoldelev-Tune pastorat efter kun 12 år i embedet. I Snoldelev har man været vante til, at de præster, der blev ansat, også blev boende deres tid ud.

Arbejdsbyrden for sognepræst Jørgen R. Hansen har imidlertid været enorm.
Tune havde udviklet sig voldsomt og var på kort tid vokset fra at være en lille flække med 400 indbyggere til at være en forstad på over 5000 beboere.
I Snoldelev boede omtrent det samme antal sognebørn, som 100 år før. Dengang var mange af indbyggerne karle og piger på de store gårde, der lå i og uden for Snoldelev. Nu boede sognebørnene i de nye huse, der var blevet bygget vest for Smedegade. Syd for Snoldelev Bygade. Udstykningen, kaldte og kalder nogen det endnu.

Som sognepræst for lidt over 6000 sognebørn var der meget at se til. Alt for meget.
Det betød bl.a. at Jørgen R. Hansen havde 7 hold konfirmander at konfirmere. Og selv om Jørgen R. Hansen havde en konfirmandmedhjælper i senere sognepræst Alan Heintzelmann og fik en deltidssekretær i Anita Paludan, ja så var det sognepræsten fra Snoldelev, der forestod alle konfirmationer!

Af samme grund blev der i 1981 oprettet en hjælpepræstestilling i Snoldelev-Tune Pastorat på 75%. Den blev besat af cand. theol. Steffen Kjeldgaard- Petersen, der tre år og en doktorgrad senere i teologi, skiftede sin hjælpepræstestilling ud med et professorat og senere dekanat på Københavns Universitet.
Hjælpepræstestillingen blev opnormeret til en sognepræstestilling på fuld tid, som sognepræst Peter H. Christensen blev indsat i, i marts 1985. Til stillingen hører en bopæl i Tune.

Konfirmandundervisningen.

Da jeg kom til Snoldelev havde man flyttet konfirmandundervisningen i Snoldelev fra 7. klasse til 8. klasse.
Jeg blev fortalt, at alle præster og alle skoler i den daværende Ramsø kommune skulle være enige om at flytte undervisningen fra 7 – 8. klasse. Sognepræst Jørgen R. Hansen havde været imod flytningen, så da han forsvandt til et københavnsk embede, skyndte de andre præster i området sig med at udnytte deres enighed til at få flyttet aldersgrænsen.

Jeg var 29 år, da jeg stod over for mit første konfirmandhold og husker dem endnu som MEGET store og høje. Undervisningen foregik på skolen, og jeg følte mig som en vikar i 1. klasse, der ikke forstod mig på skolens rytme.
Jeg blev kaldt for studenten og konfirmanderne fra Tune troede, når de var på besøg i den store præstegård  i Snoldelev og legede i den kæmpe præstegårdshave, at jeg boede hos mine forældre i præstegården.
Jeg husker endnu fra den første årgang hver enkelt konfirmand med navn og har konfirmeret flere af deres børn med tiden. Jeg nyder den dag i dag at undervise konfirmander i 8. klasse. For mig kunne konfirmander godt være endnu ældre.

Menighedsrådet.

Da jeg som ung præst kom til Snoldelev, var gårdejer Kristen Eskildsen, Salløvgård formand for menighedsrådet. I 1996 valgte Kristen Eskildsen at træde ud af menighedsrådet for at give pladsen til nye kræfter. Tømrer Anker K. Larsen, der også sad i menighedsrådet, da jeg kom til Snoldelev, tog naturligt tråden op som den nye formand for rådet i de næste tre perioder.

Jeg var ung. Jeg var kvinde. Og Indre Mission var toneangivende på stedet og i menighedsrådet.
Da jeg søgte stillingen, havde jeg ikke regnet med at få den på grund af Indre Missions holdning til bl.a. kvindelige præster. Men alle mine fordomme omkring Indre Mission blev gjort til skamme.
Jeg husker den dag, jeg var at kigge på stedet. Jeg blev ført rundt i det værst tænkelige regnvejr af Kristen Eskildsen, der dengang var en myndig herre. Og jeg husker hans ord om, at i et sådant regnvejr kunne man jo ikke se forskel på den flittige og den dovne. Men jeg husker også mødet med Kristens hustru, Lilly Eskildsen. Lattermild og dygtig. Hun serverede den bedst tænkelige middag for det unge par, der bare ville kigge på området.

Vi faldt for stedet, og vi faldt for personerne på stedet. I rådet. De indre missionske såvel som de såkaldt grundtvigske. Men det kom meget bag på os, at vi blev indstillet. Vi har aldrig fortrudt. Det vidner 33 (2015) år i samme embede om, hvis ikke det da vidner om, at man ikke kunne få andet.

Rådsmøderne blev dengang holdt i hjemmene, og ikke så sært at jeg som mange andre unge og nye præster i løbet af et årstid tog ti kilo på. For kaffe og kagebordene havde sønderjyske dimensioner. Og var det noget, man kunne her på stedet, på gårdene og i hjemmene, så var det at lave et fantastisk kaffebord.
At møderne blev holdt i hjemmene betød måske også, at uenigheder blev bilagt i al mindelighed. For man sad jo ikke og skændtes som gæst i hjemmene. Da Peter H. Christensen blev ansat, bad han om, at møderne blev holdt i konfirmandstuen. Det er de blevet siden.
Opvartningen blev aldrig, hvad den var. Men den gode tone har holdt sig i Rådet, og uenigheder og stridigheder bilægges ved dialog.

Maleri af præstevisitats ved Snoldelev Kirke . Olie på lærred. Af Carl Thomsen (1847-1912)
 

Fællesskaber.

Da jeg sammen med min mand Henning Nabe-Nielsen og to sønner Rasmus og Frederik, kom til Snoldelev, kom vi til et sogn, der var fyldt af aktivitet og fællesskaber. Familiefællesskaber, meningsfællesskaber, nabofællesskaber, idrætsfællesskaber, trosfællesskaber.

Mange af de forretninger, der havde været. Bager, slagter, smed. Var forsvundet. Tilbage var Købmanden på sydsiden af Snoldelev Bygade og Brugsen på nordsiden. De var genboer. Og som jeg husker det, var der den gang folk, der kun handlede i Brugsen. Og folk, der kun handlede hos Købmand Bent og hans moder.
Den forskel blev udlignet, da Brugsen lukkede og vi kun havde Købmand Bent tilbage. Vi var mange, der græd, da købmanden også lukkede.

På mange måder var landsbyen delt op i en sydside og en nordside.
På sydsiden af Snoldelev Bygade, sammen med købmanden, lå nemlig sognegården.
Det varede et stykke tid inden vi fandt ud af, at Sognegården ikke som alle andre steder i landet, havde samarbejde med kirken. Men at den var det lokale forsamlingshus. Mange taxachauffører har troet det samme, når de en sen lørdag aften skulle hente folk fra sognegården og logisk nok ringede på præstegårdens dør for at høre, om det var her, der var fest.
Præstegården har desuden nummer 12 og Sognegården nr. 21, så de to tal kan hurtigt forveksles.

På sydsiden af Snoldelev Bygade lå også udstykningen. Det nye område.
Selv om der nu er gået over et halvt århundrede siden de første huse blev bygget i området, hedder det stadigt Udstykningen i folkemunde.
I Sognegården var der alt fra gymnastikundervisning for børn og unge, badminton, Jiu Jitzy. Og så mulighed for at holde fest.
Til jul var der juletræ. Her spillede børn fra sognet et julespil. Dagen var fjerde juledag.

På nordsiden af Snoldelev Bygade lå det lille gule hus. Sion. Her holdt Indre Mission til. Det var og er deres hus. Som kirkelig forening tog man ansvaret for at oplære børnene i den kristne tro på sig. Mange børn fra begge sider af Snoldelev Bygade er igennem tiderne kommet i Sion.
Her var der børneklub og ungdomsklub. En overgang et ungdomskor og orkester, der oven i købet turnerede rundt og på en af deres ture kom til Færøerne.

I det lille gule hus er der blevet holdt et væld af møder. Bibeltimer og foredrag har gået hånd i hånd. Men det vigtigste her har været fællesskabet.
Det fællesskab, som ikke skelnede mellem høj og lav, rig eller fattig. Som heller ikke tog det så nøje med, hvem man var, og hvor man kom fra. Det fællesskab, som blev konstitueret af troen på Kristus, og som udfoldede sig i bøn, salmesang og leg. Sangen var den, der bar igennem.
I det fællesskab var alle velkomne. I hvert fald om man var enig i indholdet og måden at drive fællesskabet på.  Også her blev der hvert år holdt julefest. Dagen var 3. juledag.

Det var selvfølgelig ikke alle, der ønskede at være med i det fællesskab. Så var der andre fællesskaber at vælge imellem. Idrætsfællesskaber. Højskolefællesskaber. Nabofællesskaber. Interessefællesskaber. Politiske. Erhvervsmæssige. Og endeligt familiefællesskaber. Her er der og var der ikke mindst mange landmænd, der havde fælles mål og interesser. Høstfester og jagtfællesskaber. Borgerforeningsfællesskaber.

Snoldelev Kirke

Da jeg kom til Snoldelev kunne jeg godt tænke mig at arbejde på lidt mere samarbejde mellem nord og syd. At trafikken kunne gå begge veje, og ikke kun et sted hen. For enden af Snoldelev Bygade lå Snoldelev Kirke jo. Som en postkortkirke. Velholdt og smuk. Smukkest i maj, når det store magnolietræ blomstrede.
Her i Snoldelev Kirke mødes alle fællesskaber.  På kryds og på tværs af alle skel. Til konfirmationer. Til dåb, bryllupper og begravelser.

Disse festdage er jo fællesskabende. Uden grænser. Vi er sammen om det samme. At døbe, konfirmere, vie eller begrave et menneske som vi holder af. Ligesom juleaften i Snoldelev Kirke er fællesskabs-konstituerende. Her møder vi hinanden og hilser på hinanden. Gamle klassekammerater. Tidligere naboer og bekendte.
Vi glemmer somme tider i vores kritik af kirken, hvor stærkt fællesskabende kirken er. Fra syd til nord. Fra øst til vest. Hvor vigtigt det er, at vi på trods af alle forskelligheder og uenigheder alligevel har et fælles sprog. Et sprog, der gør, at vi forstår, hvad man taler om, når man i Skagen eller i Seattle nævner ordet konfirmation, dåb, vielse, bisættelse. Et fælles sprog, der gør, at vi alle kan relatere til det sagte.

Vi har i Sognegården og Missionshuset Sion et sådant fælles sprog.
Derfor slog vi de to juletræsfester sammen til en. Flyttede dem fra tredje og fjerde juledag til 3. søndag i advent, hvor årets krybbespil løber af banen. Først optræder børn og voksne fra Snoldelev og Tune sogne i kirken. Siden mødes vi i Sognegården om juletræsfesten, der holdes af borgerforeningen.
På samme måde har vi gjort det til Fastelavn. Hvor kirken har holdt fastelavnsgudstjeneste for alle udklædte og betalt den efterfølgende fest i Snoldelev Sognegård, som Borgerforeningen står for.
På samme måde med 1. søndag i advent. Hvor adventsgudstjeneste, fest og juletræstænding kobles sammen til en stor fest!

Personer, der var institutioner i Snoldelev.

Da jeg kom til Snoldelev, gav en gammel og tidligere sognerådsformand mig det råd, at blive i embedet i mindst 6 år. For det vil tage dig 6 år at blive accepteret og anerkendt på stedet.
Og den vise mand fik ret. Jeg lærte langsomt stedet at kende som et sted med store og gamle familier, der var gift på kryds og på tværs. Alle var, forekom det dengang, i familie med hinanden. Og var man ikke i familie med naboen, ja så havde ens familie boet i sognet gennem generationer.

Sådan er det vel stadig lidt. Den unge flyver fra reden og bedyrer, at han aldrig vender tilbage. Men den dag, han finder en mage og får sig et par børn, ja så vender han og familien atter tilbage, om ikke til andet, så til området. Det betyder, at jeg har fået lov til og mulighed for at døbe og konfirmere, ja endda vie børn af personer, som jeg før har viet! Med andre ord, så føler jeg og vi os nu som sande snoldelevborgere, selvom vi er og bliver tilflyttere.

En af de personer, der langsomt og med stor tålmod indviede mig og min familie i sognets hemmeligheder, var graveren Åge Kristensen og hustru Alice. De modtog os og behandlede os som et par reservebørn, og vore børn fik i dem et par reservebedsteforældre.  Åge og Alice boede i Smedegade, og Åge kunne passe den kirke og kirkegård fra hjemmet, som var blevet hans!

Et andet par, jeg vil nævne, som fik stor betydning for os og vores familie, var Niels Hansen og hans mor Maren. Det er ikke let, sagde Maren altid, når hun sad på en skammel og ordnede kartofler eller frugt med sine fingre, der var stærkt deformerede af leddegigt gennem et langt liv. Og så fortsatte hun altid: men hvem har også sagt, at det skulle være det. Og smilede. Hos disse to mennesker fik vores søn mulighed for at vokse og gro i en verden, der ikke altid var lige let.

Midt ned igennem byen kørte skolebussen. Gadstrup Bustrafik. Chaufføren hed Jytte og blev aldrig kaldt andet end Busjytte. Busjyttes liv var en fortælling i sig selv. Hun havde været i Finland for at køre i forbindelse med Finlandshjælpen. Hun havde kørt i Polen og til Berlin kort efter 2. verdenskrig, hvor alt lå i ruiner.
Busjytte var børnenes ven. Hun kendte dem alle. Hun kendte deres familier, og de kendte hende. Når ens barn var med skolebussen, var man tryg. For man vidste, at var forældrene ikke kommet frem for at hente den lille nye skolestarter, ja så kørte Jytte selv barnet til døren, eller ventede med at sætte af, til forældrene var nået frem.
Busjytte var en institution i sognet. Den institution, der bevægede sig gennem byen på tværs af alle skel. Når jeg tænker på Busjytte, så får jeg billedet af den dame op, der kører bus i filmen Forrest Gump. Hun kørte med faderen og hun kører med sønnen.

Landposten, Poul Post var ligeledes en institution i området. Han sad i menighedsrådet, som ikke missionsk, og var kendt af alle som den post, der ikke bare sørgede for at få brevene rundt i sognet, men som også sørgede for at alle ældre og mere immobile beboere fik besøg, hjælp til girokort og mere tekniske detaljer omkring radio og fjernsyn. Sammen med Poul kom nyhederne fra byen. Han var den, der kunne tage varer med og sørge for at beskeder kom rundt i sognet. Ufrankerede. Og i kraft af ham kunne man trygt blive boende. Man vidste jo, at der var noget at stå op til hver morgen. Kaffen skulle laves, til posten kom forbi. Med andre ord så udfyldte Poul post en funktion som socialarbejder, der ikke kunne vægtes højt nok!

Naboerne til præstegården hed næsten alle Elm. Eller også var de i familie med Elm. Anker Elm var ugift og boede i det hus, hans moder tidligere havde boet i. Willy og Grethe Pedersen boede i den ene ende og Elly og Poul Elm i den anden ende af det, der i dag hedder Elmegårdsvænget 3. Længere østpå boede Inger og Børge Elm.
Hele familien stammede fra Rånæsgården. Og husene var bygget på jord fra samme. I dag er kun navnet Elmegårdsvænget tilbage fra den tid.

På samme måde kunne nævnes navn på navn. Fra Salløv, hvor gårdejer Oskar Olsen boede med sin store familie tæt på vejmanden Jens og Valborg Mortensen. Fra Hastrup. Hastrup har jeg altid betragtet som den muntre del af Snoldelev. I mine mange første år som præst var jeg med på kommunens udflugter en gang årligt. Vi kørte i flere busser. Jeg kørte som en selvfølge med Snoldelevbussen. På bagerste sæde sad folkene fra Hastrup altid. Og der var som regel en latter og en munterhed, der kom dernede fra, som smittede. Anført af Ebba Larsen, hvis lyse latter jeg vil huske til mine dages ende.

Mange, mange er de navne, der nu er at finde på Snoldelev Kirkegård. En kirkegård, der som andre kirkegårde er en by i byen. Går man ture herpå, vil man efter et langt liv i Snoldelev kunne nikke genkendende til hvert et navn på hver en sten. Og tænke tilbage på den tid, der var, som i erindringens lys vel altid bliver bedre, end den engang var.

Fortællingerne får deres eget liv. Men de er vigtige for fællesskabet. Sognets fællesskab på tværs af alle grænser. Sociale som politiske.
Tak til Snoldelev Sogn for alle de fortællinger, som jeg fik med og blev en del af sammen med min familie. Gennem de sidste 33 år.

Karen Elise Nabe-Nielsen.