Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Andagter til Brødremenighedens kalender. Henning og Karen Elise Nabe-Nielsen

10. marts 2009

Herre! Hvor længe bliver du borte? Vis medlidenhed med dine tjenere! Sal. 90,13
Jesus sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Lukasevangeliet 19,5
”Hvad byder man uventede gæster?”
Sådan lød spørgsmålet i en reklame for nogle år siden. Og pointen var, at hvis man ikke havde kaffen klar, ville man gå glip af en masse uventede livsmuligheder, der fulgte med de uventede gæster.
   Og reklamen rører ved en bekymring dybt i sindet. Tænk, hvis jeg ikke var parat? Tænk, hvis jeg ikke var hjemme når livsmulighederne bankede på? Så derfor passer vi vore huse og hjem, gør dem indbydende som et boligkatalog og sætter kaffen over. Men uventede gæster kommer aldrig, når de er ventede.
   Så når kaffen har stået og simret sig bitter på kaffemaskinen, bliver humøret lige sådan. Og naboen, der banker på, må gå igen, for vi har ikke tid, når vi nu venter uventede gæster.
   ”Herre! Hvor længe bliver du borte? Vis medlidenhed med dine tjenere!”
   Sådan sukkede Moses og generationer af fromme jøder efter ham. Og da Herren så kom, havde man så travlt med at være rede, from og fin, at der ikke var plads til ham.
   Men evangeliets budskab til os er, at Gud i Kristus har vist sine tjenere medlidenhed og har plantet sit rige midt iblandt os. Og han kommer til os i det mest uventede møde. Som den fremmede, der hjalp os, da vi faldt på vejen, eller som den bekendte, der lyste vores sind op, da vi besøgte hende på plejehjemmet. Herren har vist os så stor medlidenhed, at vi ikke mere behøver at vente uventede gæster. Vi kan møde dagen i troen på og forvisningen om, at selv om vi og kaffen ikke er klar, så er Gud os så nær, at vi ikke kan blive borte fra ham.
Midt iblandt os er Guds rige
med Guds ånd og i Guds ord,
i Guds menighed tillige:
gæster ved hans nadverbord.       
DDS 320 v.1
Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet.


2009

Tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. Femte Mosebog 11,16.

Man vil sige til jer: Se, dér er han! Eller Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. Lukasevangeliet 17, 23.

Der findes i hvert et menneske på denne jord en længsel efter det lykkelige liv uden problemer, smerte og sorg. Dybest set er denne længsel en længsel efter det Paradis, som vi ved syndefaldet blev smidt ud af. En længsel, der er og bliver et grundvilkår ved det at være et menneske.

Det er derfor ikke så sært, at vi mennesker fristes af forjættende tilbud om guld og grønne skove, og  forgæves forsøger at fastholde de lykkelige øjeblikke i vort liv. Vi søger tilbage mod det Paradis, som vi skabtes til at leve i.

Det ser Gud. Og det ved Gud. Derfor sender han sin søn, Jesus Kristus til verden. Han lader ham leve et menneskes liv, og han lader ham dø et menneskes død. Men han lader ham også stå op igen, for at føre os tilbage til Paradiset. Til fryd og til fred.

Det lykkelige liv finder vi i strejf, i øjeblikke på denne jord. Som pant på Paradiset.

Ved de øjeblikke holdes vor længsel efter Gud i live. I de øjeblikke ved vi, at Paradiset er til for os. Men tag jer i agt, siger Moses til det folk, der efter 40 år i ørkenen står på grænsen til det forjættede land, deres Paradis. Lyt ikke til dem, der siger: se her, se der, siger Jesus. For Paradiset kan man ikke faste sig til i ørkenen, eller købe sig til for penge. Paradiset er en gratis gave fra Gud til det søgende menneske, der tør tro ham på ordet: at han som Guds søn alene kan åbne døren ind til Paradiset for os, der længes.

Trods længselens smerte,
sig ej i dit hjerte:
Hvem farer i afgrunden ned,
min frelser, den søde,
mig op fra de døde
at hente til fryd og til fred.
DDS 397,1

Sognepræst Karen Elise Schildt Nabe – Nielsen, Snoldelev.


23. december 2010

Herrens gerninger er store, velegnede til deres formål. Sl. 111,2

De lagde syge for hans fødder, og han helbredte dem, så skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde kunne se. Og de priste Israels Gud.  Matt. 15, 30-31

Lige netop i dag flytter en større nåletræsplantage ind i de danske dagligstuer for at blive behængt med pynt og lys. Vi gør store gerninger og skyr ingen anstrengelser for at opløfte vores vintermørke stuer til lyse paradissale.

Og inden i morgen aften vil vi have lagt en massiv krans af pakker omkring træernes fødder.

For dér lægger vi det bedste vi kan, og det, vi tror, bedst kan gøre vores nærmeste glade. Heldigvis kan de fleste gaver byttes; for selv om de er store og velmente, er de ikke altid lige heldige og formålstjenlige.

De særprægede skikke kan bruges til at minde os om, at julenat gjorde Gud den modsatte bevægelse. Han flyttede lyset fra sin himmel her ned på jorden. Ved at lade Jesus føde i stalden tændte Gud det lys, som nu kan brede sig helt ind i vores stuer og hjerter.

Gud gjorde sig i julen den anstrengelse at komme ned på vores upyntede jord som barnet Jesus. Og selvom vi ikke havde nogen gaver eller noget andet at give ham, for at gøre ham glad, så forkyndte Gud alligevel, at vi mennesker havde hans velbehag.

Det betyder, at gaverne til alle dem, vi holder af, kan vi roligt lægge ved træets fødder. Ved Jesu fødderne kan vi så lægge alt det svære vi har, alle vores byrder og sorger og mangler. Som en slags omvendte gaver. For når vi lader Guds lys skinner over al vores elendighed, så ser vi, at i det lys er vi elskede som søskende til barnet i krybben, og arvinger til Guds riges herligheder.

Kom, hjerte, med hvad dødt du har, 
hvad du med sorg til graven bar, 
gak med det alt til ham, som døde, 

men levende dig nu vil møde!
 

DDS. 224 v. 5

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet.


22. december 2010

Siger man til jer: “ I skal søge til dødemanerne og til sandsigerne, der hvisker og mumler; skal et folk ikke søge til sine guder, til de døde til fordel for de levende?” så skal den, der ingen morgenrøde ser, svare “Til belæringen og til budskabet.”Es. 8, 19-20.

Ingen kan tjene to herrer. Matth 6,24.

 

Da jeg som helt ung præst skulle holde talen ved et adventsmøde i en præstegård, foreslog jeg, at vi skulle synge sangen: Ind under jul, hvor er det trist. “Åh nej“, sagde den gamle provst på stedet. “Ikke den. Den er da så trist, og adventstiden er da alt andet end trist.”

Vi venter i mørket på lysets komme. Vi venter i natten på Himlens morgenrøde. Vor venten er fyldt af længsel efter, at Gud lader sin søn Jesus føde hos os og i os. Men også af glæde over, at Gud selv forlader sit himmelske lys for at tænde det for os, der sidder i dødens og mørkets skygge.

Vi venter, ja. Men vi venter ikke på hvad som helst eller på hvem som helst. Og vi venter ikke forgæves og uden håb. Forventningens glæde sender allerede nu i ventetiden morgenrødens første spæde stråler ind over os, og giver os mod til at leve i forventningshåbet. 

Den gamle provst har jo ret. Mørkets Herre fortjener hverken at blive fejret eller dyrket i sang, tværtimod. Så kan vi være tjenere for Lysets Herre ved i ord, handling, bøn og sang uophørligt at pege på budskabet om vor Herre Jesus Kristus, der selv kommer til os som lys i mørket.

Hans lys er nemlig stærkere end alt det, der kan gøre livet og verden trist og mørk.

Himlens morgenrøde
sig lod på jorden føde
ved midnatstid i Betlehem,
den dunkle vrå blev lysets hjem.
Ære være Gud i det høje! DDS101,1.

Sognepræst Karen Elise Schildt Nabe - Nielsen, Snoldelev.


19. september 2011

Jeremias´Bog 25,5: Vend om fra jeres onde vej og jeres onde gerninger

Matthæus evang. 3,8: Johannes Døber sagde: Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver!

Hvis politikerne gerne vil have os borgere til at ændre adfærd eller opføre os på en bestemt måde, taler de gerne om to metoder, de kan anvende. Pisk eller gulerod, staf eller belønning. Og helst lidt af begge dele.

På samme måde har man tænkt om Guds lov. Man kunne ikke forestille sig, at man frivilligt ville elske Gud og næsten. Som pisk har man derfor udmalet synderens fortvivlelse og helvedes pinsler, og som gulerod har man lovet hellighed og paradisets lyksaligheder. Men den måde at tænke på har kun ført til lovens misbrug. For man blev så optaget af, hvor langt man selv var fra pisken og hvor tæt man var på guleroden, at man helt glemte den næste, loven bød os at elske. I stedet for at vende sig i kærlighed mod Gud og næsten, førte loven til at man vendte sig mod sig selv og målte sig selv i forhold til Gud og næsten.

Da Gud sendte sin søn, Jesus Kristus, blev lovens mening åbenbaret for os. Han viste os nemlig, at vi ikke skal overholde loven og elske Gud og næsten for at opnå en præmie eller for at undgå en straf. I Jesu liv og ord viste Gud os, at han elskede os først. Guds kærlighed og anerkendelse er ikke noget vi skal vinde eller opnå. Derfor behøver vi ikke at være så optagede af os selv.  Vi kan med Guds kærlighed i ryggen vende os mod vores næste og dele af den kærlighed, vi selv er omsluttet af. Kærlighedens omvendelse består netop i, at den vender os bort fra os selv i bestræbelsen på at gøre godt for vores næste. Så omvendelsens frugt må man spørge efter hos sin nabo.

Du kærlighedens Ånd! indgyd 
i Herrens samfund kærlighedens fryd, 
så vi glade vandre, 
Jesus, mellem dine, 
elskende hverandre, 
som Gud elsker sine! 
Herre, hør vor bøn!            
 DDS 289 v.3

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet


17. september 2011

I skal tjene Herren af hele jeres hjerte. Vig ikke fra ham, så I følger de tomme afguder, som intet gavner eller hjælper. Første Samuelsbog 12, 20. 21.

Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Romerbrevet 12,11.

Opfordringen til at tjene Herren lyder ofte og høres som et ekko i hele Bibelen. Mange mennesker har i tidernes løb lyttet til opfordringen og spurgt, hvordan man da bedst kan tjene Jesus Kristus som sin eneste Herre. Nogle er gået i kloster og andre har brugt et helt liv på at hjælpe mennesker i nød. Men utallige er de, som på den ene eller den anden måde har været og er tjenere for Herren.

At være en Herrens tjener kræver nemlig ikke nogen speciel uddannelse eller særlige talenter. Man kan tjene Herren, hvad enten man er barn eller gammel, som fattig og som rig, som højt uddannet eller uden uddannelse. Og man kan tjene Herren på det sted, hvor man er sat til at leve og virke.

Det kræver blot, at vi som mennesker glemmer og forglemmer os selv og alt, hvad der er vort. I mødet med naboen og næsten kan tjenesten for Herren udfoldes i et trøstende ord eller et kærligt kram. I en håndsrækning eller bare et lille øjeblik af vor egen kostbare tid.

Derfor kan det menneske, der sidder på plejehjemmet uden evne til at udføre en praktisk gerning, være en Herrens tjener. Nemlig ved at bede for det barn eller det barnebarn, der altid har brug for forbønnen.

Derfor kan det menneske, der er fuldt optaget af dagens verdslige gøremål være en sand Herrens tjener. Nemlig som den, der bygger med på Guds skaberværk og rige.    

Min sjæl vær frisk og glad,
lad sorgen fare!
Dit legems blomsterblad
vil Gud bevare:
Han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.  

DDS 743 v. 4

Sognepræst Karen Elise Nabe - Nielsen, Snoldelev.


26. juni 2012

Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt. Jeremias' Bog 32,41

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Johannesevangeliet 3,16

Der er et gammelt ordsprog der siger: ”Det bedre er det godes fjende”.

Og det er selvfølgelig rigtigt, at hvis man f.eks. hele tiden vil bo bedre, kommer man aldrig til at bo godt. Det bedre spænder os op, gør os urolige, rastløse og utilfredse, for selv det gode kan altid blive bedre. Vi må hele tiden bestræbe os på at blive bedre og gøre verden til et bedre sted at leve. For vi lever ikke i den bedste af alle verdener, befolket af de bedste mennesker. Der er faktisk så meget, der kunne blive bedre, at det er lige til at fortvivle over.

Og begynder man først at fortvivle, kommer det bedre til at skygge for det gode.

Urolige hjerte!
Hvad fejler dig dog?
Hvi gør du dig smerte,
du ej har behov?
Er han ej min Fader, som råder for alt?
Er ej mine tanker og hovedhår talt,
og har ej den bedste til ven mig udvalgt?

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet.


25. juni 2012

Gud svarede Moses: ” Jeg er den, jeg er!”  Anden Mosebog 3,14.

Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Johannes Åbenbaring 21,6.

”Gud ”findes” ikke. Jeg tror på ham.” Skriver forfatteren Göran Tunström i romanen, Juleoratoriet. Og han fortsætter: Den dag, Gud findes, har man gjort Gud til sin slave. Til sin besiddelse og ejendom.

”Har du fundet Jesus?”, spørger en handikappet veteran sarkastisk sin redningsmand, den naive og enfoldige Forest Gump i filmen af samme navn. Og Forest Gump svarer:” Jeg vidste ikke, at han var blevet væk”.

Da Moses ved den brændende tornebusk spørger om Guds navn og væsen, svarer Gud: ”Jeg er den, jeg er!” Jesus klæder ordet i kød, konkretiserer og siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Jeg er verdens lys. Jeg er døren. Til sidst, i Johannes Åbenbaring, den sidste bog i Bibelen, smeltes alle Guds navne sammen i ordene: Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden.

Gud findes ikke. Nej, for Gud er.  Og Jesus bliver ikke væk. Nej, for Jesus er begyndelsen og enden. Er der nogen, der bliver væk, da er det os mennesker. Vi kan blive væk for Gud. Vi kan blive væk for hinanden og vi kan blive væk for os selv. Vort liv kan blive lagt øde som en ørken, men også i ørkenen er Gud til stede. Vort liv kan smuldre, som brødet, men også i brødet er Jesus hel, skønt delt. Vor verden kan drukne i en stormflod af bekymringer og modgang. Men også i dødens vande er Jesus. Som livets vand.

Gud finder os. Han løfter os op og ud af dåbens hav og lover os: at han er den, der er vort alfa og omega. Vor begyndelse og vor ende.

 

Jeg har i mine levedage
haft mange store prøver på,
at du, min Gud, i fryd og plage
har ført mig; jeg bekende må,
du altid mig ved hånden fik,
når vandene til sjælen gik.
DDS 5 v.4

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen
Snoldelev.

 

 


16. marts 2013

16. marts 2013             

Han blev revet bort fra de levendes land. For mit folks synd blev han ramt.          

Esajas' Bog 53,8

Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?                  

Lukasevangeliet 24,26

Der går et blodspor af ofre op igennem menneskehedens historie. Det uforklarligt onde må skaffes af vejen. Både den ydre ondskab, der rammer os gennem naturka­ta­strofer, epidemier og misvækst, og også den indre ondskab, der bor i os alle. Og måden, vi skaffer det onde af vejen på, er næsten altid ved at skyde den over på de andre eller den anden. Heksen, mob­­beofferet, den anderledes, syndebukken, må bære skylden og må udstødes, for at den gode orden kan genoprettes. Vi slår kreds omkring de udvalgte eller udstødte, gyser ved det, der skal ske, men varmer os på samme tid ved fællesskabet. Det er jo retfærdigheden, der sker fyldest. Hårde ord og sten kastes mod den udvalgte i midten af kredsen. For mit folks synd blev han ramt.

                      Men ordet om Jesus Kristus bryder vores logik om ondskaben. For Han stillede sig ind hos offeret midt i kredsen og sagde: den, der er ren, kan kaste den første sten. Han lod sig føde blandt de udstødte, hjalp de sygdomsramte og spiste sammen med syndere. Hans retfærd var kærlig­hedens rette færd, og for kærligheden var det vigtigere at være hos offeret og den udstødte, end det var at få ret. Jesus overvandt ikke ondskaben ved at give tilbage, men ved at tilgive. Og Han betalte prisen og dræbte endegyldigt ondskabens logik, da han selv led offerets død for at vinde os en plads hos Ham i Hans herlighed: i kærlighedens fællesskab.

Som et stille offerlam
gik vor drot i døden,
ænsed ikke korsets skam,
bar uskyldig brøden,
vendte ej sit ansigt bort
fra al verdens ve og tort,
ville alt forsone;
gjorde i et gyldenår
jorden til en rosengård
under tornekrone.               DS 202

Hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen, Rigshospitalet.


15. marts 2013

Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Salmernes Bog 130,3

I Jesus Kristus har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Efeserbrevet 1,7

”Det er ikke min skyld. Kvinden, du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg”. ”Det er ikke min skyld. Slangen forledte mig til at spise.”
Ordene er velkendte. Ur - menneskelige. Nogle af de første udtalelser vi har af menneskemund. Adam skyder skylden på Eva, og Eva skyder skylden på slangen. Skylden kører i ring. Alle prøver at frakende sig skylden, men alle er dybest set skyldige. Derfor bliver slangen forbandet og Adam og Eva smidt ud af haven.
Skylden kan vi hverken løbe fra eller med held videregive til vor næste. Vi sidder alle fast i skylden, og er, hvad enten vi vil det eller ej, medskyldige og skyldnere på godt og på ondt.

Får vi først øje på vor skyld. På alt det, vi skylder hinanden. På alt det, vi er skyldige i. Kan vi martres af skylden og forgæves forsøge at betale af på den med gode gerninger eller store gaver. Med faste og med selvudslettende selvpinsel.
Men evangeliets forløsende påstand er jo ikke, at skylden bliver, men at skylden er betalt. Oven i købet på forhånd.
I dåben fik vi i Jesus Kristus forløsning ved hans blod. Tør vi tro på det, ja da kan vi også lægge al vor skyld fra os. Over på ham, der tager sig af den og ikke vogter på den, men tilgiver og lader den være glemt i al evighed.
Det giver os frimodighed til at leve hver dag. På ny. Forfra. Med nåden som sin daglige livsledsager og følgesvend.

O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.
DDS 435 v. 3

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.


18. december 2014

Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.     

Salmernes Bog 127,2

Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.             

Første Petersbrev 5,7

Når man ikke kan bunde, må man lære at svømme. Som moderne mennesker med kontrol over tingene vil vi gerne stå solidt plantet med fødderne på realiteternes grund og hovedet højt over hverdagens omskiftelige problemer. Det er blevet absolutte plusord, at man skal kunne rumme og have overblik og overskud.
Men livet viser sig i reglen at være større end os. Og selv om vi anstrenger os til det yderste, kan vi blive ført ud, hvor vi ikke kan bunde. Hvor det ikke er til at finde fast grund under fødderne, og hvor det ikke er til at overskue. Enhver, der har prøvet at være på dybt vand véd, at jo mere man klamrer sig til, og jo mere man anstrengt kæmper, jo mere synker man i sin magtesløshed. Først hvis man giver slip på det, der tynger én, og tør lægge sig tilbage i vandet, er det muligt at svømme.

Dagens ord viser os hen til den Gud, som Jesus Kristus har åbenbaret for os gennem sit liv og sit ord. Og indgyder os troens mod til at kaste alle vores tyngende bekymringer over på Gud i håbet om, at når vi giver slip på vores byrder og tør hvile i tillid til Hans omsorg, så sker det forunderlige: at vi bliver båret, hvor vi ikke kan bunde, og ført af Hans kærlighed gennem alt det, vi ikke kan overskue.

Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.          DS 36,6

Hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen, København

 

 


17. december 2014

Jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling. Salmernes Bog 40,11

Skam dig ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre. Andet Timotheusbrev 1,8

Der er så meget, vi som mennesker kan skamme os over. Vi kan skamme os over alt det, vi dagligt gør forkert, og vi kan skamme os over alt det gode, vi ikke får gjort. Vi kan skamme os over os selv, og vi kan skamme os over hinanden. Vi kan skamme os over, at vi ikke er, som vi burde og skulle være. Ingen af os kan sige sig fri af skammen. Det hører ganske enkelt med til det at være menneske. At ingen af os lever uden synd, og ingen af os dør uden synd. Synden hænger ved os som en del af os. Og den synd bliver vi aldrig færdige med at skamme os over og bede om tilgivelse for. Den skam kan vi ikke selv, ved nok så mange bodsøvelser, frigøre os fra.

Det var dog forfærdeligt, siger den, der ikke kender til Jesus Kristus. Den frelser, der alene er Herrre over synd, skam og død. Som derfor kan og vil tage vor synd fra os og befri os fra al vor skam.
Om en uge skal vi alle endnu engang lytte til fortællingen om, at Herren over synd, skam og død kommer ned på jorden i skikkelse af et lille barn. Til påske lytter vi til fortællingen om at dette barn tager vor synd, vor skam og vor død med sig i graven. For derefter at stå op og befri os fra vor synd og skam med sin tilgivelse.

Om den Herre og Frelser skal vi tale og synge og fortælle. Uden skam. Igen og igen. I alle forsamlinger og på alle mulige måder. For at hvert et menneskebarn på denne jord må høre det gode budskab om, at synden, skammen og døden en gang for alle er besejret. At vi derfor er frie og frigjorte fra at være skamredne slaver. Frelste til at leve et himmelsk liv på denne jord.

Der er en himmelsk tone
i ordet: det Guds Lam,
til frelse, fred og sone
han bar vor synd og skam.
DDS 517 v. 7

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.


22. august 2015

Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. Klagesangene 3,25

I har jo smagt, at Herren er god. Første Petersbrev 2,3

Man kan undre sig over, at det er i Klagesangene der står, at Herren er god.

Når vi har medvind i livet og tingene lykkes for os, ligger det lige for at synge lovsange og sige: Herren er god. Men når livet går os imod og vi tynges af modgang og byrder, kan det være svært at få øje på Herrens godhed og få den med i vores klagesange. Det er så nærliggende at mene, at når Herren er god, må hans nærvær kunne aflæses i alt det gode, der sker i verden, hvorimod det onde, der sker, kan aflæses som et tegn på Guds fravær. Hvor er Gud henne i en verden med krig og ulykker, og hvordan kan man mene, at Gud er god, når verden er så ond?

Det er en reel anfægtelse, som vi kan spejle i Jesus selv. Forud for sin lidelse og død var hans sjæl i oprør og han vidste ikke, hvad han skulle sige Og korsets smerte ramte ham helt i gudsforladtheden.

Alligevel var det Jesu liv Gud herliggjorde og gjorde til sit.

Ved at åbenbare sig i Jesu liv, død og opstandelse, har Gud givet os noget at tygge på. For Jesu liv var ikke et liv, hvor Herrens godhed kunne aflæses i medvind og succes. Det var et menneskeliv i fattigdom i et krigshærget land, omgivet af sygdom og elendighed og afsluttet på et ydmygende torturinstrument.

Men ved at oprejse Kristus fra de døde gav Gud os et håb, som vi kan sætte op imod vores anfægtelser. Uanset hvor lidelsesfuld og ond verden kan være, så vil Gud os det gode. Gud er ikke det onde; men han kan være hos os i det onde.

Ved at tygge på Guds ord i evangeliet om Kristus kan vi får smag for, at selv i modgang og mørke er Herren god.

Tale og skrift om vor frelsers bedrift
blomstre som roserne røde!
Livstræet skyde af korsets rod!
mage lad alle, vor drot er god!
DDS 291 v. 5

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet


21. august 2015

Gud kender det, som er i mørket, hos ham har lyset sin bolig. Daniels Bog 2,22

 Fæld ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Første Korintherbrev 4,5

 Lyset har sin bolig i Gud, men hvor bor Gud? spurgte jeg mine konfirmander, en mørk eftermiddag, lige før de skulle forlade konfirmandlokalet for at gå hjem og holde fri.Tænk over det til næste gang. Men konfirmanden behøvede ikke en uges betænkningstid.Hun rakte straks hånden op og svarede: “ I hjertet”. Gud bor i hjertet!
Du får en million, sagde den ene dreng til den anden, hvis du kan sige mig, hvor Gud bor. Og du får to millioner, svarede den anden dreng, hvis du kan sige mig, hvor Gud ikke bor.

Lyset bor i Gud, og Gud bor i hjertet. Julenat, fødes Jesus som lys i verden og i hjertet. Påskedag, står Kristus op af hjertets grav, for Pinsedag at lade sit lys tænde og brænde overalt i sin bolig.
Dagligt bærer vi derfor vore hjerter frem for Gud. I bøn. I andagt. Og om søndagen under gudstjeneste. Vi åbner hjertets døre. Inviterer ham indenfor. For at han kan tænde lyset i os og hos os. Søndag efter søndag bærer vi hjertet frem for ham i bøn om, at hans lys må lyse med usvækket kraft og jage alt, hvad der måtte være af mørke og dystre tanker hos os på flugt.

Hjertet er Jesu bolig, som vi, hans tjenere stiller til rådighed for ham. Og så længe han bor der, vil mørkets magter ikke kunne finde plads. Så længe vi lader hjertet være hans ejendom, vil han tage hånd om alle de bekymringer, som vi kæmper med i vor hverdag. Vor verden.

 Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
DDS 125 v. 9

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.


26. maj 2016

Kundgør hans gerninger for folkene, forkynd, at hans navn er ophøjet!

Esajas' Bog 12,4

Jesus sagde til sine disciple: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Markusevangeliet 16,15

Evangeliet ikke en privat sag. Det skal ud i det offentlige rum, ud i alverden og spredes til hele skabningen. Sådan taler den opstandne Kristus til os. Og det er vigtigt, at det er netop Ham, der siger det. For hvis enhver anden sagde det, ville man blive betænkelig. Der har i historien været så mange ideologier og religioner, der har villet vinde verdensherredømmet ved at stoppe egne meninger og holdninger ned i halsen på alle andre. Det har kun ført til undertrykkelse, mord og korsfæstelser. Men her er det den korsfæstede og opstandne, der befaler os at fortælle historien om sig selv.  Vi skal fortælle om Ham, der gik omkring og afslørede ondskaben ved at indlemme de udstødte i fællesskabet, hele det brudte, oprejse det faldne og forkynde fred til mennesker med Guds velbehag. Han endte selv som et offer for meningsundertrykkelse og religiøs korrekthed. Men Gud gjorde sig til ét med Ham ved at oprejse Ham fra de døde. På den måde er evangeliet ikke en privat mening eller ideologi, men fortællingen om Gud der blev menneske for at fri os fra dødens regime. Det er ikke en lære, Kristus sender os ud i verden med, men en glæde. En stor og smittende glæde, vi skal dele med al skabningen.  Hjertets glæde over opstandelseshåbet må nødvendigvis åbne vores øjne. Så vi med freden og glæden som lyskilde ser Guds spor i medmennesket og i den verden, vi får lov til at leve vores liv i. Kristus byder os at dele evangeliets glæde med Gud og hvermand. For på den måde er vi med til at ophøje Jesu navn.

DDS 238 v.4-5

4    Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,

 5    og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.

K.L. Aastrup 1961

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet


25. maj 2016

Herren har givet sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Salmernes Bog 91,11–12

 Herren stod mig bi og gav mig kraft. Andet Timotheusbrev 4,17

 Da jeg var barn, sang min moder aftensang og bad aftenbøn med mine fem søskende og mig. Først sang vi en salme, der hedder: Lyset slukkes, alt er stille. Så fortsatte vi med Fadervor. Somme tider en fri bøn. Men vi sluttede altid med at synge: O Jesus, du min glæde.
Som barn forstår man ikke altid de ord, man synger. Men man forstår meningen. Og der er ikke tvivl om, at barnet under aftensangen lærer at sige og synge nogle ord, som er gode at sige og synge hele livet. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at jeg som barn har været tryg ved at falde i søvn. For vi havde jo sunget og bedt om, at englen ville beskytte mine søskende og mig gennem natten. Hvis Slangen kom i mørket for at omslynge os!
På samme måde synges der i Det gamle Testamente i Salmernes Bog om den Herre, der har givet sine engle befaling om at beskytte og bære os på hænder.
For os, der lever i det nye testamentes tid, kender vi Herren som Jesus. Han er vores Glæde.
Vi kan måske heller ikke altid finde glæden i vore liv, når Slangen vil omslynge os. Eller forstå, at glæden er til stede for os. Hvis der er meget lidt i livet at glæde sig over. Men vi har fået et navn for glæden. Navnet Jesus. Ham kan vi kalde på og holde os til. I gode dage og i onde dage. Han alene er den Glæde, der giver os kraft til at gå de veje, vi skal gå.

 O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil Slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!
DDS 759 v. 6

 Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev


23. februar 2017

Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Salmernes Bog 51,12

Sønnen i lignelsen sagde: Jeg vil bryde op og gå til min far. Lukasevangeliet 15,18

Hjertet kan blive dårligt på flere måder, og åndedrættet kan blive besværet og ufrit af mange årsager. Men uanset hvad det skyldes, er det livshæmmende og angstprovokerende.

For at få et nyt hjerte, kræver det en donor. Og det gør det også at få en ny ånd. Noget må komme til os udefra for at skænke os det, vi ikke kan skaffe os selv indefra.

Salmistens ord er en bøn til Gud om at få doneret det, han ikke kan skaffe sig selv: nemlig et rent hjerte og en fast ånd. Og salmistens bøn bliver indfriet, da Gud sender sin søn, Jesus Kristus til verden. Han kom med et rent hjerte i barmen, og hans hjerte forblev rent og barmhjertigt gennem hele hans liv. Selv overfor de venner, der fornægtede ham og de fjender, der gav ham den onde, uretfærdige død, forblev hans hjerte rent og barmhjertigt. Med sin gerning og sit ord plantede han dermed en ny fortælling i verden. Ord, der kan gribe os og fylde os med en ny ånd. Faderens ånd, der holder os fast i Hans kærlighed.

Med sin død og opstandelse blev Kristus den donor, der bestandigt vil give os det, vi ikke kan skaffe os selv: et rent hjerte og en ånd, der er fast forankret i Guds kærlighed.

Det rene hjerte og kærlighedens faste ånd kan vi ikke erhverve os selv som privat ejendom. Bestandigt går vi – som den fortabte søn – ud af vores egne veje og vildveje. Hjertet forhærder sig, og og vakler i tvivlen på, om Guds nåde og kærlighed nu også står fast og er os nok. Og vi må søge tilbage til faderhuset, hvor det ord lyder, som bestandigt favner os og donerer os et rent hjerte og en fast ånd.

Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.  
DDS 192  v.5

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet


22. februar 2017

Jeg vil stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres. Esajas' Bog 29,14

Englen sagde om Johannes: Mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede. Lukasevangeliet 1,16–17

“Håbet er det eneste, der er stærkere end frygten”. Disse ord stod sidste år som overskrift over et årligt gentaget og meget stort arrangement i Roskilde Domkirke. Flere end 2000 konfirmander forbereder sig hvert år på konfirmandtræffet.
De sidste år er konfirmanderne i domkirken blevet mødt af kæmpestor due, lavet i pleksiglas. Belyst af skarpe, ungdommelige farver. Duen hænger ned foran domkirkens smukke guldalter, og under duen hænger konfirmandernes håbsønsker og bønner. Alle er de skrevet på udklippede papirfjer. Ti og ti er de sat sammen. Vi håber at: lyder den sætning, som hver konfirmand svarer på.
Håbet, er vi fælles om. Unge og gamle. Vi håber alle. Vi håber på at lyset er stærkere end mørket. Vi håber på, at livet er større end døden. Vi håber i februar måned. Vi håber hele livet. Vi håber, som den gamle profetet på, at vores tro på Gud vil vise sig at være stærkere end al verdens klogskab og visdom.
I det øjeblik vi blev døbte i Jesu Kristi navn, fik vi håbet givet som en gave fra Gud. Som en pant på det evige liv.
Håbet er altid et håb på trods. Trodsbekendelsen, kalder mine konfirmander derfor trosbekendelsen. Johannes Døbers far, Zakarias, fik, som vi får det i dåben, givet et nyt håb af englen selv. Et håb på trods. Et håb om et barn i en høj alder, men også et håb om en fremtid for ham og hans folk. For os.
Håbet er det eneste, der er stærkere end frygten. Frygt derfor ikke, for:

Du, Herre Krist,
min frelser est,
til dig jeg håber ene;
jeg tror på dig,
o, bliv hos mig
miskundelig
alt med dit ord det rene!
DDS 52 v. 1

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.


15. november 2018

Herren er styrke for sit folk. Salmernes Bog 28,8

Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Første Korintherbrev 15,57

Det gælder om at være stærk.

Og så må man i fitness centeret og gøre øvelser, og man må spise den rigtige kost, der styrker muskler og immunforsvar. Men det er ikke nok at være fysisk stærk. Man skal også være ressource stærk, uddanne sig, gøre karriere og styrke sin position i samfundet. Og så skal man være psykisk stærk, så man kan tåle pres, kritik og modgang.

Der er ikke noget galt i at ville være stærk. Men hvis man bygger sin styrke alene på sin egen træningsindsats og sin egen formåen, så bygger man sin styrke på et svagt fundament. Vi svækkes jo alle med alderen, og der skal bare en sygdom eller et tab til at forvandle vores styrke til svaghed og vore sejre til nederlag.

Derfor gælder det om at hente sin styrke fra noget, der er større end os selv, og bygge på et fundament, der er stærkere end os selv.

Ved dåben blev vi indpodet på Kristus, som en spinkel gren bliver indpodet på den stærke stamme. Og fra stammen flyder den næring, der kan give den spinkle gren styrke og kraft.

Næringen er det Guds ord, som fortæller os, at vi er elskede og uendeligt værdifulde uanset vores styrker og svagheder.

Det er Herrens styrke, hans ukuelige og alt overvindende kærlighed, som gør os stærke. For i troen på at vi er hans børn, kan vi rette ryggen og møde alverdens modgang, nederlag og fordømmelse. Intet kan rive os ud af Hans hånd. Hans styrke skal gøre os stærke.

Selv i døden, hvor alt er tabt og vi mister vores sidste kræfter, giver Kristi styrke os sejren.

Sejervindersken på jorden
over verden er vor tro,1
den kan dæmpe Lovens torden,
midt i striden skabe ro,
overvinde synd og død,
gøre natten morgenrød;
det er troen på livsordet
ved vor dåb og nadverbordet.
DDS 545 v. 1

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet

 


14. november 2018

Lad det dryppe fra oven, himmel, lad retfærd strømme ned fra skyerne! Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire. Jeg, Herren, skaber det. Esajas' Bog 45,8

Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! Andet Korintherbrev 6,2

Teksterne til denne dag i november er fulde af lys, håb og tro. I Esajas Bog lover Herren at frelsen skal gro frem og retfærd skal spire. Og Paulus taler om denne tid, som en nåderig tid. Om denne dag som en frelsens dag.

Nåde. Frelse. Retfærd. Det er store ord. Men det er ord, som vi en gang imellem trænger til at høre, når vi føler at livet kommer til os med alt andet end retfærdighed og håb. Når mørket udenfor bliver mørkere og lyset inden i os synes at forsvinde helt, ja så har vi brug for at få at vide, at vi ikke er ladt alene. Overladt til os selv. Og at vi ikke selv skal skabe lyset eller håbet eller retfærdigheden. For det magter vi ikke. Til gengæld må vi lægge vore liv i Herrens hænder og tro på, at vi har en skaber og Herre, der sørger for at det lys, den frelse og den retfærdighed som vi kan savne på denne jord, er virkelig og sand.
Jesus kommer julenat med lyset til os på denne jord. Han trænger sig på og tvinger frelsen igennem. På trods af os. På trods af verden. Fordi han vil det. Fordi han vil os.
Så kan verden komme med, hvad den komme vil. Herren selv vil os og vores frelse. Så vi midt i mørke, sygdom, behandling eller død alligevel kan sige, at det er en nåderig tid. Det er frelsens dag. For hverken nåde eller frelse kan stoppes af mørke, mismod og uretfærdighed. Guds nåde favner os og Gud frelser hver den, der beder ham om hjælp. Når vore hænder ikke kan andet end folde sig i bøn, så er det hans hænder, der tager over og tager sig af.

O Gud, du ved og kender,
det ej i mine hænder
og mine kræfter står,
at jeg dig ret kan dyrke,
om jeg ej daglig styrke
fra dine hænder får. 
DDS 598 v. 1

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.


16. august 2019

Jeg, Herren, passer på vingården, jeg vander den igen og igen; for at ingen skal skade den, passer jeg på den dag og nat. Esajas' Bog 27,3

Den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til«. Andet Timotheusbrev 2,19

Verden forandrer sig og normerne flyder. Og samtidig kræves det, at vi følger med tiden, er omstillingsparate og åbne overfor forandringer. Vi springer, billedligt talt, fra isflage til isflage; og ryger vi i vandet, er det vores egen skyld. Vi kunne bare have været i bedre form og set os bedre for.

Der er ikke noget at sige til, at mange af os føler os stressede og ansvarstyngede, og søger efter faste ståsteder og grund under fødderne. Men også det at finde sit faste ståsted er blevet vores eget, stressfyldte ansvar.

Derfor er der en stor befrielse i at høre Paulus fortælle, at grundvolden slet ikke er vores ansvar. Den er allerede lagt af Gud. Vi skal ikke opfinde vores eget faste ståsted, men minde os selv om, at grundvolden under vores liv blev forkyndt os i vores dåb. Dér fik vi et segl på os, korstegnet, som et vidnesbyrd om, at vi tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Han er grundvolden. Og Ham skal vi ikke leve op til eller kæmpe for at følge med. For Han kender os, som dem vi er, og binder os til sig med sin kærlighed.

Det særlige ved at have Kristus som grundvold under sit liv er, at han ikke er stillestående og binder os til stivnede forskrifter eller fastlåste dogmer. Han er den levede Gud, der følger os gennem livet i alle vores gøremål. Med sit ord vander han igen og igen vores livsmod, når vores sjæle tørrer ud eller er ved at visne i mismod eller afmagt. Og med sit opstandelseshåb passer han på os, så vi ikke fortvivler i lidelsens urolige nætter.

Den grund, hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død;
i Jesu pines skygger
er sjælens hvile sød.
Der har jeg fundet livet,
selv er jeg intet værd;
hvad Jesus mig har givet,
gør mig for Gud så kær.

DDS. Nr. 666 v. 1

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet


15. august 2019

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: »Din Gud er konge.« Esajas' Bog 52,7

Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Lukasevangeliet 10,5

”Kirken skal hver mands hjemhus være”. Sådan lyder det i Eriks Sjællandske Lov, der som lov blev brugt på Sjælland og omegn fra middelalderen indtil midt i 1600-tallet.
I lutheråret 2017 holdt vi landet over en del arrangementer, hvor Luther var i fokus. Således også hos os. Her holdt vi en familiegudstjeneste, hvor menigheden, der var mødt talrigt op, skulle give sit bud på, hvordan de mener kirken er, og hvad den bør være.

Summen af bud på, hvad menigheden mente om kirken, kan opsummeres i få ord. Et fredfyldt sted - En oase midt i verdens ørken - Et sted, hvor der er ro. Mit hjemsted. Der hvor jeg deler glæder og sorger

Det fredfyldte sted er blevet en mangelvare i en verden, der er overophedet med aktiviteter, støj, stress og lys. Den fred og den ro, som vi efterlyser, den finder vi som moderne mennesker i kirken. Derfor kommer vi der. For at høre Jesu Kristi ord: fred være med dig!

Kirken er en oase i verdens ørken, hvor vi kan finde fred.
Derfor kommer vi til kirken, og derfor bringer vi vore små børn til dåben. For at give dem, hvad vi selv fik. At drikke af livets vand. Kilden selv! 

Nok taler nogen om, at vi skal være mere kropslige i vore udtryk. Om gospelsang og kristen dans i kirken. Men flere udtrykker taknemmelighed over, at kirken har holdt fast i at være det, den er: hver mands hjemhus, hvor man får lov at drikke af fredens og livets kilde.

Fred er kirkens velkomstord
og farvel på denne jord;
i vor dåb det til os lød,
skal genlyde i vor død:
Fred med eder! Herrens fred,
nu og i al evighed!
DDS 426 v. 2

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen, Snoldelev.

 


2020

Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. Femte Mosebog 26,7

Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Lukasevangeliet 18,7

Tiden kan være lang. Ikke mindst ventetiden. Hvis vi sidder i tandlægens venteværelse, eller hvis vi venter på hjælp.  Lidelse, møje og undertrykkelse er med til at gøre tiden lang. Det ved de af os, der har prøvet at ligge på hospitalet, hvor tiden kan slæbe sig afsted.

Men tiden kan også løbe fra os. Især hvis vi er i godt selskab. Når der kommer en god bekendt ind i venteværelset, eller der kommer besøg af familie eller venner på hospitalet, farer tiden afsted.

Så ser vi på uret og opdager, at tiden er gået, og vi havde glemt tid og sted til fordel for nærværet og fællesskabet.

Livet kan være fyldt af lidelse, møje og undertrykkelse, og ingen slipper helt for at skulle igennem svære tider. Men svære tider er ikke udtryk for, at vi er forladt af Gud og må vente på bedre tider for at møde ham. For Gud har hørt vores røst og set vores lidelser.

Han sendte sin søn, Jesus Kristus, ned til os, og sendte ham gennem al den lidelse, møje og undertrykkelse, man kan forestille sig et menneskeliv kan rumme. På den måde plantede Han sit ord midt i blandt os og gjorde det levende med sin ånd. 

Det betyder, at når vi er nede på bunden af livet, hvor vi kun kan vente på bedre tider, lader Gud ikke vente på sig. Han kommer til os med sit ord.

 Gud kommer selv i sit ord og med sin ånd. Som venner og familie i besøgstiden. Og Han fortrænger ventetidens plagsomhed med sit nærvær.  Han gør det gennem bibelens fortællinger, der opsluger os, griber os og fører os ud af tiden og ind i evigheden.  Eller Han kommer i vores venners samtale om tro og liv, der fortrænger tiden med evighedshåb.

Herlighedens Gud
blev et sendebud,
ville i vort kød sig klæde,
os at trøste og at glæde,
fri af nøden ud,
herlighedens Gud.

DDS. 601 v.1

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet.


14. maj 2020

Kan I narre Gud, som man narrer et menneske? Jobs Bog 13,9

Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Andet Korintherbrev 13,5

Vi kan alle komme til at tvivle på troen. Om vi nu tror nok, eller om vi overhovedet kan kalde os for troende. For mange konfirmander har det været svært at stå i kirken og skulle svare på, om man troede på Gud. På hans søn Jesus Kristus og på Helligånden. Tror jeg nu nok, eller er jeg en hykler, der bare lader som om? Rigtigt mange mennesker er blevet anfægtede i deres tro, fordi man troede, at troen var en præstation. Noget man skulle præstere for at kunne blive konfirmeret.
Spørgsmålet er i virkeligheden ikke så meget, om du og jeg tror på Gud. For under alle omstændigheder er svaret, at Gud tror på dig og på mig. Og Gud lader sig ikke narre.
Gud tror ikke på dig og mig, fordi du og jeg er fantastisk begavet eller andet, men fordi Jesus Kristus er i dig og mig. Det er stort. Og det har vi ikke nogen indflydelse på. Som spæde blev mange af os båret til dåbens vande uden at kunne præstere en tro. Det var vores forældre, der bar os frem i troen på Gud. Det var på andres tro, vi blev døbte. Og tvivler vi på, om de nu troede nok, eller om præsten var den rette troende, så fik og får vi at vide, at det handler ikke om vores eller præstens tro, men om Guds tro på os! At Gud tror på os og at han i dåben gjorde os til en del af Kristi krop. Så vi, hvad enten vi vil det eller ej, har fået plantet Jesus i os. Han er en del af os. Han er i os.

Dig også ske al lov og ære,
o søde Helligånd, for al
din hjælp og bistand, ord og lære,
for nådens trøst og søde kald;
thi findes noget godt i mig,
det alt jo virket er af dig.

DDS 6 v. 3

Sognepræst Karen Elise Nabe-Nielsen. Snoldelev.


18. februar 2021

Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Første Mosebog 18,3

Jesus sagde til Zakæus: I dag skal jeg være gæst i dit hus. Lukasevangeliet 19,5

Vi mennesker kan sige mange onde og hårde ting til hinanden. Det kan være slemt nok. Men det er næsten værre at blive forbigået i tavshed. Så er man ikke værd at tiltale, man er utiltalende. Det er som om man slet ikke eksisterede.

Derfor er det vigtigt, som der står i de gamle love, at kirken skal være hver mands hjemhus. Her er alle inviteret, her skal alle kunne komme og føle sig hjemme. For i kirken bliver vi tiltalt af Guds eget ord gennem sakramenter, salmer og prædiken. Gudstjenesten er en åben fest, hvor alle skal kunne komme og blive tiltalt uden forhindringer.

Alligevel kan man godt sidde i kirken og have en fornemmelse af, at alle de smukke ord og toner går hen over hovedet på én. Man føler sig ikke rigtig tiltalt, og man kan få en fornemmelse af, at Gud ikke er hjemme på sin faste træffetid.

Derfor er fortællingen om Zakæus så vigtig. For den fortæller os, at Gud ikke bare er den fjerne Gud, der bor i særlige huse med særlige åbningstider. Han er gået ind i vores verden og vores hverdag i sin søn, Jesus Kristus. Dér ser han os, selv om vi gemmer os fantasifulde steder. Han går ikke forbi sin ringeste tjener. Han ser i nåde til os, kalder os frem og inviterer sig selv indenfor i vores mere eller mindre tiltalende huse. Han gør sig til vores hverdagsgæst, så vi hele tiden kan leve vores liv i dialog med den tilgivelse, det håb og den kærlighed, der udgår fra Hans ord og ordet om Ham.

Ej vil jeg bytte,
Gud, i din hytte
tiggerens plads
bort for det sæde,
stolte beklæde
højt i palads.
Godt ikke fattes, hvem du haver kær,
lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær.

DDS. Nr. 411 v. 7

Henning Nabe-Nielsen, Præst på Rigshospitalet.


13 februar 2021

Gud være os nådig og velsigne os.  Salmernes Bog 67,2

Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. Johannesevangeliet 1,16

For en del år siden fik jeg et gavekort på en plade, der hed: Nåde over nåde. Da jeg besøgte pladeforretningen for at hente pladen, kunne den unge ekspedient ikke finde den. Mærkeligt, tænkte jeg, den burde jo være her. Pludselig opdagede jeg, at den unge ekspedient, der ledte efter pladen, ikke kendte ordet nåde. Hun havde derfor i stedet ledt efter en plade med titlen: noget for noget.
Gud vær os nådig.
Når en ung kvinde ikke kender ordet nåde, er hun ikke alene, men en blandt de mange, der alt for godt kender til noget for noget, men for hvem nåde over nåde er fremmedord. Spørgsmålet er, om ordet nåde er forsvundet for verden sammen med nåden? For vi lever i en verden, der ikke kender til nåde. Her er intet er gratis, for her i verden skal alt betales eller fortjenes. Ordene noget for noget har i denne verden erstattet ordene nåde over nåde. Man ligger, som man selv har redt, fordi man er sin egen lykkes smed
Heldigvis er denne verden favnet af Guds verden, der er uendeligt større end vor verden. I Guds verden hedder det aldrig noget for noget. For Gud hedder det altid nåde over nåde.

Det er i ren nåde, Gud skaber sin verden, og det er af nåde over nåde, han sender sin søn Jesus Kristus til den samme verden.
At Jesus er hos os i vores verden som vor broder, gør vores verden guddommeligt større. Han sprænger verdens grænser og er og bliver vores fortjeneste og vor løn. Derfor behøver vi ikke ødelægge vores liv med at tænke noget for noget, fordi vi har lov at tro på nåde over nåde.


Hos os råde
skal Guds nåde
først og fremmest, først og sidst,
som den givet
er med livet
i vor Herre Jesus Krist.
DDS 518 v. 2

Pastor emerita Karen Elise Schildt Nabe-Nielsen, Gadstrup.


16. november 2022

At frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde er indsigt.

Jobs Bog 28,28

Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke!

Lukasevangeliet 11,35

Man taler af og til om, at nogen har et godt etisk kompas. Det vil sige, at de er gode til at skelne mellem godt og ond. Deres samvittighed siger tidligt fra, og de har en skarp evne til at se de små slapheder og ligegyldigheder, der umærkeligt lister os hen i en ondskab, vi slet ikke vil være en del af.

Et godt etisk kompas er en beundringsværdig evne, som jeg vil kalde visdom.

I dag lægger vi stor vægt på viden og fakta, både i børnenes skole og i de voksnes verden. Vi beundrer de kloge hoveder med lange uddannelser, helst i eksakte videnskaber med tal og statestik. Men klogskab er ikke nødvendigvis visdom, og viden er ikke nødvendigvis indsigt. Tal og fakta kan fortælle os, hvordan verden og tingene er, men ikke om de er gode eller onde. Tal og fakta har ikke noget etisk kompas.

Man kan være et meget oplyst menneske, men har man ikke noget etisk kompas, kan lyset i os være mørke. Jeg tror, det var Mark Twain, der sagde, at det af og til kræver en lang uddannelse for at få en komplet idiot.

Vi kan aldrig blive kloge nok, vi kan aldrig få viden nok, og vi kan aldrig få data nok. Men det gør os ikke nødvendigvis vise.

Visdommen vokser frem af gudsfrygten. Den vokser frem, når vi hele tiden sætter os selv ind i lyset fra ordet om Jesus Krisus, der var verdens lys. Lader ham være vejen, sandheden og livet, der korrigerer vores etiske kompas, så vi bruger vores viden i tjeneste for Gud og næsten.

Hvert et lys i livets nat,
hver en trøst i livets smerte,
hver en glæde i vort hjerte,
hver en sjæls og legems skat,
alt, hvad skønt vort øje skuer,
alt, hvad herligt ånden ved,
alt, hvad mildt i hjertet luer,
skabte, Gud, din kærlighed. DS 25,1

Pastor Henning Nabe-Nielsen, Rigshospitalet


10. november 2022

Der er intet, der hindrer Herren i at give sejr, uanset om vi er mange eller få.

Første Samuelsbog 14,6

Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig.

Hebræerbrevet 10,35

Da jeg var barn, lærte vi salmevers udenad. Vi blev hørt i dem, når vi gik til præst hos min fader. Mange havde svært ved at lære versene udenad, og det endte da også somme tider med, at trykket blev lagt forkert. En frisk dreng fra klassen citerede et vers fra salmen, Uforsagt hvordan min lykke, af Ambrosius Stub. Verset slutter med ordene, uforsagt ihvor det går. Dette blev efter megen stammen, hakken og hjælp til et frimodigt: uforsagt ihhh, hvor det går.
Men det gik jo slet ikke. Alligevel kunne min gamle præstefader ikke dy sig for at more sig sammen med os andre.

Salmeverset, Gå da frit enhver til sit, sang vi ofte. Stående. Jeg har sunget verset utallige gange siden som voksen og præst, som afslutning på møder.

Med Grundtvigs ord opfordres vi til at gå ud i verden. Ind i verden. I tillid til at vores herre, Jesus Kristus går med os. I tro på, at vi aldrig er alene på livets rejse - lige meget hvordan livet ser ud for os - om vi er mange eller få. For Gud holder os i hånden.

Med verset klingende i krop og sjæl, kan vi frimodigt gå ud i verden for at kæmpe vore kampe. I tillid til Guds nåde. I tro på, at Guds søn vandrer og kæmper sammen med os.

De ord giver frit mod til at leve, og de giver frit mod til at dø.

Den frimodighed må vi ikke kaste bort, men bede om hvert sekund. Så vi kan sige og synge: Uforsagt ihhh, hvor det går.

Vor lykke afhænger ikke af, om vi evner livets opgave, eller om vi er mange eller få om opgaven. Lykken afhænger af Guds nåde.
 

Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.
DDS 752 v. 4

Pastor emerita Karen Elise Schildt Nabe-Nielsen, Gadstrup.


17. august 2023

17. august 2023

Gideon sagde til dem: »Nej, jeg skal ikke herske over jer. Herren skal herske over jer.«

Dommerbogen 8,23

Den største blandt jer skal være jeres tjener.

Matthæusevangeliet 23,11

Gideon var den stærke fører, der med vold og magt nedkæmpede Israels fjender. Derfor var det fristende at søge ly bag den stærke mand og bede ham tage lederskab.

Det er altid fristende at følge den stærkeste.  Det gælder i det politiske liv og overalt, hvor vi mennesker er sammen. Lægger vi os i slipstrømmen af den største og mest magtfulde, er der tryghed at hente. Desuden kan man lægge ansvaret fra sig og hente styrke fra den stærke.

Men Jesus vendte op og ned på begreberne. Hans styrke bestod i at give afkald på vold og magt, og hans storhed bestod i, at han altid værnede om den mindste og svageste. Det var en ny verdensorden, Guds rige, Jesus åbenbarede, da han med påskemorgens opstandelse gjorde langfredags kors til et sejrstegn. Korset blev et tegn på den største tjeneste: kærligheden, der ofrede sig selv for de uværdige.

Den største blandt disciplene og iblandt os er Jesus. For kun han havde styrken til at føre kærligheden igennem uden af fejle og svigte.

Jesus er både den største, stærkeste og mest magtfulde, og derfor er det klogt at lægge sig i slipstrømmen fra ham. Men at følge ham er ikke som at følge alle andre store og magtfulde i denne verden. Jesus er størst, fordi han er alles tjener. Den styrke, vi kan hente fra Kristus, er den kærlighed, der strømmer os i møde fra Hans kors, og som vi kan lade opstå i mødet med vores næste.

Ja, korset knejser over land og bølge,
og hvo vil ikke Jesu indtog følge?
Og alle kommer de med palmegrene,
men hvo vil være Simon af Kyrene?

Det er så let at lægge kors på andre,
det er så tungt med korset selv at vandre;
men vil du favne ham i aftenfreden,
så må du følge ham i middagsheden. DS 209,4-5

Pastor Henning Nabe-Nielsen, Gadstrup


12. august 2023

 
Mit hjerte fryder sig over Herren.

Første Samuels Bog 2,1

Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.

Lukasevangeliet 10,20

Underet er, vi er til, synger sangeren Lars Lilholt og fortsætter, der er intet, vi hellere vil. Red nu, står der på en skulptur foran Rigshospitalet. Under, står der, når man læser skulpturen bagfra.

Vi vil alle gerne være til. Helst som raske og sunde. Glade og fornøjede over livet. Der er intet, vi hellere vil. Mærkeligt nok, opdager vi ofte først underet, når vort liv trues af modgang, og vi ser først lyset, når mørket trænger sig på.

En ung kvinde sad dagligt ved sin fars sygeseng og bad for ham, at han måtte få livet tilbage. I mange uger lå faderen stabil kritisk syg på intensiv afdeling, ramt af en stor blodprop. Hvert levet øjeblik blev et under. Hver morgen fyldt med angst og bæven for nyt fra natten. Hvert fremskridt fyldt med stille jubel. Langsomt og underfuldt vendte livet tilbage til faderen og derfor også til kvinden. Hvor jeg dog savner min dagligdag, udbrød datteren efter at have oplevet under på under. Livets opstandelse. Jeg længes efter det under, som en ganske almindelig, grå og kedelig hverdag er.

Hver dag, festdagen såvel som hverdagen, er et under. Det er et under, at vi lever på denne jord fyldt med glæde og sorg, medgang og modgang. Dagligt kan vi takke Herren for det under, livet er og kommer med.

Ikke nok med det. Vi kan også hver dag takke ham for det liv, som vi i Jesus Kristus har fået lovning på kommer. Ikke bare om et øjeblik, om en dag eller en uge. Men i al evighed.

Ved dåben blev vore navne indskrevet i himlene, i Livets bog. Derfor kan vi som døbte også hver dag fryde os over at kunne tro og håbe på underet, at livet genopstår i himmelen, hvor vi skal mødes med Gud og alle hans engle.

Vore navne står nemlig skrevet dejligt udi livets bog, så vi har lov til dagligt at glæde os over livet her.

Til livet hisset.

Jesus os til trøst og gavn frelsernavnet ville bære;
men han måtte tidlig lære, at det var et smerte-navn;
dog, for han er Jesus blevet og min jammer på sig tog,
derfor står mit navn indskrevet dejligt udi livets bog.

DDS 59,1.

Pastor emerita Karen Elise Schildt Nabe-Nielsen, Gadstrup.



21. maj 2024

Jeg, Herren, passer på vingården, jeg vander den igen og igen; for at ingen skal skade den, passer jeg på den dag og nat.                                                    

Esajas’ Bog 27,3

Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.                                

Første Korintherbrev 10,13

Paulus fortæller, at Gud er trofast. Og det er en trøst at få at vide. især hvis man ikke selv er så fast i troen. Så er Gud dog trofast.

   Paulus havde sat alt ind på at forkynde Jesus som Kristus, menneskets frelser og befrier. Og små, skrøbelige menigheder var vokset frem i hans fodspor. Han blev selv udsat for forfølgelse, skibbrud, fangenskab og til sidst henrettelse. Han fik aldrig et fredeligt otium i en af de menigheder, han havde grundlagt. I stedet må han skrive til den unge, skrøbelige menighed i Korinth, der er præget af indre strid og opløsning, at Gud er trofast og nok skal skabe en udvej, så de ikke bukker under. Herren passer på sin vingård, vander den og værner den dag og nat.

   Guds trofasthed er ikke noget, vi sådan lige kan erfare i vores personlige liv. Også for os kan der komme op og nedture, sygdom, tab og modgang. Vi kan opleve, at vores store eller små livsprojekter ikke bliver, hvad vi havde håbet. At drømme brister, familier opløses, og at et livsværk smuldrer. Så kan det være svært at se, at Gud er trofast.

   Når vi samen med Paulus alligevel tør sætte vor lid til Guds trofasthed, skyldes det, at vi må spejle vores liv i Jesu liv. Da han hang på korset og råbte:”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” var Guds trofasthed ikke til at se. Men påskemorgen bevidnede Hans opstandelse, at Guds trofasthed rækker ud over vores erfaringer og fatteevne.

Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.                               DS 31,1

Pastor Henning Nabe-Nielsen, Gadstrup