Mit Afrika

I 2021 lavede jeg en fotobog om min tid i Afrika.

1. Dels fordi, det blev mit livs rejse og oplevelse.
2. Delsfordi, jeg ligger inde med oplysninger og fajta, som jeg gerne vil have gemt.

Min afrikanske drøm

Da jeg havde læst teologi i København et år, kommet direkte fra gymnasiet på Fyn, havde jeg et stort behov for at tage en pause i studierne.
Jeg blev advaret af mange, der opfordrede mig til at afslutte 1. del på teologi, forprøven, inden jeg forlod studiet. Jeg manglede kun et halvt år. 
Men selv et halvt år forekom mig som en evighed, så.

Min fader Hans Frede Rasmussen var på dette tidspunkt, i 1973, formand for Dansk forenet Sudanmission. Et arbejde, han havde været engageret i gennem hele min barndom og ungdom. 

På samme tidspunkt var man begyndt at have volontører ude i missionsområdet, som kunne snuse lidt til arbejdet, men også hjælpe til med alt forefaldent. Dr.theol. Lissi Rasmussen var, så vidt jeg husker og ved, den første, og jeg den anden volontør i Nigeria for Sudanmissionen.

Jeg drog afsted i oktober 1973 sammen med daværende biskop i Viborg Stift (1968-1985), Johs. W. Jacobsen, der skulle ordinere den luthersk-evangeliske kirkes første biskop i Numan i Nord Nigeria.

I tre måneder kom jeg til at bo på og deltage i præsteseminariet, i Bukuru, Jos. Her boede jeg hos missionær og lektor Elisabeth Holtegård.

Derefter boede jeg i ca. et halvt år hos missionær, søster Olga Grening i Tantille. Langt fra alfarvej. I regntiden kunne vi ikke komme igennem til det kollegaer og frænder. Søster Olga havde en radio, som hun dagligt brugte til at holde kommunikationen ved lige med. Det var stedets telefon.

Efter de første tre måneder ophørte min opholds- og arbejdstilladelse. Vi søgte om at få begge dele forlænget. Første gang lykkedes det for et par måneder. Men anden gang var det forgæves. Vi hørte intet fra højeste sted, så vi besluttede, at jeg blev, indtil vi hørte mere fra den kant.

En dag lød det gennem radioen, at nu havde de fundet min sag og afslået ansøgningen.
Jeg skulle være ude af landet indenfor et døgns tid. Da dette ikke kunne lade sig gøre fysisk, fik jeg givet en ekstra uge til at forlade landet. Heldigvis for mig var det tørtid, så alt blev sat i gang for at få mig sikkert ud af landet. Og det lykkedes.

Jeg begræd det. For jeg elskede det land og det sted og de mennesker, jeg havde mødt.
Og jeg krympede mig, da jeg på vejen hjem sad i en lufthavn i Bruxelles og skulle høre på mappe og jakkeklædte danskere, der sad og refererede til Danmark som lorteland.
Buster Larsens satire var blevet til almen omtale af Danmark.

Sat i kontrast til den gæstfrihed og taknemmelighed, som jeg havde fundet blandt mennesker, der var fattige og som ikke havde til salt til et æg, men delte hjemmefangede fisk og høstede urter med den gæst, der bankede på hans dør.
Forkælelsen var ikke tage fejl af.

Jeg besluttede mig for at gøre mine studier færdige for at kunne returnere til dette sted snarest muligt.
Og jeg blev færdig før alle dem, der advarede mig imod pausen.
Jeg var blevet motiveret. Hvad jeg ikke havde været før da.

Men jeg returnerede aldrig i andet end tanken.
Og drømmen!
For mit livs kærlighed kom og spændte ben.
Så jeg faldt og blev i Danmark.Med længslen som en gave.

Miriam Makeba

https://www.youtube.com/watch?v=rjo8h5qLpU0

Min far var i mange år formand for Dansk forenet Sudanmission, nu Mission Afrika. 
Som barn fik vi derfor ofte besøg af afrikanske venner fra Nigeria. De og deres besøg inspirerede mig og blev måske kimen til min kærlighed til Afrika.

Som 21 årig drog jeg til byen Tantille i Nordnigeria for at være voluntør for Sudanmissionen.
Jeg fik lov at bo sammen med søster Olga, som var uddannet sygeplejerske, jordemoder og til sidst præst.
Fjernt fra den såkaldte civiliserede verden.

Mine forældres yndlings sanger var den sydafrikanske Miraiam Makeba. Og som nummer to på listen, Mahalia Jackson. 
Miriam Makebas klik-sang har jeg derfor lyttet til igen og igen.

https://www.youtube.com/watch?v=9w09B09Paew