Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Skærtorsdag

En nadversalme, skrevet som en del af debatten om, hvorvidt det er ok at deltage i nadveren i hjemmet til gudstjeneste foran tv-et.

Jeg er vintræ, I er grene (2)

kan synges på: midt iblandt jer er Guds rige.

1)

Jeg er aldrig helt alene
med mit liv på denne jord.
Du er vintræ, vi er grene,
fælles i Din Ånd, Dit ord.

2)

Alle, levende og døde,
knæler sammen om Dit bord.
Alle vil vi sammen møde
hver for sig Dig i Dit ord.

3)

Sammen om at finde glæde
når vi spiser ved Dit bord.
Sammen, gamle folk og spæde
i et fælles englekor.

4)

Sammen, selv om vi er ene
i vor stue, skilte ad.
Vi er aldrig helt alene,
når vi spiser nadvermad.

5)

Det kan afstand ikke hindre,
det kan hver en døbt forstå.
Kirken bliver ikke mindre
af vort møde i det små.

6)

Når vi går til alters sammen,
på Guds ord og i Hans Ånd,
hver for sig i fryd og gammen
knytter Han det fælles bånd.

7)

Du er sandelig til stede
med Dit ord og i Din ånd,
der, hvor nadveren med glæde
rækkes af din Faderhånd.

keSn-n 2020

Da hvert et menneske, ifølge Luther, der er krøbet ud af dåben, er at regne for at være en præst, og som derfor naturligvis kan døbe et barn i en nødsituation, kan hvert menneske, der er krøbet ud af dåben, og som derfor er at regne for at være en præst selvfølgelig også i en nødsituation holde nadver i hjemmet.

Som man kan deltage i gudstjenesten, siddende i sin dagligstue, kan man fra min side set deltage i nadveren som en udvidet del af kirken/menigheden.

I udlændigheden, hvor man ikke kan besøge templet eller synagogen eller kirken, må man indrette sig, som det er praktisk muligt. Og da er det da fantastisk, at man har mulighed for at tage del i nadveren.
Så er vi, indrømmet, mange, der glæder os til at kunne deltage fysisk i nadvermåltidet i kirken.
Sammen med menigheden og ikke alene.

Som tidligere redaktør på trosstoffet og dermed gudstjenester i radio og fjernsyn, pastor Mogens Hansen siger det i en artikel i KD:

Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat kontra kiks. Nadverens grundidé med det ene brød, der deles, er i forvejen gået tabt ved indførelsen af den personlige oblat. Ej heller drejer det sig om kirkens vin kontra et godt glas rødvin. Det handler om en udvidelse af kirkens rum og derved nadverens fællesskab.

”Problemet” er alene afstanden mellem en rettelig kaldet persons læber og det Jesu Kristi legeme og blod, som spises og drikkes af den troende.
Ordet skaber, hvad det nævner – også på afstand og i forskudt tid.
Hvis ikke nadver i medierne er ret nadver, kan vi slet ikke sende gudstjenester i radio og tv.


GODT NYTÅR. I JESU NAVN

(Kirkebladet nytåret 2015)
Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til. 2. kor. 5.17
 
Det gamle år er forbi.
Vi siger med vemod farvel til en tid, der var, men vi siger samtidigt og med en glæde, der er blandet med frygt, velkommen til den tid, der kommer.

For det nye år. Det kommer med noget nyt. Og derfor også med en fremtid, som vi ikke kender.
 
I kirken byder vi alt nyt liv velkommen med en gudstjeneste.
Her vi takker for det liv vi fik, og her beder vi for det liv, der måtte komme.
Det gør vi i dåben.
Det gør vi ved konfirmationen, ved vielsen og ved bisættelsen.
 
Nytårsdag er en af vore helt faste gudstjenestedage. Hvilket ugedagsnavn, den så end bærer på.
I ulige år hører vi på Nytårsdag om, at Jesus får sit navn, og bliver omskåret, da han er otte dage gammel.
Vi begynder altså vort nye år i Jesu navn.
Som vi i dåben begyndte vort genfødte liv i Jesu navn.
Bedre navn kan vi ikke begynde året eller livet med.

I det navn lægger vi vore liv. Vore glæder og vore sorger. Vore bekymringer og vore forventninger.
Som i en skål, der kan rumme det hele. Os alle. Hele du og hele jeg.
Vore(s)år.
Som i en skål, der rummer hele vort liv og næstens med, og som vi kan sætte på alterbordet i kirken nytårsmorgen.
Som en offerskål.
Til gengæld får vi af samme skål, i samme navn, lov at drikke livsmod og livshåb til ukendte tider.
 
Da vi blev døbte, fik vi lov at lægge hele vort liv og fremtid i Jesu navn.
I døbefontens skål.
Samtidigt fik vi lov til livet igennem at drikke af det Livets Vand, Aqua Vitae, som gør alting nyt.
Et Guds løfte til alle os, der lever livet i Jesu navn, og som gør, at vi kan lægge enhver frygt for fremtiden fra os.
 
For fremtiden er i Hans hænder.
Det gamle er forbi. Se, noget nyt er blevet til.
Godt nytår til alle!
I Jesu navn.
Karen Elise Nabe-Nielsen 


Kristus er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Halleluja.

(Kirkebladet forår 2015)

Johannes Chrysostomos, der ikke er bange for at bruge billeder om Livet, Døden og Opstandelsen, skriver til sidst i sin påskeprædiken:

Dødsriget modtog et legeme, og mødte Gud ansigt til ansigt.
Dødsriget indtog verden og mødte himlen.
Dødsriget indtog det synlige og blev fældet af det usynlige:
Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr.
Kristus er opstanden, og Dødsriget er omstyrtet.
Kristus er opstanden, og djævlene er faldet.
Kristus er opstanden, og englene jubler.
Kristus er opstanden, og livet hersker.
Kristus er opstanden, og ikke én af de døde skal forblive i graven.
For Kristus, som er opstanden fra de døde, er førstegrøden af de hensovne.
Hans er herligheden og magten i evigheders evighed.
Amen.

For mange år siden havde vi i Snoldelev – Tune Pastorat besøg af en præstefamilie fra Rumænien. Pastor Johannes Halmen boede sammen med sin familie i Snoldelev Præstegård i en uge.
Følgende år besøgte min familie præsten og hans familie i Sigishoara, Transsylvanien. Draculas fødeby i Rumænien.

En påskemorgen flere år efter åbnede jeg min digitale postkasse efter to dejlige påskegudstjenester i de lokale kirker. I den lå der til min overraskelse en mail fra pastor Halmen.

Jeg fyldtes med glæde over at læse de få ord han efter mange års tavshed sendte til mig og mine på denne påskemorgen.

Ordene lød kort og klart: Kristus er opstanden. Halleluja.
Jeg svarede ham straks med ordene: Ja, sandelig. Han er opstanden. Halleluja!

Hvert år til påske råbes disse ord: Kristus er opstanden højt i den russisk ortodokse kirke, hvorpå menigheden svarer: Ja sandelig. Han er opstanden. Halleluja.
Ordene stammer oprindeligt fra en prædiken af den gamle kirkefader, Johannes Chrysostomos (347 – 407) En prædiken, der hver påskenat og påskemorgen læses højt i den russisk-ortodokse kirke.
På tværs af sprog og landegrænser lyder råbet hvert år til påske. I Danmark såvel som i Rumænien. At Jesus er opstanden.

Når vi fejrer påske, fejrer vi ikke, at Jesus døde.
Vi fejrer derimod, at han stod op af døden. At han vandrede ud af graven og efterlod den tom. Til alles opstandelse.
Påskelørdag vandrede Jesus til de dødes rige.
Hernede i Helvede inviterede han alle fra Adam og Eva til den sidst ankomne til forsoning og frelse. Til alles opstandelse.
I dagene efter Påske mødte Jesus disciplene og kvinderne i deres sorg. Han trøstede dem. Han spiste sammen med dem.
Han viste dem sine naglemærker. Ja disciplen og tvivleren Thomas fik endda lov at mærke efter. Om det var rigtigt. Om han var rigtig! Og så inviterede Jesus dem til at mødes på opstandelsens morgen. I Galilæa.
Han går i forvejen for jer tilGalilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Jesu opstandelse vakte opstandelse og vækker den dag i dag stor opstandelse! For hvem kan tro på, at et menneske vandrer ud af graven? Og hvem kan tro på, en Gud, der dør?

Der findes mange forsøg på forklaringer på begge dele. Rationelle. Som at hans legeme var blev fjernet. Eller filosofiske. Som at hans opstandelse ikke var kødets eller legemets opstandelse, men derimod en åndelig opstandelse.

Men enhver forklaring på Jesu opstandelse bliver en bortforklaring, og den, der tør påstå og tro på Jesu opstandelse, har ikke brug for hverken rationelle eller filosofiske forklaringer.
Han glæder sig derimod over, at Jesus er opstået. Og hun glæder sig til at mødes med Jesus og alle de andre i opstandelsen.

Det siges, at hver den, der tror på at Guds søn, døde og opstod for at vandre foran og sammen med os alle ind til Gud, han er en fantast.
Fuld af fantasier.
Altså er den, der ikke tror på dette fantasiløs.

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Da drypper som duggen, der manna på vuggen.

(Kirkebladet sommer 2015)

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.
DDS 674 v 6.             2.mos.16     
http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm   

Da drypper som duggen der manna på vuggen, lyder det i Grundtvigs smukke salme, Sov sødt barnlille.
Manna. Mannakorn.
Det var den føde, Herren hver morgen lod ørkenen dække med som dug, da hebræerne vandrede fra slaveriet i Ægypten mod det forjættede land. Kanaans land.
En livsvandring, som varede i 40 år.
Det var den føde, hebræerne hentede styrke fra og overlevede på.

Der står på mit kontor en gammel, udskåret træskål fyldt med Mannakorn.
Eller skriftord.
Små sætninger fra Bibelen, der er ”kogt ned” til enkle formuleringer som: Es. 40,29-31.
Træskålen var oprindeligt min farfars tobaksdåse. Men han havde tømt den for tobak og i stedet fyldt den med Mannakorn. Små stykker papir med store budskaber. De er gulnede af ælde, og de er skrevet på med gotisk skrift.

Hver morgen, når min farfar og farmor havde spist deres morgenmad, trak de hvert sit mannakorn. Det mannakorn, de havde trukket, slog de op i Bibelen.
De læste sætningerne højt for hinanden. De knælede, og de bad deres morgenbøn sammen, hvorefter de gik styrkede og velforberedte ud for at møde deres dagligdag.
For at fortsætte deres livsvandring mod det forjættede land.

Som hebræerne hver morgen samlede sig fysisk styrke til, når de sankede mannakorn, samlede mine bedsteforældre hver morgen sig åndelig styrke til, når de sammen trak et mannakorn.

Hvert år lod jeg konfirmanderne selv vælge det skriftord, som de fik med sig på deres vandring ind i deres fremtid.
Et livets mannakorn.
Deres livs manna.

Skriftordet blev sagt til konfirmanden under konfirmationen.
Det blev skrevet i deres telegrammer, og jeg skrev det i deres bibel og de salmebøger, som de fik med sig i rygsækken til deres livsrejse.

Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste konfirmander valgte netop deres skriftord med stor omtanke og omhu. Andre valgte at lade mig vælge.

Måske ænser man ikke sit skriftord i de første mange år. Man er ung og livet er evigt grønt.
Men pludseligt kan skriftordet dukke op, når man har allermest brug for det, og blive til den støttestav, som man kan vakle videre ved i livet.
Sådan har jeg selv haft det med mit skriftord. Mit mannakorn:
Rom. 11
,29. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Et år fik jeg et ønske om et skriftord, skrevet på en lille lap papir, af en konfirmand fra Tune.
Han kunne skriftordet udenad. Han havde læst om det i en bog, hvor hovedpersonen bruger netop denne bøn. Igen og igen. Som manna i sit liv, da han skal overkomme det uoverkommelige.

Mannakornet eller skriftordet er som en bøn og står skrevet i Esajas 40, 29 – 31, hvor det lyder:

v29 Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
v30 Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.

v31 Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.

Bønnen er stadig en smuk bøn, som samme konfirmand fik som sit livs manna.
Bønnen er en bøn og et mannakorn, som vi alle kan bruge i vore liv.

Da drypper som duggen, der manna på vuggen
fra englenes bord!

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Tak og Bøn

(Kirkebladet efteråret 2015)

Din miskundhed, Herre os mætter
og skænk os et taknemligt sind.
Ja, giv at hver dag vi fletter
dit navn i vor gerning ind.

Sådan lød den bordbøn, jeg som barn dagligt lyttede til. Bad med på i det stille. En bøn, som for et barn og en ung, der somme tider havde venner med hjem til spisning, var noget af en udfordring.
Det må være ordet mætter og ordet taknemligt sind, der har gjort, at denne bøn blev til hjemmets bordbøn. En bordbøn, der kun blev bedt, når der var varm mad på bordet, eller, som min fader sagde, når der var sovs til.

Herren er den, der mætter. Og Herren mætter os ikke umiddelbart og kun med dagligt brød. Men Herren mætter os med miskundhed.
Miskundhed, dette vidunderlige gamle ord, er et andet ord for det, ikke at kendes ved eller kende til. Se igennem fingre med.
Derfor takker man i denne daglige bordbøn dybest set for, at Herren er den, der dagligt lader nåde gå for ret.
Det er høsttid. Det er tid til bøn og tid til tak.
Hvert år holdes der på denne tid høstgudstjeneste i alle landets kirker. Og det, hvad enten kirken ligger på stenbroen, eller den ligger langt ude på landet.
Alle har vi nemlig noget at takke for og fejre.
For alle høster vi. Fra den dag vi fødes eller bliver til, høster vi livet.
I minutter, timer og år.
Vi høster kærlighed og had.
Vi høster gråd og latter.
Vi høster glæde og sorg.
Vi høster liv og nåde.
Vi høster miskundhed.

Derfor er det så fantastisk, at vi, som høstfolk, en gang om året får muligheden for sammen og i fællesskab at vende os mod Gud med tak.
Selvfølgelig kan vi dagligt takke Gud for høsten. I bøn.
Selvfølgelig kan vi hver søndag takke Gud for høsten. I gudstjenesten.
Og selvfølgelig kan vi lade være med at takke nogen, men klappe os selv på skulderen og give os selv æren. For det forunderlige liv vi dagligt får lov at leve.

Men. Somme tider har vi alle brug for at rette takken et andet sted hen. Væk fra os selv! Til nogen eller noget, der er større end os. Når livet fylder os til randen med glæde, eller når hverdagen fyldes af et under, som intet menneske kan forklare.
Eller når vi møder miskundheden hos vore kære. At de ser igennem fingre med de fejl, som vi ikke kan lade være med at begå. Som menneske.

Somme tider har vi brug for i fællesskab at takke for det alt sammen. Fælles, som vi er med alle andre, der dagligt høster miskundhed. Fælles med alle, der befinder sig i det fællesskab, der hedder Jesus Kristus.
Døbte til at høre ham til. Døbte til allerede her på jorden at høste det evige liv.
I nåde og miskundhed.

Når familien samles om bordet med en bordbøn. Når vi samles til en familiefest med onkler og tanter niecer, børn og børnebørn. Eller, når vi samles i kirkerne med den, der har lige så meget at takke Herren for, som jeg. Så forenes vi, og bliver til en krop. Et legeme med mange lemmer.

Den lille familie restitueres i bordbønnen. Slægten konstitueres i festens fællesskab. Den gudstjenestefejrende menighed bliver i høstgudstjenesten til en taknemlig krop. Kristi krop, hvor Kristus
er hovedet.
Kristi krop. Det er fællesskabet af alle verdens døbte. I det fællesskab lever og ånder vi, om man bor i Danmark eller på den anden side af jorden.
Men kirkens fællesskab rækker videre end til det jordiske fællesskab. Allehelgensdag erindres vi om og hinanden på, at vores fællesskab rækker langt ind i evigheden. At de døde sammen med os, der lever, danner en krop. Kristi krop.
Kristus er Herren over levende og døde. Hans krop er ikke begrænset af rum, tid eller sted.
Når vi derfor i fællesskab lægger vor tak med vore bekymringer over i Guds hænder, så lægger
vi vort liv og vor død i hænder, der skænker os dette pragtfulde jordiske liv. Lige nu og her.
Men samtidigt skænker os miskundheden og en forsmag på livet hist.
I livet her.

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Dåben er en gave, der ikke kan byttes

(Kirkebladet. Forår 2016)

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund1
og tager hjem til dig.

Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!

Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!
DS 217

Påskelørdag var i oldtiden den helt store dåbsdag.
Jesus drager, ifølge den kristne tradition, dagen efter sin lidelse og død ned til de dødes rige for at hente Eva og Adam samt alle, der vil det, med sig ud herfra og hjem til sig. Ind i himmelen.

Når man blev døbt påskelørdag, var det for at markere, at man som døbt fik livs- og skæbnefællesskab med Guds søn.
Som han opstod skal vi opstå!

I dag døber vi i vores kirke hovedsageligt små børn.
Men vi døber også voksne. Konfirmander, der vælger konfirmationen til, og som ikke blev døbte som små. Modne mænd og kvinder, der længe har gået med ønsket om at blive døbt, og som pludselig finder en lejlighed til det.
Den ældste person, jeg har døbt, var 75 år.

”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”
Disse ord af Jesus er en del af grundlaget 
for, at vi i vores del af kirken, døber helt små børn.
Børnene bæres til dåben på vores tro. I kirken får barnet en gave, som det kan pakke op, når det vokser op. En gave, som ikke kan byttes. Men som til gengæld indeholder et løfte fra Gud om at ville være med den døbte alle dage indtil verdens ende.
Fra dåb til død. Igennem døden og over på den anden side. Hjem til Gud.

Dåben er en gave, som hver en døbt får i hånden.
Til brug eller misbrug. For nok kan gaven ikke byttes, men man kan 
jo lade være med at pakke den op. Man kan smide den væk. Man har lov til at negligere den eller lade som om, den ikke var.
Ingen er tvunget til at tage den til sig.
Dåbens gave er et tilbud.

Til gengæld. Og det er det forunderlige ved denne gave. Så holder den evigt! Så visner den ikke og går ikke til. Den har evighedsværdi!
Det betyder, at man kan lade hånt om denne gave i årevis for pludselig en dag at møde Jesus selv i Guds ord.
Det kaldte man i gamle dage at blive omvendt.

Man kan af en eller anden og ofte uforklarlig grund opdage, at den gave, som man lod hånt om i årevis, var en gave, som man kunne leve på. Hele livet. Det forunderlige ved denne gave er, at den stadig gælder. Pudset af, er den som ny!

Dåbens betydning
Jo ældre jeg bliver, jo større bliver dåbens gave for mig. Og jo vigtigere bliver det for mig, at børn døbes. Da jeg var ung, kunne jeg somme tider undre mig over, at ældre mennesker følte det som en tragedie, at barnebarnet ikke blev døbt! Selv adspurgt, om mit barn skulle nøddøbes, anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. For jeg var, dengang som nu, sikker på, at Jesus elskede og elsker hver eneste skabning på denne jord. Også det barn, der ikke er døbt.

Men jeg har fundet ud af, at dåben handler om andet og mere end at være elsket. Den handler også om, at være hjemme et sted. At høre hjemme!

I dag er dåben for mig blevet intet mindre end en salighedssag.
Dåben er barnets fornemme adgang til Himmeriget. Den er det Id-kort, som den døbte bærer på sig hele livet, og som jeg bærer, den dag jeg lægger mig i min grav, og Gud kysser mig med 
sin mund og fører mig hjem til sig!
Et Id-kort, som aldrig bliver for gammelt, udløber eller forsvinder, fordi det er sat som korsmærke på min pande og mit bryst! Til evig tid.

Korset er vort adelsmærke. Alle døbte er korsmærkede, og korset er vores fælles kendetegn. Derfor bliver vi aldrig flygtninge i vort eget liv. Vi har hjemme. Vi hører hjemme et sted. Hos den korsfæstede.

Vores konge hedder Jesus, og han er vores Kristus. Vores frelser og befrier. I livet og i døden.
Alle andre konger i verden er og bliver efterligninger af ikonen over alle ikoner.

Vort fælles fædreland hedder Guds rige!
Hvor i verden den døbte bevæger sig, som fredløs og flygtning eller som fastboende og konsolideret i tryghed, så er alle døbte vore landsmænd og frænder. På tværs af landegrænser. På tværs af tider.

Det er da stort. Og det kan ingen tage fra os. Fordi det er fra Gud selv.
Skulle jeg da være den, der hindrede mit barn i at få samme muligheder som jeg fik?

Guds rige er den døbtes fædreland.
Vi har alle brug for et hjemsted og et Id-kort som adgangstegn til hjemland og sted.
I Guds rige får vi lov til at le og lege, elske og græde. Dø og opstå. Her i livet og efter dette jordiske liv! Vi har livsfællesskab med den Gud, som vi døbes af.
Vi får af ham i dåbsgave et fælles hjem, hvor engle, serafer og alle døbte allerede nu taler fælles sprog 
med den Jesus, der kom til os som den usynlige Guds synlige billede.

God påske. Glædelig opstandelse.

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Har du set Jesus?

(Kirkebladet. Sommer 2016)
 
Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke! Joh.1,5
 
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små.
 
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.
DDS 787 v 4 og 5.
 
HAR DU SET JESUS?
spurgte en af de mange konfirmander fra Tune, der lå sammen med mig i mørket på gulvet i Chr. IV´s kapel i Roskilde Domkirke.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. For jo, jeg har set Jesus, men det er en længere historie, og den var der ikke tid til.
Konfirmanden skubbede mig i siden. Troede han, at jeg sov? Han ventede på svar.
 
Vi var sammen med 500 andre konfirmander til konfirmandtræf i Roskilde Domkirke. På den sidste af fem poster, blev alle konfirmander samt præster bedt om at lægge sig på en madras på et gulv i kirken.
60 konfirmander fra Tune havde fået tildelt Chr. IV´s kapel. Vi lå tæt.
Sammen med andre hold konfirmander.
Lyset i hele kirken var slukket.
Alle 500 konfirmander lå i mørket, og skulle være stille inden musik og lysshow på hvælvinger i kirken gik i gang.
 
Har du set Jesus? gentog konfirmanden spørgsmålet og pegede nu op på den sydlige
væg i kapellet.
Her er der et maleri af Jesus. Malet af Vilhelm Marstrand. Og midt i mørket lyste den glorie, som var omkring Jesu hoved.
Det var, som kom lyset ud til os. Fra maleriet. Fra Jesus selv. I mørket.
Nu så jeg Jesus. Nu så jeg, hvad det var, han mente, konfirmanden.
”At lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke!”
 
Lever Jesus stadig?” spurgte en fireårig pige mig lige før påske, efter at hun og hele børnehaven fra daginstitutionen Lærken havde været i Snoldelev Kirke for at pynte den med deres hjemmelavede æg, kyllinger og harer.
Jeg havde med mine hånddukker fortalt påskens fortælling for hende og hendes venner. Og nu var de på vej hjem.
 
Lever Jesus stadig? Jeg måtte svare hende med et stort ja.
Hvorpå hun sagde: åh, så kan det være vi møder ham, på vej hjem til børnehaven.
Har du set Jesus? Lever Jesus? det er store spørgsmål, stillet af store personligheder i små kroppe. Spørgsmål, som en præst kan have svært ved at svare på, med andet end et ja!
Ja, han lever, og ja, jeg har set ham!
Ja, Jesus lever i de svage og de små.
I dem, vi andre ikke vil lege med. I vagabonden. I moppeofferet.
Vi møder ham alle de steder og i alle de personer, som man slet ikke ville forestille sig at møde Jesus i.
Vi møder ham. Forklædt som voksen. Som barn. Som fængslet og som flygtning! Som tigger
 
I filmen ”Bruce den Almægtige” får hovedpersonen Bruce til opgave at være Gud.
En opgave, som han ikke er særlig god til.
En vagabond dukker gentagne gange op i filmen med opfordringer eller opmuntringer til Bruce og tilskueren om at se Gud i de svage og små.
Vagabonden viser sig til slut i filmen at være den samme Gud, som vi og Bruce
møder andre steder i filmen.
 
Legenden om Kristoffer (Kristus-bæreren) handler også om, at den mand, der har søgt verdens stærkeste mand i kongen og satan, ender med at finde ham i det lille barn, Jesus, som han kommer til at bære over floden.
Hvorfor er du, der er så lille så tung? Spørger Kristoffer barnet og får svaret, fordi den, du bærer på, er den, der bærer på al verdens synd.
Derfor kan du ikke bære barnet, men lade barnet bære dig!
 
Har du set Jesus? kan man spørge de mange konfirmander om, der blev konfirmeret i foråret.
Mange vil være usikre på, hvad de skal svare. Mit håb for dem som præst er, at de finder ham undervejs i livet. Hele livet.
Og at han finder dem!
Som den, der får lyset til at skinne i mørket.
Eller som ham, der har brug for, at Kristus-lyset, som vi blev tændt af i dåben, må skinne på ham i mørket - gennem os.
Må Gud velsigne dem med sit møde på deres vandring ind i deres fremtid.
Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Der findes en dyrebar rose

(Kirkebladet. Vinter 2016)

Mel:
Egil Hovland 
Birgitte Frandsen og Peter Lindbæk.

1)
Der findes en dyrebar rose
om blomstrer og blomstrer igen.
Den trodser hver frostnat på jorden
og kan aldrig visne hen.

2)
Den blomstrer ved foden af Sinai
for Moses med flammende ild.
Den brændende busk var Guds løfte
om frelse, til verden vild!

3)
Den blomstrer i Betlehems vinter.
Den blomstrer i Nazareths vår.
Den blomstrer som flammer i torne
i Golgatas åbne sår.

4)
Den blomstrer fremdeles i verden
og dufter af sommer til trøst
for alle som bøjes af smerten
i jordlivets nøgne høst.

5)
Å brændende rose som blomstrer
i kulde og smerte og savn!
Å hellige tegn her på jorden!
Guds kærlighed er dens navn.

Svein Ellingsen.

Oversættelse.2012/2020 Karen Elise Schildt Nabe-Nielsen

Adventstid, juletid og epifanitid kaldes de tider, dette kirkeblad dækker. Midt i den mørkeste tid fortæller vi hinanden om det lys, der ikke kan slukkes. Den rose, der blomstrer, også i smerte og savn.
Julenat mødes verdens tid og Guds tid i et fixpunkt. Himlen kysser jorden og kærlighedsbarnet fødes.
Så enkelt kan det siges og tros.

Det forunderlige er jo, at vi julenat verden over fejrer, at et lille, tilsyneladende ubetydeligt og afmægtigt barn fødes i en stald. Det er ikke magtens mænd, der fejres. Det er ikke intellektuelle voksne, der hyldes. Men det er et lille barn i en krybbe, der lovsynges.

Guds kærlighed er hans navn. Dette latterlige lille barn er nemlig kærligheden. Og julen er kærlighedens fest! Gud kommer med kærligheden ned på en kærlighedsløs jord. Han kommer i kærlighed til mennesker, som ikke kender til kærlighedens magt og kraft! Han kommer fra Kærlighedens rige til en verden, som ikke har plads til kærligheden. Men han insisterer, som kun kærligheden kan insistere.Han fødes, han overlever, han sejrer, hvor man mindst af alt forventer det. I en stald på en mørk mark.

Englene synger om ham. De fattige hyrder fortæller om ham, og konger opsøger og besøger ham for at få et glimt af ham. Noget af glansen fra hans herlighed! Det er kærlighedens fødsel, vi fejrer julenat.

Det er kærlighedens sejr over kulde, mørkemænd og mure af tjørn og tidsel, vi forbereder i hele december måned og fester for, så godt vi kan det! 
Vi synger om engle, der vandrer op og ned.
Vi tror på engle i december måned. I januar er de pakket ned.
Og vi danser om juletræet, som et pant på det livets træ vi engang skal have lov at danse rundt om.

Alt sammen på grund af et lille barn. Alt sammen på grund af den kærlighed, der ikke kan eller vil dø. 
Det mørke, der lægger sig over hele landet i december måned, mildnes af de Guds engle, der flyver ud af Edens have for at flyve rundt i vores have.
Med lyset fra kærlighedens barn.

Det lys kan ikke holdes inde. Den rose kan ikke kvæles af selv de mest pessimistiske mørkemænd og koner, der kalder sig for julehadere. 
Der er ellers mange måder at forsøge sig på.

Vi kan fortrænge Gud. Vi kan fortie ham. Vi kan forglemme. Vi kan beklage os over glæden og forventningen, juletravlhed, julelys og juletræer i december måned.
Men det forunderlige er jo, at Kærligheden ikke kan slås ihjel.
Den vil sig. Den vil os.
Og den viser sig for os på de mærkeligste og mest uforudsete måder. I et barn i en krybbe i en stald. I nærværet. I en kø i Bilka. I et smil. I frivilliges indsats for den afmægtige. I det lille barns umiddelbare glæde. I alt det, der midt i en ond verden alligevel gør godt.

Når kærligheden fødes i os, sætter den os fri til julesang og klokkeklang. Og vi tillader os selv at synge barnlige sange og tro på engle og tale om hyrder på marken. Om kærligheden, der tror alt, håber og udholder alt.

Vi fortæller fortællingen videre til vore børn og børnebørn. Fortællingen om, at kærligheden ikke kan slås ihjel. Fordi den blev født julenat, stod op påskedag og forplanter sig i os pinsedag som den magt, der er stærkere end alle magtens mægtigste mænd.

Vi bliver, om vi tør give slip på al vor rationelle voksenhed, som børn på ny.
Derfor: Glædelig advent, jul og epifani!

Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.


Høsttide

(Efterår 2016)

Lad os takke og bede.

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag. Inge Schrøder-Hansen 1963

Det er høsttid. Det er festtid og det er takke tid.
Hvert år på denne tid holdes der i alle landets kirker høstgudstjenester. Og det, hvad enten kirken ligger på stenbroen, eller den ligger langt ude på landet.

Alle har vi nemlig noget at fejre.
Alle har vi noget at takke for.
For alle høster vi.

Fra den dag vi fødes eller bliver til, høster vi livet.
I minutter, timer og år.
Vi høster kærlighed og had.
Vi høster gråd og latter.
Vi høster glæde og sorg.

Derfor er det så fantastisk, at vi en gang om året får muligheden for i fællesskab at vende os mod livets skaber og opretholder med tak.

Selvfølgelig kan vi takke Gud for høsten til daglig. I bøn.
Og selvfølgelig kan vi takke Gud for høsten hver søndag i kirkerne.

Og selvfølgelig kan vi lade være, klappe os selv på skulderen og give os selv æren.

MEN. Somme tider har vi alle brug for at rette takken et andet sted hen. Væk fra os selv! Til nogen eller noget, der er større end os og vore fortræffelige evner.

Når livet fyldes til randen med glæde og sang og dans ikke rækker.
Eller når hverdagen fyldes af et under, som intet menneskeligt kan forklare.

Inde i kirken på Rigshospitalet ligger der en bønnebog, som man kan skrive i. Formulere sin tak eller sin bekymring i.
Nedfælde sin sorg eller vrede i.
En høstbog, kunne man kalde den.
Hvori der takkes for høst af liv og bedes om livets sejr.

Når man læser disse bøger med bønner igennem, er der en ting, der er slående. Og det er, at sammen med ordet bøn eller bede, figurerer ordet TAK usædvanligt ofte.

Der takkes for at operationen gik godt.
Der takkes for, at barnet blev rask og at alt vendte sig til glæde.
Der takkes for livets sejr.

Men der takkes også for det korte øjeblik, man fik lov at få sammen med sin nyfødte datter.
Og der takkes for de få år man trods alt fik lov at leve og opleve sammen med sin søn.

At holde høstgudstjeneste er i fællesskab at takke for den tid, der gik -
og bede for den tid, der kommer.
For livet er vi alle fælles om.

En af de tekster, der prædikes over i høstens tid er Jesu ord om at vi skal lade være med at bekymre os, men lægge bekymringerne fra os og over i Livets hænder. I Guds hånd.
Hver dag har nok i sin plage, siger han, så lad bekymringerne for i går og i morgen ligge.

Husk at leve, mens du gør det
Husk at elske, mens du tør det.

Det er nu og her, der skal leves og elskes.
Vi kan ikke udskyde hverken livet eller kærligheden til i morgen.

Nej, siger Jesus. Den går ikke.
Det er i dag der skal leves og elskes.
I morgen kan det være for sent.
Det er i dag, der skal handles og knuses og krammes.
Det er i dag, du og jeg skal sige tak for livet.
Tak for hinanden.
Det er i dag vi skal fortælle hinanden at vi holder af hinanden.
Elsker vores kone, er jublende glade for vores børn!
Det er i dag…og ikke i morgen.

Det er i dag.
For vi skal heller ikke som Lots hustru se tilbage på alle de ting, vi kunne have gjort bedre eller anderledes.

Vi skal ikke begræde, hvad vi gjorde eller ikke gjorde!
Vi skal se fremad.
Bede for fremtiden her på jorden eller i himlen!

Og lade bekymringerne ligge.
Lægge dem i Guds hænder.
Transcendere os og vore liv… i bøn… over i Guds hænder.
Der. Hos ham og i ham kan vi få lov at kigge ned på vore bekymringer.
Se dem, som de er, nogle små myretuer og ikke de kæmpebjerge vi gjorde dem til!

Bøn er transcendens!
Er at transcendere--- flytte sig selv, sit jeg og sin bevidsthed op og ud af verden.
Ind i en himmel, der er uendelig.
Over i et par hænder, der midt i det uendelige repræsenterer det lokale.
I himlen. I universet!

Tak Gud. For det liv vi får givet at leve her på jorden.
Som små myrer.
Og tak at det liv ikke er det eneste, der er at sige om os, men at der er et liv hos dig i dine hænder, der overskrider dødens og verdens grænser.
Tidens og stedets univers.