Skærtorsdag
En nadversalme, skrevet som en del af debatten om, hvorvidt det er ok at deltage i nadveren i hjemmet til gudstjeneste foran tv-et.
Jeg er vintræ, I er grene (2)
kan synges på: midt iblandt jer er Guds rige.
1)
Jeg er aldrig helt alene
med mit liv på denne jord.
Du er vintræ, vi er grene,
fælles i Din Ånd, Dit ord.
2)
Alle, levende og døde,
knæler sammen om Dit bord.
Alle vil vi sammen møde
hver for sig Dig i Dit ord.
3)
Sammen om at finde glæde
når vi spiser ved Dit bord.
Sammen, gamle folk og spæde
i et fælles englekor.
4)
Sammen, selv om vi er ene
i vor stue, skilte ad.
Vi er aldrig helt alene,
når vi spiser nadvermad.
5)
Det kan afstand ikke hindre,
det kan hver en døbt forstå.
Kirken bliver ikke mindre
af vort møde i det små.
6)
Når vi går til alters sammen,
på Guds ord og i Hans Ånd,
hver for sig i fryd og gammen
knytter Han det fælles bånd.
7)
Du er sandelig til stede
med Dit ord og i Din ånd,
der, hvor nadveren med glæde
rækkes af din Faderhånd.
keSn-n 2020
Da hvert et menneske, ifølge Luther, der er krøbet ud af dåben, er at regne for at være en præst, og som derfor naturligvis kan døbe et barn i en nødsituation, kan hvert menneske, der er krøbet ud af dåben, og som derfor er at regne for at være en præst selvfølgelig også i en nødsituation holde nadver i hjemmet.
Som man kan deltage i gudstjenesten, siddende i sin dagligstue, kan man fra min side set deltage i nadveren som en udvidet del af kirken/menigheden.
I udlændigheden, hvor man ikke kan besøge templet eller synagogen eller kirken, må man indrette sig, som det er praktisk muligt. Og da er det da fantastisk, at man har mulighed for at tage del i nadveren.
Så er vi, indrømmet, mange, der glæder os til at kunne deltage fysisk i nadvermåltidet i kirken.
Sammen med menigheden og ikke alene.
Som tidligere redaktør på trosstoffet og dermed gudstjenester i radio og fjernsyn, pastor Mogens Hansen siger det i en artikel i KD:
Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat kontra kiks. Nadverens grundidé med det ene brød, der deles, er i forvejen gået tabt ved indførelsen af den personlige oblat. Ej heller drejer det sig om kirkens vin kontra et godt glas rødvin. Det handler om en udvidelse af kirkens rum og derved nadverens fællesskab.
”Problemet” er alene afstanden mellem en rettelig kaldet persons læber og det Jesu Kristi legeme og blod, som spises og drikkes af den troende.
Ordet skaber, hvad det nævner – også på afstand og i forskudt tid.
Hvis ikke nadver i medierne er ret nadver, kan vi slet ikke sende gudstjenester i radio og tv.
GODT NYTÅR. I JESU NAVN
Vi siger med vemod farvel til en tid, der var, men vi siger samtidigt og med en glæde, der er blandet med frygt, velkommen til den tid, der kommer.
For det nye år. Det kommer med noget nyt. Og derfor også med en fremtid, som vi ikke kender.
Her vi takker for det liv vi fik, og her beder vi for det liv, der måtte komme.
Det gør vi i dåben.
Det gør vi ved konfirmationen, ved vielsen og ved bisættelsen.
I ulige år hører vi på Nytårsdag om, at Jesus får sit navn, og bliver omskåret, da han er otte dage gammel.
Som vi i dåben begyndte vort genfødte liv i Jesu navn.
Bedre navn kan vi ikke begynde året eller livet med.
I det navn lægger vi vore liv. Vore glæder og vore sorger. Vore bekymringer og vore forventninger.
Som i en skål, der kan rumme det hele. Os alle. Hele du og hele jeg.
Vore(s)år.
Som en offerskål.
I døbefontens skål.
Samtidigt fik vi lov til livet igennem at drikke af det Livets Vand, Aqua Vitae, som gør alting nyt.
Godt nytår til alle!
I Jesu navn.
Kristus er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Halleluja.
(Kirkebladet forår 2015)
Johannes Chrysostomos, der ikke er bange for at bruge billeder om Livet, Døden og Opstandelsen, skriver til sidst i sin påskeprædiken:
Dødsriget modtog et legeme, og mødte Gud ansigt til ansigt.
Dødsriget indtog verden og mødte himlen.
Dødsriget indtog det synlige og blev fældet af det usynlige:
Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr.
Kristus er opstanden, og Dødsriget er omstyrtet.
Kristus er opstanden, og djævlene er faldet.
Kristus er opstanden, og englene jubler.
Kristus er opstanden, og livet hersker.
Kristus er opstanden, og ikke én af de døde skal forblive i graven.
For Kristus, som er opstanden fra de døde, er førstegrøden af de hensovne.
Hans er herligheden og magten i evigheders evighed.
Amen.
For mange år siden havde vi i Snoldelev – Tune Pastorat besøg af en præstefamilie fra Rumænien. Pastor Johannes Halmen boede sammen med sin familie i Snoldelev Præstegård i en uge.
Følgende år besøgte min familie præsten og hans familie i Sigishoara, Transsylvanien. Draculas fødeby i Rumænien.
En påskemorgen flere år efter åbnede jeg min digitale postkasse efter to dejlige påskegudstjenester i de lokale kirker. I den lå der til min overraskelse en mail fra pastor Halmen.
Jeg fyldtes med glæde over at læse de få ord han efter mange års tavshed sendte til mig og mine på denne påskemorgen.
Ordene lød kort og klart: Kristus er opstanden. Halleluja.
Jeg svarede ham straks med ordene: Ja, sandelig. Han er opstanden. Halleluja!
Hvert år til påske råbes disse ord: Kristus er opstanden højt i den russisk ortodokse kirke, hvorpå menigheden svarer: Ja sandelig. Han er opstanden. Halleluja.
Ordene stammer oprindeligt fra en prædiken af den gamle kirkefader, Johannes Chrysostomos (347 – 407) En prædiken, der hver påskenat og påskemorgen læses højt i den russisk-ortodokse kirke.
På tværs af sprog og landegrænser lyder råbet hvert år til påske. I Danmark såvel som i Rumænien. At Jesus er opstanden.
Når vi fejrer påske, fejrer vi ikke, at Jesus døde.
Vi fejrer derimod, at han stod op af døden. At han vandrede ud af graven og efterlod den tom. Til alles opstandelse.
Påskelørdag vandrede Jesus til de dødes rige.
Hernede i Helvede inviterede han alle fra Adam og Eva til den sidst ankomne til forsoning og frelse. Til alles opstandelse.
I dagene efter Påske mødte Jesus disciplene og kvinderne i deres sorg. Han trøstede dem. Han spiste sammen med dem.
Han viste dem sine naglemærker. Ja disciplen og tvivleren Thomas fik endda lov at mærke efter. Om det var rigtigt. Om han var rigtig! Og så inviterede Jesus dem til at mødes på opstandelsens morgen. I Galilæa.
Han går i forvejen for jer tilGalilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
Jesu opstandelse vakte opstandelse og vækker den dag i dag stor opstandelse! For hvem kan tro på, at et menneske vandrer ud af graven? Og hvem kan tro på, en Gud, der dør?
Der findes mange forsøg på forklaringer på begge dele. Rationelle. Som at hans legeme var blev fjernet. Eller filosofiske. Som at hans opstandelse ikke var kødets eller legemets opstandelse, men derimod en åndelig opstandelse.
Men enhver forklaring på Jesu opstandelse bliver en bortforklaring, og den, der tør påstå og tro på Jesu opstandelse, har ikke brug for hverken rationelle eller filosofiske forklaringer.
Han glæder sig derimod over, at Jesus er opstået. Og hun glæder sig til at mødes med Jesus og alle de andre i opstandelsen.
Det siges, at hver den, der tror på at Guds søn, døde og opstod for at vandre foran og sammen med os alle ind til Gud, han er en fantast.
Fuld af fantasier.
Altså er den, der ikke tror på dette fantasiløs.
Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.
Da drypper som duggen, der manna på vuggen.
(Kirkebladet sommer 2015)
Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.
DDS 674 v 6. 2.mos.16 http://old.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm
Da drypper som duggen der manna på vuggen, lyder det i Grundtvigs smukke salme, Sov sødt barnlille.
Manna. Mannakorn.
Det var den føde, Herren hver morgen lod ørkenen dække med som dug, da hebræerne vandrede fra slaveriet i Ægypten mod det forjættede land. Kanaans land.
En livsvandring, som varede i 40 år.
Det var den føde, hebræerne hentede styrke fra og overlevede på.
Der står på mit kontor en gammel, udskåret træskål fyldt med Mannakorn.
Eller skriftord.
Små sætninger fra Bibelen, der er ”kogt ned” til enkle formuleringer som: Es. 40,29-31.
Træskålen var oprindeligt min farfars tobaksdåse. Men han havde tømt den for tobak og i stedet fyldt den med Mannakorn. Små stykker papir med store budskaber. De er gulnede af ælde, og de er skrevet på med gotisk skrift.
Hver morgen, når min farfar og farmor havde spist deres morgenmad, trak de hvert sit mannakorn. Det mannakorn, de havde trukket, slog de op i Bibelen.
De læste sætningerne højt for hinanden. De knælede, og de bad deres morgenbøn sammen, hvorefter de gik styrkede og velforberedte ud for at møde deres dagligdag.
For at fortsætte deres livsvandring mod det forjættede land.
Som hebræerne hver morgen samlede sig fysisk styrke til, når de sankede mannakorn, samlede mine bedsteforældre hver morgen sig åndelig styrke til, når de sammen trak et mannakorn.
Hvert år lod jeg konfirmanderne selv vælge det skriftord, som de fik med sig på deres vandring ind i deres fremtid.
Et livets mannakorn.
Deres livs manna.
Skriftordet blev sagt til konfirmanden under konfirmationen.
Det blev skrevet i deres telegrammer, og jeg skrev det i deres bibel og de salmebøger, som de fik med sig i rygsækken til deres livsrejse.
Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste konfirmander valgte netop deres skriftord med stor omtanke og omhu. Andre valgte at lade mig vælge.
Måske ænser man ikke sit skriftord i de første mange år. Man er ung og livet er evigt grønt.
Men pludseligt kan skriftordet dukke op, når man har allermest brug for det, og blive til den støttestav, som man kan vakle videre ved i livet.
Sådan har jeg selv haft det med mit skriftord. Mit mannakorn:
Rom. 11,29. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Et år fik jeg et ønske om et skriftord, skrevet på en lille lap papir, af en konfirmand fra Tune.
Han kunne skriftordet udenad. Han havde læst om det i en bog, hvor hovedpersonen bruger netop denne bøn. Igen og igen. Som manna i sit liv, da han skal overkomme det uoverkommelige.
Mannakornet eller skriftordet er som en bøn og står skrevet i Esajas 40, 29 – 31, hvor det lyder:
v29 Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
v30 Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
v31 Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.
Bønnen er stadig en smuk bøn, som samme konfirmand fik som sit livs manna.
Bønnen er en bøn og et mannakorn, som vi alle kan bruge i vore liv.
Da drypper som duggen, der manna på vuggen
fra englenes bord!
Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.
Tak og Bøn
(Kirkebladet efteråret 2015)
Din miskundhed, Herre os mætter
og skænk os et taknemligt sind.
Ja, giv at hver dag vi fletter
dit navn i vor gerning ind.
Sådan lød den bordbøn, jeg som barn dagligt lyttede til. Bad med på i det stille. En bøn, som for et barn og en ung, der somme tider havde venner med hjem til spisning, var noget af en udfordring.
Det må være ordet mætter og ordet taknemligt sind, der har gjort, at denne bøn blev til hjemmets bordbøn. En bordbøn, der kun blev bedt, når der var varm mad på bordet, eller, som min fader sagde, når der var sovs til.
Herren er den, der mætter. Og Herren mætter os ikke umiddelbart og kun med dagligt brød. Men Herren mætter os med miskundhed.
Miskundhed, dette vidunderlige gamle ord, er et andet ord for det, ikke at kendes ved eller kende til. Se igennem fingre med.
Derfor takker man i denne daglige bordbøn dybest set for, at Herren er den, der dagligt lader nåde gå for ret.
Det er høsttid. Det er tid til bøn og tid til tak.
Hvert år holdes der på denne tid høstgudstjeneste i alle landets kirker. Og det, hvad enten kirken ligger på stenbroen, eller den ligger langt ude på landet.
Alle har vi nemlig noget at takke for og fejre.
For alle høster vi. Fra den dag vi fødes eller bliver til, høster vi livet.
I minutter, timer og år.
Vi høster kærlighed og had.
Vi høster gråd og latter.
Vi høster glæde og sorg.
Vi høster liv og nåde.
Vi høster miskundhed.
Derfor er det så fantastisk, at vi, som høstfolk, en gang om året får muligheden for sammen og i fællesskab at vende os mod Gud med tak.
Selvfølgelig kan vi dagligt takke Gud for høsten. I bøn.
Selvfølgelig kan vi hver søndag takke Gud for høsten. I gudstjenesten.
Og selvfølgelig kan vi lade være med at takke nogen, men klappe os selv på skulderen og give os selv æren. For det forunderlige liv vi dagligt får lov at leve.
Men. Somme tider har vi alle brug for at rette takken et andet sted hen. Væk fra os selv! Til nogen eller noget, der er større end os. Når livet fylder os til randen med glæde, eller når hverdagen fyldes af et under, som intet menneske kan forklare.
Eller når vi møder miskundheden hos vore kære. At de ser igennem fingre med de fejl, som vi ikke kan lade være med at begå. Som menneske.
Somme tider har vi brug for i fællesskab at takke for det alt sammen. Fælles, som vi er med alle andre, der dagligt høster miskundhed. Fælles med alle, der befinder sig i det fællesskab, der hedder Jesus Kristus.
Døbte til at høre ham til. Døbte til allerede her på jorden at høste det evige liv.
I nåde og miskundhed.
Når familien samles om bordet med en bordbøn. Når vi samles til en familiefest med onkler og tanter niecer, børn og børnebørn. Eller, når vi samles i kirkerne med den, der har lige så meget at takke Herren for, som jeg. Så forenes vi, og bliver til en krop. Et legeme med mange lemmer.
Den lille familie restitueres i bordbønnen. Slægten konstitueres i festens fællesskab. Den gudstjenestefejrende menighed bliver i høstgudstjenesten til en taknemlig krop. Kristi krop, hvor Kristus
er hovedet.
Kristi krop. Det er fællesskabet af alle verdens døbte. I det fællesskab lever og ånder vi, om man bor i Danmark eller på den anden side af jorden.
Men kirkens fællesskab rækker videre end til det jordiske fællesskab. Allehelgensdag erindres vi om og hinanden på, at vores fællesskab rækker langt ind i evigheden. At de døde sammen med os, der lever, danner en krop. Kristi krop.
Kristus er Herren over levende og døde. Hans krop er ikke begrænset af rum, tid eller sted.
Når vi derfor i fællesskab lægger vor tak med vore bekymringer over i Guds hænder, så lægger
vi vort liv og vor død i hænder, der skænker os dette pragtfulde jordiske liv. Lige nu og her.
Men samtidigt skænker os miskundheden og en forsmag på livet hist.
I livet her.
Karen Elise Nabe-Nielsen, sognepræst.