Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Morgensang i Dåstrup Kirke


Lovsangen fra den frelste jord

Morgenbøn
Nu overgiver vi
alle denne dagens gøremål i dine hænder,  Gud:

Alle skuffelser, hindringer, forglemmelser.
Forsømmelser.
Al glæde og skønhed. Kærlighed. Fryd.
Opfyldelse.

Al fortid, nutid, fremtid.
Alt, hvad folk har gjort imod mig.
Alt, hvad jeg har gjort imod dem.
Al min gerning og min bøn.

Og jeg overgiver alle dem, jeg elsker,
til Din omsorg,
til Din helbredelse og genoprettelse,
til Dit kald og til Din fuldførelse
ved Jesus Kristus, vor Herre.
Amen.
Margaret Cropper 1886 – 1980. GP s. 89.

Marias lovsang

Lukas 1 v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
       
v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
       
v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
       
v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
       
v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
       
v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
      splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
       
v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
       
v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.
       
v54  Han har taget sig af sin tjener Israel
      og husker på sin barmhjertighed
       
v55  – som han tilsagde vore fædre –
      mod Abraham og hans slægt til evig tid.
v56  Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Apg. 16 v22  Folkeskaren gik også løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes. v23 Efter at de havde givet dem mange piskeslag, satte de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem sikkert. v24 Da han havde fået den ordre, satte han dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i blokken.
v25 Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede.


Hildegards bøn:  ”I Himlen er mit hjem, dér møder jeg al skabningen;
Guds kærlighed er min lyst, et tårn af længsel vil jeg bygge.
Hvad Du, Gud, vil, det vil jeg gøre.
Med den gode viljes vinger flyver jeg op over himlens stjerner for at gøre Din vilje.
Intet mere søger jeg, eller ønsker jeg.
Jeg længes kun efter Den Hellige.
Lad mig, o Gud, være dit strengespil
Din kærligheds zitherklang."

*******

Lad mig, o Gud, være dit strengespil
Din kærligheds zitherklang.

Da Moses havde befriet sit folk, hebræerne fra fangenskabet i Ægypten og alle var nået i sikkerhed, brød han ud i en lovsang til den Gud og skaber, der havde befriet ham og hele folket fra fjendens åg.

Miriam, hans søster brød ud i dans og lovsang til den Gud, der havde besejret døden og givet livet til dem, der var truet af døden.

Da Maria, der lige var blevet gravid, besøgte Elisabeth og af hende fik bekræftet, at hun skulle føde Guds søn, brød hun ud i lovsang til den Gud, der var barnets, hendes og vores fader og skaber.

Da Zakarias blev far til Johannes i en høj alder, brød han ud i lovsang til den Gud og skaber, der havde gjort det umulige muligt.

Da Paulus og Silas var blevet pisket og kastet i fængsel i Fillippi, sang de lovsange til Gud.
Fordi og på trods.

Fordi de troede på, at Gud var en Gud, der var hos dem.
Ikke bare i glade dage, men også i onde dage.
På trods af de lidelser, som de var udsat for.
Håbet om livet oversteg frygten for døden.
Og sejrede.

Vi kunne blive ved med at finde eksempler på, at mennesker i medgang og modgang har sunget sange, Gud til ære.
På trods af, at de måske ikke lige nu kunne se, hvorfor de skulle ære ham.
Fordi de troede og insisterede på, at livet her var, er og bliver en del af Guds evige liv.

Et liv, hvor levende og døde er fælles om den samme Gud, fader og Skaber.
Fælles om hans søn og fælles i hans hellige ånd.

I salmesangen er den, der synger her på jorden et med den, der synger bag død og bag grav.
I salmesangen ånder Gud ind og vi ånder ud.

I salmesangen taler vi med Gud og med engle og med hinanden.
Salmesangen løfter os ud af verden og ind i himlen et øjeblik.

Kristne har alle dage sunget. I medgang og modgang.
I mange kulturer jamrer man højlydt ved en båre.
Nogle steder ansætter man folk til at jamre.

I den kristne kultur har vi altid sunget.
Også ved en båre.
Udsyngning kalder man det, når man som familie eller venner synger en nylig afdød ud af hjemmet eller hospitalet.
Indsyngning kalder man det, når man synger den afdøde ind i kapellet eller kirken på det sted, hvor vedkommende skal bisættes.
Salmesangen bærer ikke bare os, men også den kære afdøde videre på sin rejse ind bag forhænget.

Vi synger og.
Mange fremmede kulturer undrer sig.
De har jo ret.
Sangen er ikke det første man tænker på, når man siger farvel til en af sine kære og nære.
Sangen er ikke det, der først og fremmest presser sig på.
Det gør sorgen. Det gør klagen.
Det gør vreden over at Gud tog et menneske fra os, som vi holdt af.

Ikke desto mindre synger vi ved en bisættelse/begravelse. Hvorfor?

Fordi vores håb, som Moses og Miriams. Som Marias og Zakarias, Silas og Paulus´er stærkere end døden.
Vi synger på trods og fordi.
På trods af sorgen, og fordi vi håber.

Håber på, at Gud er Gud, ikke bare for os, der lever her, men også for den, der lever på den anden side af død og grav.
Under salmesangen bærer vi den afdøde gennem og over på den anden side af forhænget i troen på, at den, der døde for os mødes og bæres af englenes lovsang og Gud selv.

Jeg har begravet begge mine forældre.
Bisættelserne kom til at forme sig som festgudstjenester. 
Ikke fordi sorgen ikke var til stede. Tværtimod. Så rev den vore fjedre.
Men fordi alle vi, der sagde farvel, brød ud i lovsange til den Gud, der havde givet os den gave - i en tid og på et sted her på jorden- at få lov at leve sammen med den, vi nu havde mistet.
Sangen fik vinger, og på salmesangens vinger bevægede vi, som menighed os sammen med den afdøde over på den anden side af døden og graven for et øjeblik for at efterlade ham der. Sammen med den himmelske menighed. 
Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalemn
Til al din herlighed.
Vi sang på trods af sorg, og fordi vi bar på og blev båret af et håb om et gensyn i det ny Jerusalem. 
Vi sang salmen, som den, der døde, før havde sunget. Vi sang den for og med den døde.
Og salmen bar den dødes sjæl videre. Ind i himlen.  

Nonnen Hildegard, der levede for 1000 år siden, har skrevet mange bøger. Malet mange malerier. Været en læge i tiden og et forbillede for fyrster og konger.
Hun siger om salmesangen, at denne er broen mellem himmel og jord. Når man derfor synger lovsange for Gud, da bevæger sjælen sig ud af kroppen op foran Herren for at synge lovsange for ham, sammen med englene. Sammen med hele universet.

Grundtvig siger det samme, når han i salmen, hyggelig rolig siger og vi synger:

Tusinde døgne,
verdslige. søgne,
gyldne for kød,
kan de velligne
en dag af dine,

som vi dem nød,
når under sang med dit vingede ord
sjælen af by over stjernerne fór?

Sjælen får under gudstjenestens salmesang vinger og flyver af by og op over stjernerne for at være et øjeblik i himlen.
I lovsangen synger sjælen lovsange sammen med englene. Foran Gud.

Hildegard blev på et tidspunkt straffet fordi hun i kirkens øjne havde gjort en fejl.
Hun havde begravet en mand på indviet jord. Den kirkegård, der hørte til hendes kloster.
Manden var røget i unåde hos Kirken. Han havde syndet, og måtte derfor ikke begraves i indviet jord, fordi han ikke havde fået absolution, tilgivelsen inden sin død.
Hildegard havde givet ham absolution, syndernes forladelse da han bad hende om den før sin død.
Derfor holdt hun fast. Begravede manden på kirkegården, og ville ikke grave ham op!

Hildegards klostre blev lyst i band.
Det betød bl.a., at hun og hendes nonner ikke synge med på salmerne til gudstjenesten.
De måtte kun recitere med. Sige med på salmerne.
Broen mellem himmel og jord var blevet lukket.

Det blev et hårdt slag for Hildegard, der i over et år argumenterede og insisterede på sin ret. Og endte med at få ret. Interdiktet blev ophævet og søstrene fik igen lov at synge. Sammen med hele universet.
For Herren.

I salmesangen er vi sammen. Alene eller fælles.
Sammen med dem, vi mistede. Vore kære.
Sammen med dem, der lever på denne jord.
På salmesangens vinger hæves vore sjæle sig op. Løfter de sig ud af verden. Ud over alt det, der tynger og glæder.
For i et øjeblik at synge sammen med levende og døde. Hele universet.
For at lade Gud ånde ind og os ånde ud.
For at sam-synge og sam-tale.

Derfor synger vi, og holder vi at synge. Også til bisættelser og begravelser.
Derfor har det været et hårdt slag for os alle, at vi ikke måtte synge i kirken til gudstjeneste eller kirkelige handlinger. Men kun recitere eller nynne.

Coronaen har givet os mundbind på, men ikke nok med det.
Coronaen har forsøgt at forhindre sjælen i at vandre på broen mellem himmel og jord.
I den himmelske lovsang.

Lovsangen fra den frelste jord
sig blande med dit englekor!
Ja,. Adams æt istemmer glad
kerubers og serafers kvad.

Te Deum. 4. årh.
Men nu har vi fået lov at synge i kirken igen!
Mange af os har savnet det voldsomt og ofte foretrukket at holde gudstjeneste i hjemmet foran fjernsynet, fordi vi der kunne få lov at synge med af hele hjertet. Og at deltage i nadveren.
Ordet husmenighed har fået en renæssance og ny opblomstring.

Nu må vi igen være sammen med Gud, levende og døde.

Samsjælede med engle og med universet.
Sammen om at lovsynge den Gud, der ikke kan slås ihjel, men som står op af de døde og lader livet stå op af de døde.
Som befrier os af dødens magt og derfor også dens trussel.

Bærer af - og båret af - Håbet,
kan vi  synge: 

DDS 411: Hyggelig Rolig

Bøn (skrevet af en konfirmand): 

Kære Gud.
Jeg har brug for dig,
brug for at du giver mig styrke,
når jeg er svag.
Jeg har brug for den trøst,
jeg finder i dine ord,
når jeg ikke kan finde trøst andre steder!
Jeg har brug for din kærlighed,
når jeg føler mig alene og uelsket.
Jeg har brug for din støtte,
når ingen andre gir mig det.
Jeg har brug for al den barmhjertighed,
du giver.
Du giver mig styrke.
Du giver mig trøst.
Du giver mig kærlighed.
Du giver mig støtte.
Du giver mig alt dette.
Så tak Gud.
Jeg har brug for dig!

 Alle: Amen

 

 

 

 


Judas.

Morgensang i Dåstrup Kirke

-fredag d. 19. marts 2021-

Johannesevangeliet 13, 18.ff.

Forudsigelsen af Judas' forræderi

v18  Jesus sagde: Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse:
      Den, der spiser brødet med mig,
      har løftet hælen imod mig.
v19  Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. v20  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.«v21  Da Jesus havde sagt det, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22  Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. v23  En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. v24  Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. v25  Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« 
v26  Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. v27  Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« v28  Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. v29  Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: »Køb, hvad vi har brug for til festen,« eller at han skulle give noget til de fattige. v30  Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat.

v31  Da Judas var gået ud, sagde Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.

Vi skal i dag- hvor vi stadig er i fastetiden- 
I bods- og bedringstiden.
I besindelsestiden - på vej mod påsketiden og opstandelsestiden.
- synge salme 249: Hvad er det at møde den opstandne mester, af Hans Anker Jørgensen.

Det er en fantastisk salme, der fortæller vers for vers om, hvad det vil sige at møde den opstandne frelser.

At møde den opstandne er:
som de to disciple, der fyldte af sorg, nederlag, lidelse og død, 2. påskedag på vej mod Emmaus, møder en fremmed på vejen, som viser sig at være deres herre og mester, Jesus.
De genkender ham ikke, fordi de bærer på billedet af deres ven og mester som død på korset.
-mens de mødes af den opstandne. I nadveren.

At møde den opstandne er:
som Maria Magdalene, der ikke kan finde Jesu lig i graven. Hun møder en havemand, som viser sig at være hendes elskede herre og mester, den opstandne Jesus
Blændet af sorg og tårer genkender hun Jesus, da han udtaler hendes navn. Maria.

At møde den opstandne er:
som Peter, der, af angst for eget liv under forhøret af Jesus, fornægtede sit kendskab til ham.
- Skamfuld og skamfyldt mødes han af den, han svigtede, da det gjaldt. I tillid på trods får Peter givet et ansvar, da Jesus tre gange siger: vogt mine får.

At møde den opstandne er:
som Saulus, der dræbte kristne for deres tro, at mødes af Jesus, der taler til ham som ven og gør ham til apostel. Udsending. Disciplen Paulus.

At møde den opstandne er:
som Judas…..

Når jeg kommer til vers syv i salmen og synger om Jesu møde med Judas eller Judas møde med Jesus, bliver jeg hver gang bevæget.  
Rørt. Rystet og glad.

Det er som forræderen Judas at sidde
i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede
så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.

Judas Iskariot.
Han var en af Jesu 12 disciple.
En god ven, der blev skuffet og som derfor gik til fjenden, jødernes ypperstepræst og skriftlærde for at fortælle, at han med et kys, for gammel venskabs skyld, ville forråde Jesus.

30 sølvpenge fik han for det, men jeg tror ikke, at det var for pengenes skyld, han gjorde det.
For da Jesus var død, fortrød Judas sin gerning og ville give pengene tilbage.
Forgæves. Jøderne ville ikke tage imod dem. Det var blodpenge.
Man købte en mark for dem.
Derefter står der, at Judas gik ud og hængte sig. Og at hans indvolde brast.

Judas, hvem er han?
Ja, han var Jesu discipel. Jesu ven. I inderkredsen.
En af dem, der havde forladt alt for at følge Jesus.
Men Judas var en skuffet mand.
Han havde håbet og troet på, at Jesus var kommet som Guds søn for at drive den fysiske fjende, romermagten på porten.

Judas. Han bliver en forræder.

Judas.
Han er den, der forråder Jesus med et kys.
Han er den, der lader som om, han er bedste ven for bagefter at gå hen og stikke en kniv i ryggen.

Judas. Han er den, der svigter, når det gælder.

Judas. Han er den, der rakker ned eller bagtaler den, der så ham som en ven.

Judas.
Ham kender vi alle.
Ham har vi alle mødt, hvis vi har levet længe nok.
Og vi behøver ikke leve længe før Judas dukker op. Selv små børn opfører sig overfor deres kammerater som en Judas.

Må jeg lege med jer? Spørger den treårige veninden, der har fundet en anden og bedre at lege med, og som derfor svarer: nej. Vi vil ikke lege med dig.

Judas kender vi alle, og Judas har vi alle svært ved at elske.
Eller tilgive.
For det, Judas gør er på alle måder utilgiveligt.

Judas. Ham kender vi desværre også fra os selv. I os selv.
Ham kender vi fra de gange, hvor det var os, der svigtede. Forrådte.
Stak vennen i ryggen med ordets kniv.
Gav veninden et kys eller et kram, for derefter at gå hen og ofre hende og venskabet på eget alter. For egen vindings skyld.

Judas. Ham kender vi fra os selv, når vi handler utilgiveligt, som David gjorde, da han ofrede Urias, for selv at sikre sig den smukke Batseba som sin hustru.

Judas. Ham kender vi fra de gange, hvor vi for egen vindings skyld ofrede den i grunden uskyldige.

Så jo. Judas kender vi alle. Ham har vi alle mødt. Og han er svær at tilgive.

De to sidste søndage har Fangekoret deltaget i TVgudstjenesten.
Ved gudstjenesten Midfaste søndag sang fangekoret en motet, skrevet af en af fangerne, der handlede om tilgivelse eller mangel på samme.
Først i himlen er det muligt at få en ren straffeattest, lød parolen.

Noget af det sværeste for fangerne var, blev der sagt, at komme dertil,hvor man kunne tilgive sig selv.

Spørgsmålet er også, om man skal kunne tilgive sig selv?
Om Judas havde tilgivet sig selv, så havde han ikke hængt sig.
Så havde han fundet en masse årsagsforklaringer i sin opvækst eller den rygsæk, som han havde fået med sig i livet.
Årsagsforklaringer, der let bliver til undskyldninger.

Tilgivelse er som kærlighed, sagde dagens præst.
Den kan ikke tages, men kun gives.

Kan alt tilgives?
Nej. Vi mennesker kan og skal ikke tilgive alt.
Det barn, hvis mor blev slået ihjel af en jaloux far, kan ikke tilgive faren, hans handling.
Jeg vil ikke og kan ikke selv, om adspurgt, kunne tilgive alle. F.eks. Hitler eller andre bødler deres handlinger.

Derfor er verset om Judas, der sidder i Helvede og møder en luftning sval, så fantastisk rørende og bevægende.
Hvad jeg ikke kan, det kan den opstandne.

Den opstandne Jesus kommer til Judas i helvedet.
Det er Jesus, der møder ham, fordi han går til venner og fjender.

At møde den opstandne er:
at modtage den tilgivelse, som man hverken kan få af sit offer eller give sig selv.

Tilgivelsen, som jeg ikke selv kan præstere-
- hverken overfor mig selv, fordi det, jeg gjorde, var utilgiveligt,
og den Urias, som jeg gjorde det imod er død og derfor ikke kan tilgive.

-eller i forhold til den, der stak mig i ryggen-

Den kommer Jesus med. Og han går til venner og fjender. Til levende og døde. Til mennesket i paradiset og mennesket i helvede.
Hans tilgivelse er ikke begrænset.

Han møder os alle i den fremmede, i havemanden.
Han møder os i den opstandne. Om vi hedder Saulus, Peter, Judas, Maria, Karen Elise eller Jytte.
Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! Siger Jesus om bødlerne, da han korsfæstes.

Den tilgivelse må vi, som Judas eller Peter tro på. Når vi, eller fordi vi ikke selv kan præstere den.
Den tilgivelse må vi lægge over til Jesus. I Jesu hænder og tro på, at han er den, der tilgiver det utilgivelige.
At han er den, der tilgiver, der hvor vi som mennesker må give op på at tilgive.

Jeg ved, hvem jeg har udvalgt, siger Jesus lige før han fortæller disciplene, at en af dem vil forråde ham.
Judas er udvalgt til at forråde!

Der findes et Judasevangelium, som kirkefaderen Irenæus også henviser til, hvor Judas i stedet for at være skurken, måske snarere er helten.
For havde han ikke forrådt Jesus, var denne jo hverken død eller opstået i denne påske.

Samme tanke har vi i musicalen: Jesus Christ Superstar, som var oppe i tiden, da jeg var ung, og som jeg siden har set med flere hold konfirmander.

I denne musical synger en forpint Judas om sin fortvivlelse over at være den, der er udvalgt til at forråde.
Hvorfor mig? synger han. Mig af alle.

Også her røres jeg hver gang og får medlidenhed med den Judas, der gør det utilgivelige. (Man jager et bæst og møder et menneske)
 

Guds tilgivelse er

….som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Guds tilgiveklse
-er som et forhæng, der rives til side
på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide
sin evige fred.
 - Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.

Amen.

 

Bøn om tilgivelse. Vekselbøn.
Salme 51. 1 Til korlederen: En sang af David, 2 efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
    for du er barmhjertig og trofast.
Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
    så jeg kan begynde på en frisk.
Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
    min synd plager mig dag og nat.
Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
    det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
    din dom er retfærdig.
Jeg har været en synder fra fødslen af,
    været skyldig, siden jeg blev undfanget.
Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
    du længes efter at lære mig visdom.
Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
    så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
    men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
    men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
    og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
    tag ikke din Helligånd fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
    og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
    så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
    men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
    så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
    mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
    du længes efter at se et angrende hjerte.
20 
Se også i nåde til Zion.
    Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
    både brændofre og helofre.
        Vi vil ofre vore tyre på dit alter.  

Amen


Den store hvide flok.

Morgensang i Dåstrup Kirke

- fredag den 13. november 2020-

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

Johannes Åbenbaring 7, 9 - 17        

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. 
v10  De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13 Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?«
 v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
 v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Jeg har i dag valgt, at vi skal synge Brorsons salme: den store hvide flok vi se.
Den er en af mine yndlingssalmer. Og så synger vi den kun til Alle helgen.

Da vi lige nu er tæt på- om end på bagkant af allehelgen - kan det vel forsvares.

Da jeg var barn, var jeg som præstebarn næsten tvangsindlagt til at gå i kirke.
Det mener mine søskende i hvert fald, at de var.
Jeg var et mærkeligt barn. For jeg har altid holdt af det. Af at gå i kirke.
Min mor og jeg var, da jeg blev lidt ældre, uenige om, hvilket tøj, man skulle have på, når man gik i kirke. Jeg mente, at cowboybukser og islandsk sweater var fint. Det er jo ikke det ydre, det kommer an på, men det indre.
Min mor var ikke helt enig.

Alle Helgen var en af de største dage.
Her var kirken fyldt af alle mennesker fra sognet. Det pæne tøj var fundet frem. Ligeledes den pæne vinterfrakke. Afganer pelsen, der havde hængt siden sidste vinter i skabet med mølkugler og tørret lavendel.

Sorgen lå som en dyne over menigheden. Luften var tung i den hurtigt, men stærkt opvarmede kirke. Stemningen alvorlig. Store stærke mænd, mange af dem var bønder, kunne man se græde. Havde man ikke selv mistet en kær, så havde naboen eller naboens nabo.
Og alle kendte hinanden på godt og på ondt.

Organisten spillede præludiet på et orgel, der ikke var stort, og som fik luft af den konfirmanddreng, der trådte bælgen.
Kirkesangeren, som var organistens mand troede, at han skulle overdøve salmesangen i stedet for at støtte.

Efter præludiet og indgangsbøn skete der en forvandling med menigheden.
Man kunne se rygge ranke sig. Og da den første tone skulle synges på den første salme: den store hvide flok vi se, ja så var det, som om kirken fyldtes af engle. Af trompetmusik og af basunklang. Og kirkesangerens stemme blev overtonet af menigheden, der sang af deres lungers fulde kraft.

v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!

Det var lovsangen, der lød fra den levede menighed.
Men det var som om, lovsangen fra de døde blandede sig i koret.
Man kunne ane dem. Man kunne føle dem, som var de iblandt os.

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

Efter prædikenen læste min far, der var stedets præst navne op på alle dem, der var døde siden sidste alle helgen. Nogle år var der flere end andre, men alle år var der blandt navnene ikke bare en, man kendte. Men mange.
Vi stod op, mens navnene blev læst op. Og da så vi dem.
Hver enkelt af dem for vores indre blik. Og vi blev trøstet ved ordene om:  
v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Oplæsningen af navne slutte min fader med ordene:
Guds fred meddem der døde, i Danmarks rosengård.
Guds fred med dem, der blæde, af dybe hjertesår.

Da vi alle gik ud under postludiet, var vi fyldte.
Ikke bare af sorgen. Dynen var lettet og taget af.
Vi var fyldte af en glæde over at have været med i lovsangen.
Sammen med de døde. Sammen med de levende.
Med til at lovsynge den Gud, der er hærskarers Herre. Og som sidder for tronen og tager imod os den dag, vi følger efter.
Som en del af den store hvide flok.

Nu kunne vi gå ud i verden og leve i troen på, at de mennesker, der forlod os levede på den anden side af død og af grav.
For vi havde jo lige været sammen med dem.
En sidste gang.

De fleste af de mennesker, der sad i kirken, da jeg var barn, er nu en del af den store hvide flok.
Også min far.
Og en dag vil jeg følge efter. Og glæde mig til at synge lovsangen der… sammen med dem, der lever her. Amen

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
Brorson