Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Morgensang i Dåstrup Kirke


Lovsangen fra den frelste jord

Morgenbøn
Nu overgiver vi
alle denne dagens gøremål i dine hænder,  Gud:

Alle skuffelser, hindringer, forglemmelser.
Forsømmelser.
Al glæde og skønhed. Kærlighed. Fryd.
Opfyldelse.

Al fortid, nutid, fremtid.
Alt, hvad folk har gjort imod mig.
Alt, hvad jeg har gjort imod dem.
Al min gerning og min bøn.

Og jeg overgiver alle dem, jeg elsker,
til Din omsorg,
til Din helbredelse og genoprettelse,
til Dit kald og til Din fuldførelse
ved Jesus Kristus, vor Herre.
Amen.
Margaret Cropper 1886 – 1980. GP s. 89.

Marias lovsang

Lukas 1 v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
       
v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
       
v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
       
v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
       
v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
       
v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
      splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
       
v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
       
v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.
       
v54  Han har taget sig af sin tjener Israel
      og husker på sin barmhjertighed
       
v55  – som han tilsagde vore fædre –
      mod Abraham og hans slægt til evig tid.
v56  Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Apg. 16 v22  Folkeskaren gik også løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes. v23 Efter at de havde givet dem mange piskeslag, satte de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem sikkert. v24 Da han havde fået den ordre, satte han dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i blokken.
v25 Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede.


Hildegards bøn:  ”I Himlen er mit hjem, dér møder jeg al skabningen;
Guds kærlighed er min lyst, et tårn af længsel vil jeg bygge.
Hvad Du, Gud, vil, det vil jeg gøre.
Med den gode viljes vinger flyver jeg op over himlens stjerner for at gøre Din vilje.
Intet mere søger jeg, eller ønsker jeg.
Jeg længes kun efter Den Hellige.
Lad mig, o Gud, være dit strengespil
Din kærligheds zitherklang."

*******

Lad mig, o Gud, være dit strengespil
Din kærligheds zitherklang.

Da Moses havde befriet sit folk, hebræerne fra fangenskabet i Ægypten og alle var nået i sikkerhed, brød han ud i en lovsang til den Gud og skaber, der havde befriet ham og hele folket fra fjendens åg.

Miriam, hans søster brød ud i dans og lovsang til den Gud, der havde besejret døden og givet livet til dem, der var truet af døden.

Da Maria, der lige var blevet gravid, besøgte Elisabeth og af hende fik bekræftet, at hun skulle føde Guds søn, brød hun ud i lovsang til den Gud, der var barnets, hendes og vores fader og skaber.

Da Zakarias blev far til Johannes i en høj alder, brød han ud i lovsang til den Gud og skaber, der havde gjort det umulige muligt.

Da Paulus og Silas var blevet pisket og kastet i fængsel i Fillippi, sang de lovsange til Gud.
Fordi og på trods.

Fordi de troede på, at Gud var en Gud, der var hos dem.
Ikke bare i glade dage, men også i onde dage.
På trods af de lidelser, som de var udsat for.
Håbet om livet oversteg frygten for døden.
Og sejrede.

Vi kunne blive ved med at finde eksempler på, at mennesker i medgang og modgang har sunget sange, Gud til ære.
På trods af, at de måske ikke lige nu kunne se, hvorfor de skulle ære ham.
Fordi de troede og insisterede på, at livet her var, er og bliver en del af Guds evige liv.

Et liv, hvor levende og døde er fælles om den samme Gud, fader og Skaber.
Fælles om hans søn og fælles i hans hellige ånd.

I salmesangen er den, der synger her på jorden et med den, der synger bag død og bag grav.
I salmesangen ånder Gud ind og vi ånder ud.

I salmesangen taler vi med Gud og med engle og med hinanden.
Salmesangen løfter os ud af verden og ind i himlen et øjeblik.

Kristne har alle dage sunget. I medgang og modgang.
I mange kulturer jamrer man højlydt ved en båre.
Nogle steder ansætter man folk til at jamre.

I den kristne kultur har vi altid sunget.
Også ved en båre.
Udsyngning kalder man det, når man som familie eller venner synger en nylig afdød ud af hjemmet eller hospitalet.
Indsyngning kalder man det, når man synger den afdøde ind i kapellet eller kirken på det sted, hvor vedkommende skal bisættes.
Salmesangen bærer ikke bare os, men også den kære afdøde videre på sin rejse ind bag forhænget.

Vi synger og.
Mange fremmede kulturer undrer sig.
De har jo ret.
Sangen er ikke det første man tænker på, når man siger farvel til en af sine kære og nære.
Sangen er ikke det, der først og fremmest presser sig på.
Det gør sorgen. Det gør klagen.
Det gør vreden over at Gud tog et menneske fra os, som vi holdt af.

Ikke desto mindre synger vi ved en bisættelse/begravelse. Hvorfor?

Fordi vores håb, som Moses og Miriams. Som Marias og Zakarias, Silas og Paulus´er stærkere end døden.
Vi synger på trods og fordi.
På trods af sorgen, og fordi vi håber.

Håber på, at Gud er Gud, ikke bare for os, der lever her, men også for den, der lever på den anden side af død og grav.
Under salmesangen bærer vi den afdøde gennem og over på den anden side af forhænget i troen på, at den, der døde for os mødes og bæres af englenes lovsang og Gud selv.

Jeg har begravet begge mine forældre.
Bisættelserne kom til at forme sig som festgudstjenester. 
Ikke fordi sorgen ikke var til stede. Tværtimod. Så rev den vore fjedre.
Men fordi alle vi, der sagde farvel, brød ud i lovsange til den Gud, der havde givet os den gave - i en tid og på et sted her på jorden- at få lov at leve sammen med den, vi nu havde mistet.
Sangen fik vinger, og på salmesangens vinger bevægede vi, som menighed os sammen med den afdøde over på den anden side af døden og graven for et øjeblik for at efterlade ham der. Sammen med den himmelske menighed. 
Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalemn
Til al din herlighed.
Vi sang på trods af sorg, og fordi vi bar på og blev båret af et håb om et gensyn i det ny Jerusalem. 
Vi sang salmen, som den, der døde, før havde sunget. Vi sang den for og med den døde.
Og salmen bar den dødes sjæl videre. Ind i himlen.  

Nonnen Hildegard, der levede for 1000 år siden, har skrevet mange bøger. Malet mange malerier. Været en læge i tiden og et forbillede for fyrster og konger.
Hun siger om salmesangen, at denne er broen mellem himmel og jord. Når man derfor synger lovsange for Gud, da bevæger sjælen sig ud af kroppen op foran Herren for at synge lovsange for ham, sammen med englene. Sammen med hele universet.

Grundtvig siger det samme, når han i salmen, hyggelig rolig siger og vi synger:

Tusinde døgne,
verdslige. søgne,
gyldne for kød,
kan de velligne
en dag af dine,

som vi dem nød,
når under sang med dit vingede ord
sjælen af by over stjernerne fór?

Sjælen får under gudstjenestens salmesang vinger og flyver af by og op over stjernerne for at være et øjeblik i himlen.
I lovsangen synger sjælen lovsange sammen med englene. Foran Gud.

Hildegard blev på et tidspunkt straffet fordi hun i kirkens øjne havde gjort en fejl.
Hun havde begravet en mand på indviet jord. Den kirkegård, der hørte til hendes kloster.
Manden var røget i unåde hos Kirken. Han havde syndet, og måtte derfor ikke begraves i indviet jord, fordi han ikke havde fået absolution, tilgivelsen inden sin død.
Hildegard havde givet ham absolution, syndernes forladelse da han bad hende om den før sin død.
Derfor holdt hun fast. Begravede manden på kirkegården, og ville ikke grave ham op!

Hildegards klostre blev lyst i band.
Det betød bl.a., at hun og hendes nonner ikke synge med på salmerne til gudstjenesten.
De måtte kun recitere med. Sige med på salmerne.
Broen mellem himmel og jord var blevet lukket.

Det blev et hårdt slag for Hildegard, der i over et år argumenterede og insisterede på sin ret. Og endte med at få ret. Interdiktet blev ophævet og søstrene fik igen lov at synge. Sammen med hele universet.
For Herren.

I salmesangen er vi sammen. Alene eller fælles.
Sammen med dem, vi mistede. Vore kære.
Sammen med dem, der lever på denne jord.
På salmesangens vinger hæves vore sjæle sig op. Løfter de sig ud af verden. Ud over alt det, der tynger og glæder.
For i et øjeblik at synge sammen med levende og døde. Hele universet.
For at lade Gud ånde ind og os ånde ud.
For at sam-synge og sam-tale.

Derfor synger vi, og holder vi at synge. Også til bisættelser og begravelser.
Derfor har det været et hårdt slag for os alle, at vi ikke måtte synge i kirken til gudstjeneste eller kirkelige handlinger. Men kun recitere eller nynne.

Coronaen har givet os mundbind på, men ikke nok med det.
Coronaen har forsøgt at forhindre sjælen i at vandre på broen mellem himmel og jord.
I den himmelske lovsang.

Lovsangen fra den frelste jord
sig blande med dit englekor!
Ja,. Adams æt istemmer glad
kerubers og serafers kvad.

Te Deum. 4. årh.
Men nu har vi fået lov at synge i kirken igen!
Mange af os har savnet det voldsomt og ofte foretrukket at holde gudstjeneste i hjemmet foran fjernsynet, fordi vi der kunne få lov at synge med af hele hjertet. Og at deltage i nadveren.
Ordet husmenighed har fået en renæssance og ny opblomstring.

Nu må vi igen være sammen med Gud, levende og døde.

Samsjælede med engle og med universet.
Sammen om at lovsynge den Gud, der ikke kan slås ihjel, men som står op af de døde og lader livet stå op af de døde.
Som befrier os af dødens magt og derfor også dens trussel.

Bærer af - og båret af - Håbet,
kan vi  synge: 

DDS 411: Hyggelig Rolig

Bøn (skrevet af en konfirmand): 

Kære Gud.
Jeg har brug for dig,
brug for at du giver mig styrke,
når jeg er svag.
Jeg har brug for den trøst,
jeg finder i dine ord,
når jeg ikke kan finde trøst andre steder!
Jeg har brug for din kærlighed,
når jeg føler mig alene og uelsket.
Jeg har brug for din støtte,
når ingen andre gir mig det.
Jeg har brug for al den barmhjertighed,
du giver.
Du giver mig styrke.
Du giver mig trøst.
Du giver mig kærlighed.
Du giver mig støtte.
Du giver mig alt dette.
Så tak Gud.
Jeg har brug for dig!

 Alle: Amen

 

 

 

 


Judas.

Morgensang i Dåstrup Kirke

-fredag d. 19. marts 2021-

Johannesevangeliet 13, 18.ff.

Forudsigelsen af Judas' forræderi

v18  Jesus sagde: Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse:
      Den, der spiser brødet med mig,
      har løftet hælen imod mig.
v19  Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. v20  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.«v21  Da Jesus havde sagt det, kom han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22  Disciplene så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. v23  En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus. v24  Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om. v25  Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det, Herre?« 
v26  Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. v27  Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« v28  Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. v29  Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: »Køb, hvad vi har brug for til festen,« eller at han skulle give noget til de fattige. v30  Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat.

v31  Da Judas var gået ud, sagde Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.

Vi skal i dag- hvor vi stadig er i fastetiden- 
I bods- og bedringstiden.
I besindelsestiden - på vej mod påsketiden og opstandelsestiden.
- synge salme 249: Hvad er det at møde den opstandne mester, af Hans Anker Jørgensen.

Det er en fantastisk salme, der fortæller vers for vers om, hvad det vil sige at møde den opstandne frelser.

At møde den opstandne er:
som de to disciple, der fyldte af sorg, nederlag, lidelse og død, 2. påskedag på vej mod Emmaus, møder en fremmed på vejen, som viser sig at være deres herre og mester, Jesus.
De genkender ham ikke, fordi de bærer på billedet af deres ven og mester som død på korset.
-mens de mødes af den opstandne. I nadveren.

At møde den opstandne er:
som Maria Magdalene, der ikke kan finde Jesu lig i graven. Hun møder en havemand, som viser sig at være hendes elskede herre og mester, den opstandne Jesus
Blændet af sorg og tårer genkender hun Jesus, da han udtaler hendes navn. Maria.

At møde den opstandne er:
som Peter, der, af angst for eget liv under forhøret af Jesus, fornægtede sit kendskab til ham.
- Skamfuld og skamfyldt mødes han af den, han svigtede, da det gjaldt. I tillid på trods får Peter givet et ansvar, da Jesus tre gange siger: vogt mine får.

At møde den opstandne er:
som Saulus, der dræbte kristne for deres tro, at mødes af Jesus, der taler til ham som ven og gør ham til apostel. Udsending. Disciplen Paulus.

At møde den opstandne er:
som Judas…..

Når jeg kommer til vers syv i salmen og synger om Jesu møde med Judas eller Judas møde med Jesus, bliver jeg hver gang bevæget.  
Rørt. Rystet og glad.

Det er som forræderen Judas at sidde
i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede
så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.

Judas Iskariot.
Han var en af Jesu 12 disciple.
En god ven, der blev skuffet og som derfor gik til fjenden, jødernes ypperstepræst og skriftlærde for at fortælle, at han med et kys, for gammel venskabs skyld, ville forråde Jesus.

30 sølvpenge fik han for det, men jeg tror ikke, at det var for pengenes skyld, han gjorde det.
For da Jesus var død, fortrød Judas sin gerning og ville give pengene tilbage.
Forgæves. Jøderne ville ikke tage imod dem. Det var blodpenge.
Man købte en mark for dem.
Derefter står der, at Judas gik ud og hængte sig. Og at hans indvolde brast.

Judas, hvem er han?
Ja, han var Jesu discipel. Jesu ven. I inderkredsen.
En af dem, der havde forladt alt for at følge Jesus.
Men Judas var en skuffet mand.
Han havde håbet og troet på, at Jesus var kommet som Guds søn for at drive den fysiske fjende, romermagten på porten.

Judas. Han bliver en forræder.

Judas.
Han er den, der forråder Jesus med et kys.
Han er den, der lader som om, han er bedste ven for bagefter at gå hen og stikke en kniv i ryggen.

Judas. Han er den, der svigter, når det gælder.

Judas. Han er den, der rakker ned eller bagtaler den, der så ham som en ven.

Judas.
Ham kender vi alle.
Ham har vi alle mødt, hvis vi har levet længe nok.
Og vi behøver ikke leve længe før Judas dukker op. Selv små børn opfører sig overfor deres kammerater som en Judas.

Må jeg lege med jer? Spørger den treårige veninden, der har fundet en anden og bedre at lege med, og som derfor svarer: nej. Vi vil ikke lege med dig.

Judas kender vi alle, og Judas har vi alle svært ved at elske.
Eller tilgive.
For det, Judas gør er på alle måder utilgiveligt.

Judas. Ham kender vi desværre også fra os selv. I os selv.
Ham kender vi fra de gange, hvor det var os, der svigtede. Forrådte.
Stak vennen i ryggen med ordets kniv.
Gav veninden et kys eller et kram, for derefter at gå hen og ofre hende og venskabet på eget alter. For egen vindings skyld.

Judas. Ham kender vi fra os selv, når vi handler utilgiveligt, som David gjorde, da han ofrede Urias, for selv at sikre sig den smukke Batseba som sin hustru.

Judas. Ham kender vi fra de gange, hvor vi for egen vindings skyld ofrede den i grunden uskyldige.

Så jo. Judas kender vi alle. Ham har vi alle mødt. Og han er svær at tilgive.

De to sidste søndage har Fangekoret deltaget i TVgudstjenesten.
Ved gudstjenesten Midfaste søndag sang fangekoret en motet, skrevet af en af fangerne, der handlede om tilgivelse eller mangel på samme.
Først i himlen er det muligt at få en ren straffeattest, lød parolen.

Noget af det sværeste for fangerne var, blev der sagt, at komme dertil,hvor man kunne tilgive sig selv.

Spørgsmålet er også, om man skal kunne tilgive sig selv?
Om Judas havde tilgivet sig selv, så havde han ikke hængt sig.
Så havde han fundet en masse årsagsforklaringer i sin opvækst eller den rygsæk, som han havde fået med sig i livet.
Årsagsforklaringer, der let bliver til undskyldninger.

Tilgivelse er som kærlighed, sagde dagens præst.
Den kan ikke tages, men kun gives.

Kan alt tilgives?
Nej. Vi mennesker kan og skal ikke tilgive alt.
Det barn, hvis mor blev slået ihjel af en jaloux far, kan ikke tilgive faren, hans handling.
Jeg vil ikke og kan ikke selv, om adspurgt, kunne tilgive alle. F.eks. Hitler eller andre bødler deres handlinger.

Derfor er verset om Judas, der sidder i Helvede og møder en luftning sval, så fantastisk rørende og bevægende.
Hvad jeg ikke kan, det kan den opstandne.

Den opstandne Jesus kommer til Judas i helvedet.
Det er Jesus, der møder ham, fordi han går til venner og fjender.

At møde den opstandne er:
at modtage den tilgivelse, som man hverken kan få af sit offer eller give sig selv.

Tilgivelsen, som jeg ikke selv kan præstere-
- hverken overfor mig selv, fordi det, jeg gjorde, var utilgiveligt,
og den Urias, som jeg gjorde det imod er død og derfor ikke kan tilgive.

-eller i forhold til den, der stak mig i ryggen-

Den kommer Jesus med. Og han går til venner og fjender. Til levende og døde. Til mennesket i paradiset og mennesket i helvede.
Hans tilgivelse er ikke begrænset.

Han møder os alle i den fremmede, i havemanden.
Han møder os i den opstandne. Om vi hedder Saulus, Peter, Judas, Maria, Karen Elise eller Jytte.
Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! Siger Jesus om bødlerne, da han korsfæstes.

Den tilgivelse må vi, som Judas eller Peter tro på. Når vi, eller fordi vi ikke selv kan præstere den.
Den tilgivelse må vi lægge over til Jesus. I Jesu hænder og tro på, at han er den, der tilgiver det utilgivelige.
At han er den, der tilgiver, der hvor vi som mennesker må give op på at tilgive.

Jeg ved, hvem jeg har udvalgt, siger Jesus lige før han fortæller disciplene, at en af dem vil forråde ham.
Judas er udvalgt til at forråde!

Der findes et Judasevangelium, som kirkefaderen Irenæus også henviser til, hvor Judas i stedet for at være skurken, måske snarere er helten.
For havde han ikke forrådt Jesus, var denne jo hverken død eller opstået i denne påske.

Samme tanke har vi i musicalen: Jesus Christ Superstar, som var oppe i tiden, da jeg var ung, og som jeg siden har set med flere hold konfirmander.

I denne musical synger en forpint Judas om sin fortvivlelse over at være den, der er udvalgt til at forråde.
Hvorfor mig? synger han. Mig af alle.

Også her røres jeg hver gang og får medlidenhed med den Judas, der gør det utilgivelige. (Man jager et bæst og møder et menneske)
 

Guds tilgivelse er

….som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Guds tilgiveklse
-er som et forhæng, der rives til side
på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide
sin evige fred.
 - Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.

Amen.

 

Bøn om tilgivelse. Vekselbøn.
Salme 51. 1 Til korlederen: En sang af David, 2 efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
    for du er barmhjertig og trofast.
Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
    så jeg kan begynde på en frisk.
Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
    min synd plager mig dag og nat.
Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
    det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
    din dom er retfærdig.
Jeg har været en synder fra fødslen af,
    været skyldig, siden jeg blev undfanget.
Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
    du længes efter at lære mig visdom.
Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
    så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
    men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
    men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
    og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
    tag ikke din Helligånd fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
    og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
    så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
    men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
    så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
    mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
    du længes efter at se et angrende hjerte.
20 
Se også i nåde til Zion.
    Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
    både brændofre og helofre.
        Vi vil ofre vore tyre på dit alter.  

Amen


Den store hvide flok.

Morgensang i Dåstrup Kirke

- fredag den 13. november 2020-

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

Johannes Åbenbaring 7, 9 - 17        

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. 
v10  De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13 Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?«
 v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
 v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Jeg har i dag valgt, at vi skal synge Brorsons salme: den store hvide flok vi se.
Den er en af mine yndlingssalmer. Og så synger vi den kun til Alle helgen.

Da vi lige nu er tæt på- om end på bagkant af allehelgen - kan det vel forsvares.

Da jeg var barn, var jeg som præstebarn næsten tvangsindlagt til at gå i kirke.
Det mener mine søskende i hvert fald, at de var.
Jeg var et mærkeligt barn. For jeg har altid holdt af det. Af at gå i kirke.
Min mor og jeg var, da jeg blev lidt ældre, uenige om, hvilket tøj, man skulle have på, når man gik i kirke. Jeg mente, at cowboybukser og islandsk sweater var fint. Det er jo ikke det ydre, det kommer an på, men det indre.
Min mor var ikke helt enig.

Alle Helgen var en af de største dage.
Her var kirken fyldt af alle mennesker fra sognet. Det pæne tøj var fundet frem. Ligeledes den pæne vinterfrakke. Afganer pelsen, der havde hængt siden sidste vinter i skabet med mølkugler og tørret lavendel.

Sorgen lå som en dyne over menigheden. Luften var tung i den hurtigt, men stærkt opvarmede kirke. Stemningen alvorlig. Store stærke mænd, mange af dem var bønder, kunne man se græde. Havde man ikke selv mistet en kær, så havde naboen eller naboens nabo.
Og alle kendte hinanden på godt og på ondt.

Organisten spillede præludiet på et orgel, der ikke var stort, og som fik luft af den konfirmanddreng, der trådte bælgen.
Kirkesangeren, som var organistens mand troede, at han skulle overdøve salmesangen i stedet for at støtte.

Efter præludiet og indgangsbøn skete der en forvandling med menigheden.
Man kunne se rygge ranke sig. Og da den første tone skulle synges på den første salme: den store hvide flok vi se, ja så var det, som om kirken fyldtes af engle. Af trompetmusik og af basunklang. Og kirkesangerens stemme blev overtonet af menigheden, der sang af deres lungers fulde kraft.

v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud 
v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!

Det var lovsangen, der lød fra den levede menighed.
Men det var som om, lovsangen fra de døde blandede sig i koret.
Man kunne ane dem. Man kunne føle dem, som var de iblandt os.

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

Efter prædikenen læste min far, der var stedets præst navne op på alle dem, der var døde siden sidste alle helgen. Nogle år var der flere end andre, men alle år var der blandt navnene ikke bare en, man kendte. Men mange.
Vi stod op, mens navnene blev læst op. Og da så vi dem.
Hver enkelt af dem for vores indre blik. Og vi blev trøstet ved ordene om:  
v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

Oplæsningen af navne slutte min fader med ordene:
Guds fred meddem der døde, i Danmarks rosengård.
Guds fred med dem, der blæde, af dybe hjertesår.

Da vi alle gik ud under postludiet, var vi fyldte.
Ikke bare af sorgen. Dynen var lettet og taget af.
Vi var fyldte af en glæde over at have været med i lovsangen.
Sammen med de døde. Sammen med de levende.
Med til at lovsynge den Gud, der er hærskarers Herre. Og som sidder for tronen og tager imod os den dag, vi følger efter.
Som en del af den store hvide flok.

Nu kunne vi gå ud i verden og leve i troen på, at de mennesker, der forlod os levede på den anden side af død og af grav.
For vi havde jo lige været sammen med dem.
En sidste gang.

De fleste af de mennesker, der sad i kirken, da jeg var barn, er nu en del af den store hvide flok.
Også min far.
Og en dag vil jeg følge efter. Og glæde mig til at synge lovsangen der… sammen med dem, der lever her. Amen

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
Brorson


Un-der - red-nu

Morgensang i Dåstrup Kirke

-fredag d. 15. oktober 2021 -

 

Præludium
Velkommen
Salme:           8. Om alle mine lemmer.
Nådehilsen:  I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn
Præst:           Morgenbøn
v1 Kom, lad os juble for Herren,
bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
v2 Lad os træde frem for ham med takkesang,
bryde ud i lovsang til ham.

v3 For Herren er en stor Gud,
en mægtig konge over alle guder.
v4 I hans hånd er jordens dybder,
bjergenes tinder tilhører ham.
v5 Havet tilhører ham, for han skabte det,
hans hænder formede landjorden.
v6  Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os,
lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,

v7  for han er vor Gud,
og vi er hans folk,
de får, han vogter.
Alle:              Amen. 
 
Bibelsk læsning   –   Johannes 5 v2  
Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. v3  I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. v4  Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. v5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. v6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« v7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« v8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« v9  Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
 
Salme: 24. En vej eller anden

Sognepræstens tanker
 
Bøn om tilgivelse
Alle:               Gud, min hyrde, du er med mig.
                       Du deler mine skridt og mine tanker denne dag.
                       Rør ved mig med din kærlighed, gennemlys mit mørke,
                      tilgiv mig alle mine fejltrin i tanker, ord og handlinger.
Tilgivelsens ord
Præst               Jesus Kristus, verdens lys, gennemstråler dig.

                        Du er tilgivet, - du skal tilgive andre.
                        Du er forsonet, - lad dig forsone med andre.
                        I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Alle:               Amen
 
Fadervor      
Fadervor, 
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje 
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, 
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! 
Amen.
 
Keltisk Velsignelse:
Præst:          
Herren være foran dig for at vise dig den rette vej.

Herren være ved siden af dig for at følge dig på vejen.
Herren være bag dig for at holde din ryg fri.
Herren være under dig for at gribe dig når du falder.
Herren være omkring dig for at bevare dig fra det onde.
Herren være inden i dig, for at fylde dig med sin Ånd.
Herren være over dig for at velsigne dig.
Så vær du velsignet af Gud, Fader, Søn og Helligånd.
Alle:             Amen
 
Salme           598: O Gud du ved og kender.

Postludium 
*********************
O Gud, du ved og kender,
det ej i mine hænder
og mine kræfter står,
at jeg dig ret kan dyrke,
om jeg ej daglig styrke
fra dine hænder får.
 
Betesdas dam var et af datidens sygehuse. Her lå de syge og ventede på at blive rask.
En af mulighederne for at blive helbredt var at være den første til at komme ned i dammen, når den var i oprør.
Ved denne dam lå en mand og ventede. Han havde ventet i 38 år og ikke haft muligheden for at være den første til at hoppe ned i vandet. Han havde heller ikke haft nogen til at hjælpe sig dermed.
 
Jesus kommer til stedet. Han ser manden. Han kender ham. Og han spørger ham: vil du være rask?
Det er, synes man, et mærkeligt spørgsmål at stille til en syg.
Vil du være rask? Som om det har noget med vilje at gøre.
 
Et af vore største hospitaler i Danmark, Rigshospitalet, kunne man have opkaldt efter dammen i Bethesda.
Her ligger man i senge, på stuer, etage på etage. Lag på lag. Nogle steder op til 16. etage.
Her flyves dødssyge patienter ind.
Ingen ligger her uden grund og venter tålmodigt- eller utålmodigt- på at blive rask.
På at komme hjem.
Og her vandrer helbredte mennesker ud af hospitalet.
Lykkelige over at være blevet raske.
 
På vejen ind til hospitalet -Bethesdas Dam- går man gennem en lille park, Amorparken.
Her gemmer sig flere skulpturer. En af dem er en lille vandblå bue- en regnbue måske- hvorpå der står nogle bogstaver i stærkt røde farver.
I kontrast til træernes grønne farver.
Under, læser man, når man går imod døren til hospitalets opgang 5.
Kigger man ud af et af vinduerne på hospitalet kan man læse ordet: Red nu.
Under vendt om
 
Hvad enten man læser ordet Under eller ordene Red nu. Så kan man se på ordene som en bøn. En bøn om et under måske, om at måtte blive helbredt her på Rigshospitalet.
I Bethesdas dam.
 
Danmarks største sygehus er også blevet kaldt for Danmarks største bedehus.
I afmagtens rum, som mange, mange patienter findes i, tæt på dammen. Tæt på helbredelsen. Bedes der. Intenst. Af mennesker, som har kendt til at bede hele livet såvel som af mennesker, der aldrig har ofret Gud en tanke.
I afmagtens rum, tæt på dammen, hvor man ikke ved, om man bliver reddet eller dør, kan man intet stille op.
Andet end at vente og bede.

Tålmodigt som en patient.
Som de mennesker, der lå ved Bethesdas dam.
Vente og - bede.
Bede til den ukendte eller den kendte Gud.
Bede om et under.
Bede: Red nu.
Eller blot bede: ske ikke min men din vilje.
Lad det ske, som er bedst for den, man beder for.
Sig selv. Sine kære.
 
Det vigtigste er ikke altid udfaldet.
Om man lever eller dør,
Det vigtigste er, at man, mens man tålmodigt venter i afmagtens rum,
i bønnen kan overgive sig selv og sit liv, sine kæres liv i hænder, der er større end vore.
I Guds hænder.

Når man beder, flyttes man nemlig fra afmagtens rum ind i bønnens rum.
Fra ene og aleneheden med sin lidelse ind i nærværet og samværet med Gud.
Vil du være rask? Spørger Jesus den mand, der har været syg i 38 år.
Og manden svarer ved at fortælle om sin alenehed.
At han ikke har nogen til at hjælpe sig med at blive rask.
 
Jesus svarer ham ved at gøre ham rask. Sætter ham ind i fællesskabet med Gud, så han ikke længere er alene med sin sygdom, sit liv. 
Han døbes med ordene:
Rejs dig, tag din båre og gå.
 
Manden er ikke alene mere.
Alene med sin afmagt. Alene i sin verden.
Han er sammen med Jesus.
Jesus er sammen med ham.
Han ser ham og hører ham i hans bøn: 
Red (mig) nu.
Og han døber ham og  afmagten vendes til et under. 
Amen.
 
 


Morgensang i Dåstrup kirke, 12. november 2021

Jeg lever og ved, hvor længe fuldtrøst
jeg lever til Herren, mig kalder

Sådan sang vi for et øjeblik siden i salmen med samme navn: jeg lever og ved, hvor længe fuldtrøst.
En salme, hvis første vers er skrevet af Martin Luther. Resten er skrevet af vores egen digter, B.S. Ingemann.

Salmen er måske ikke så kendt i dag, som den var engang.
Mine bedsteforældre elskede den.
Da min gamle farmor sad på sit plejehjem og var blevet voldsomt dement, var der en sætning fra samme salme, hun gentog. Om og om igen.
Nemlig sætningen: Jeg rejser og ved, hvor rejsen går hen. 

- Der var meget hun ikke længere vidste om denne verden. ”A havde engang så manne børn”, sagde hun, der havde født fem børn og opdraget seks, ”men hvor er de alle sammen henne?”.
Hun huskede ikke, at de havde været på besøg timen før.
- Men en ting vidste hun, og det var: jeg rejser og ved, hvor rejsen går hen.

Så hun var, midt i sin demens og forvirring over, hvor hun var, og hvem hun var, tryg i sin viden om, at hun var på rejse og vidste, hvor hendes rejse gik hen.

-Jeg rejser og ved, hvor rejsen går hen: 
den går til Guds evige rige;
jeg rejser til åndernes Fader og ven,
til landet, hvor aldrig med sorg igen
fra sjælene sjælene vige.

****

Vi har lige fejret Allehelgen, hvor vi med sang, lys og bøn, gudstjenester og samvær har mindet alle dem, der døde for os. Før os.
Mennesker, som vi som kristne har fået lov at tro på, at de, trods døde for os, nu lever for Gud. Hos Gud. I fællesskabet med hans søn og alle de kære, som de mistede her på jorden.

Helgen her og helgen hisset er i samme menighed.
Synger vi med Grundtvig. Og fortsætter: 
Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt;
til at flyve over graven
vinge låner os vor helt.

Vi er skilte ad. Ikke kun af det Lillebælt, som Grundtvig kendte som det,derskilte jyder fra fynboere og sjællændere. Men vi er skilte ad af det lille bælt, der hedder graven.
Når vi synger salmer sammen til gudstjenesten, låner vores helt, Jesus, os vinger til at komme over på den anden side af det lille bælt, graven for at synge sammen levende og døde. I kor. 
Vi mødes i ånden.

Til vi samles efterhånden ret i livets kildevang,
mødes her og hist i ånden daglig vi med Moses sang

Omkring Allehelgen har der i KD været diskuteret, hvad man siger, og hvad man bør eller kan sige, om et menneske, der holder op med at leve.

Han er gået bort, siger vi.
Han er sovet stille ind, skriver vi i dødsannoncen.
Han har stillet træskoene, er der nogle, der siger.
Han har fået fred.
Og vi ved alle, hvad der menes, nemlig, at han er død.

Vi omskriver døden, for at gøre oplysningen eller beskeden om dødsfaldet så lempeligt, som det er muligt.
Vi omskriver døden med verdslige billeder og vendinger for ikke at gøre forskrækket eller såre den, der har mistet.
Flere steder i landet, er det at gå bort imidlertid lig med det at gå i byen.
Så dybest set udtrykker vi, at den afdøde ikke er langt væk fra os. Kun et lille bælt skiller. Han er gået i byen, bort et øjeblik. Vi ses om lidt.

Tidligere har man også omskrevet døden med kendte billeder.
Man brugte blot andre ord: han er rejst hjem. Ordet hjem har været det ord, som har fyldt i dødsannoncerne.
Han er kaldt hjem.
Han er taget på sin sidste rejse.

Og den, der har talt om hjemkaldelse eller om hjemrejse, har haft en tro på og et håb om, at den, der døde, er rejst over på den anden side af det lille bælt. Graven.
Til fædrelandet.
Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, synger vi.

Den, der midt i sin sygdom eller demens eller på sit dødsleje kan synge: jeg rejser og ved hvor rejsen går hen, behøver ikke frygte for den død, der kommer. Tværtimod.
Så er døden en gang besejret. Ikke forsvundet, men forvundet. Overvundet.
Og selve døden er en kaldelse.
Der kaldes på mig. Ikke af hvem som helst, nej af den Herre, der er åndernes fader og ven. 
Den Gud, der er Gud for levende og døde.
For ham findes døden ikke.
For ham findes døde ikke.
For ham findes livet og den levende.

Gud er fader for levende og døde. For os, der synger her og for dem, der synger på den anden side af det lille bælt, død og grav. Hos Gud.  

Derfor siger vi også om Kristi død: at han er gået forud… for os. Hebr. 6, v19  Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, v20  hvor Jesus gik ind som en forløber for os. For at gøre en bolig klar til os.

Den dag, hvor han kalder os hjem, da kan vi med ro i sindet og sjælen rejse over og hjem til ham. Gå bort. Dø og sige med og som min gamle farmor: jeg rejser og ved, hvor rejsen går hen.

******************

  1. Tess 4 v16  For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. 
    v17  Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. 
    v18 Trøst derfor hinanden med disse ord.

*****************

Morgensang i Dåstrup Kirke
-fredag d. 12. november 2021 -

Præludium
Velkommen
Salme:           543 – Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst.
Nådehilsen:  I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn

Morgenbøn:
Præst/menighed:              
Gud, jeg råber til dig.
I mig er der mørkt,
men hos dig er der lys.
Jeg er ensom, men du forlader mig ikke
Jeg er modløs og forsagt. men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig, men hos dig er hvilen.
Jeg bliver bitter og utålmodig, men hos dig er tålmodet.
Jeg forstår ikke dine veje, men du kender vejen for mig.
Til din nærhed overgiver jeg mig, Gud, mit lys, min hjælp, min hvile, min tryghed, mit tålmod.
(Bøn af Dietrich Bonhoeffer)
Alle:              Amen. 

Præst: Bibelsk læsning – Johannes Åbenbaring 21, 1-7
v1  Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. v2  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.

       v4  Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
      og døden skal ikke være mere,
      ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.
v5  Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« v6  Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. v7  Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.

Sognepræstens tanker

  1. Præst/menighed

    Vor Gud og Fader i himlene.
    Vi takker dig for, at du lod din søn Jesus Kristus, komme ned på vores jord for at hente os hjem til dig i Din himmel.
    Vi takker dig for, at Du er Gud og Far for både os, der lever her og alle dem, der blev kaldt hjem og som nu lever hos dig i Dit rige.
  2.  
  3. Vi takker dig for, at dit rige, vort hjem, ikke er begrænset
    af tid og sted,
    af før og nu,
    af her og der.
  4.  
  5. Men at det kan rumme os alle,
    fordi din kærlighed tror alt, håber alt, udholder alt.
  1. Vi takker dig for alt, hvad du gav os gennem dem, der gik forud for os.
    Mennesker, som levede og elskede, græd, lo og kæmpede, som vi gør det.
    Mennesker, der var lys og salt i denne verden, og som blev forbilleder for os, der lige nu lever her på jorden.
    Så vi kan finde ud af at leve det liv vi skal leve,
    og dø den død vi skal dø.
  2.  
  3. Vær du hos os på denne kæmpende jord.
    Vær du sammen med os på vores rejse imod dit rige. Vort hjem.
    Lad os vide at vi aldrig er alene på denne rejse-
    - i vores liv eller med vores liv,
    fordi mørket ikke er mørkt for dig,
    og natten er klar som dagen.
  4.  
  5. Fyld os med din ånd, din magt og din kraft,
    Så vi må føle, at du er der for os og hos os
    som lyset i mørkets land, som lyssøjlen i sorgens ørken.
    Vær du os nær, når vi vandrer på bjergets top i lykkens rus
    eller når vi bevæger os ned i dalen,
    hvor det smerter og gør ondt. 
  6.  
  7. Tak for Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv, som du skænkede os, da vi blev døbte.
  8. Hjælp os med at bære det lys ud i verden, som du tændte i os
    så vi selv kan være lys i verden for alle dem, som er omkring os.
    Giv os kraft og styrke til at kæmpe mod alt, hvad der er ondt og alt hvad der gør ondt her på denne jord
    Indtil den dag, hvor vi bliver til evig tid salige og skal mødes med dem, som gik forud for os, i en evig lovsang omkring din trone.
  9. Amen.

Salme                571 - Den store hvide flok vi se

Fadervor,    
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje 
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, 
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! 
Amen.

Keltisk Velsignelse:

Præst:          

Herren være foran dig for at vise dig den rette vej.
Herren være ved siden af dig for at følge dig på vejen.
Herren være bag dig for at holde din ryg fri.
Herren være under dig for at gribe dig når du falder.
Herren være omkring dig for at bevare dig fra det onde.
Herren være inden i dig, for at fylde dig med sin Ånd.
Herren være over dig for at velsigne dig.
Så vær du velsignet af Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Alle:             Amen

Salme           573 -Helgen her og helgen hisset.

Postludium 

 


Morgensang i Dåstrup kirke, fredag den 19. november 2021.

Det skal i dag handle om under alle forhold at sige tak.

Som børn lærer vi tidligt at sige: tak for mad, ja tak.
Hvad siger man så, Karen Elise lød det.
Og så vidste jeg, at jeg skulle huske at sige tak!

Mine konfirmander sagde ofte: tak for i dag.
Det kom helt bag på mig. Hver gang.
Det har jeg med skam at melde aldrig selv sagt til en lærer eller en præst. Hvor god, hans time eller prædiken ellers har været.
Her har jeg været en af de ni, der aldrig kom tilbage for at sige tak. Jeg tog det for givet, at læreren eller præsten havde overskud og evner til at gøre undervisningen eller prædikenen god.
Det var vel det, han eller hun blev betalt for?

Jeg lærte til gengæld af mine konfirmander, hvor meget det betyder, at nogen siger tak!
Tak for i dag. Tak for sidst.

Kan man sige for meget tak? Det ved jeg ikke, og det tror jeg ikke. Selv om jeg har kendt mennesker, der ikke kunne sige tak tit nok.

I min aftenbøn som barn indgik der til overmål ordet tak i en sang, der lød og lyder:

Lyset slukkes, alt er stille;
hør i nåde, Gud, den lille!
Tak for dagen, tak for livet.
Tak for alt, hvad du har givet.

Tak på faders, moders vegne,
også tak på mine egne!
Vogt os kærlig fra det høje,
når vi nu har lukt vort øje.

Giv os styrke, mens vi blunde,
at mod dag vi vågne sunde!
Gør så vore sorger færre,
tilgiv os! God nat, Vorherre!

Her blev der dagligt takket for meget af det,
der var at takke for.
For dagen. For livet. På faders og moders og på egne vegne.
Var det for meget?
Tværtimod, så tror jeg, at det at vi dagligt i en aftensang eller bøn og næsten i søvne takker for livet og hverdagen
- fra vi er helt spæde og ikke selv kan synge med, men bliver sunget for, til vi er teenagere og slet ikke vil have, at nogen synger for os, fordi vi kan og vil det selv hele-
dybest set er en handling, der kommer til at præge os og vores hverdag. Vort sindelag. Med tak.

I den daglige aftensang, aftenbøn, aftentak, som vi synger rituelt, lærer vi at sige tak under alle forhold.
For vi synger jo aftensang, beder aftenbøn, takker for dagen og livet på trods og på tværs af, hvad dagen bragte os.
Som rutine.

I aftensangen. Aftenbønnen. Aftentakken. Lærer vi, at livet ikke er en menneskeret.
At vore nære og kære ikke er en selvfølge.
Men dagligt gives os som gave.

Inde på Rigshospitalet ligger der i kirken en bønnebog.
En bog, hvori man kan skrive, hvad man mener og tænker lige nu.
Hvor man kan skrive alt til Gud. Om Gud og sig selv, sit liv.
Man kan skælde ham ud eller lovprise ham. Takke ham under alle forhold.

Masser af mennesker har skrevet i en sådan bog på Riget.
På alle mulige sprog og med alle mulige skrifttegn kan man læse om mennesker, der har levet eller lever i grænselandet.

En af de ting, der gør størst indtryk, når man læser i disse bøger er, at det ord, der forekommer oftest i dem, er ordet TAK.
Tak fordi jeg blev rask.
Tak, fordi det viste sig, jeg ikke var alvorligt syg.
Tak for det lille liv, som jeg fik skænket på fødegangen.

Tak til de mennesker, der har hjulpet mig igennem mit ophold på stedet.

Det mest tankevækkende er dog den taknemmelighed, der kommer til udtryk fra mennesker, som har mistet, og som vi ikke vil mene har noget at takke for.
Tværtimod.

Tak for de timer jeg fik lov at være sammen med min lille søn, inden han gik hjem til dig.
Tak fordi du gav min lille datter fred.
Tak for det gode, jeg fik sammen med min mand, inden han døde.

Her, i disse bøger, bliver der takket under alle forhold.

Somme tider skal der et personligt jordskælv til, før vi ser, at livet og selv den mest grå november-hverdag er en gave.
Som ikke er en selvfølge.
Som vi ikke har ret til, men som vi alligevel får givet af nåde.
I nåde.

Så vi under alle forhold med vore børn kan synge:
tak for dagen tak for livet,
tak for alt, hvad du har givet.
Tak på faders og moders vegne
også tak på mine egne.

I hverdagen går det sjældent op for os,

at vi får en hel del mere end vi giver,

 og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt

Dietrich Bonhoeffer

**********************

Velkommen

Salme:      5 – O havde jeg dog tusind tunger    

Nådehilsen:  I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn

Morgenbøn. Præst/menighed:              
Gud, jeg råber til dig.
I mig er der mørkt, men hos dig er der lys.
Jeg er ensom, men du forlader mig ikke
Jeg er modløs og forsagt. men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig, men hos dig er hvilen.
Jeg bliver bitter og utålmodig, men hos dig er tålmodet.
Jeg forstår ikke dine veje, men du kender vejen for mig.
Til din nærhed overgiver jeg mig, Gud, mit lys, min hjælp, min hvile, min tryghed, mit tålmod.
Bøn af Dietrich Bonhoeffer

Alle:              Amen. 

Bibelsk læsning –  

Lukas 17 v11  Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. v12  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham v13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« v14  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. v15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst v16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. v17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? v18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« v19  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

1.tess. 5 v16  Vær altid glade,
       v17  bed uophørligt,
       v18  sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
       v19  Udsluk ikke Ånden,
       v20  ringeagt ikke profetisk tale.
       v21  Prøv alt, hold fast ved det gode,
       v22  hold jer fra det onde i enhver skikkelse!

v23  Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! 
v24  Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.

Sognepræstens tanker.

Fællesbøn:

Herre,

gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder.
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.

Mester,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet
som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået
som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket
som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv,
man finder sig selv.
Det er ved at tilgive,
man finder tilgivelse.
Det er ved at dø,
man opstår til evigt liv.
Amen.

Bøn tillagt Frans af Assisi.

Salme                728 – Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

Fadervor,    
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje 
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, 
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed! 
Amen.

Keltisk Velsignelse:

Præst:          

Herren være foran dig for at vise dig den rette vej.
Herren være ved siden af dig for at følge dig på vejen.
Herren være bag dig for at holde din ryg fri.
Herren være under dig for at gribe dig når du falder.
Herren være omkring dig for at bevare dig fra det onde.
Herren være inden i dig, for at fylde dig med sin Ånd.
Herren være over dig for at velsigne dig.
Så vær du velsignet af Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Alle:             Amen

Salme 697 – Herre, jeg vil gerne takke!

Postludium