Bjælken og splinten
Billede fra Jetsmark kirke, der er fyldt af de flotteste kalkmalerier
Hvor ofte har jeg ikke tænkt, at det er da utroligt, folk ikke kan huske at slukke for mobilen, når de er til gudstjeneste... eller i teater.
I dag skete det igen. Midt under gudstjenesten- midt i prædikenen - der handlede om at se splinter i alle andres øjne, mens man glemmer at tage bjælken ud af eget- begyndte en telefon at ringe. Jeg så mig omkring og opdagede til min skræk, at det var min egen, der godt nok var sat på lydløs, hvilket alarmen er bedøvende ligeglad med.
Om ikke anskuelses- undervisning, så -prædiken.
Efter gudstjenesten kunne vi i radioen lytte til et interview med Andrea Hejlskov omkring sin roman, Vølve. På et tidspunkt siger hun til intervieweren: ja nu er du en kristen, der tror på tilgivelsen, mens jeg er en hedning og derfor har et andet forhold til den.
Personligt takker jeg for tilgivelsen!
Her er en bid af dagens tekst.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Lukasevangeliet
.
Billedet fra Jetsmark kirke, er et billedet af Jesus, der med spaden i hånd velsigner den sorgfulde Maria Magdalene ved graven. Hun tror, det er havemanden, derfor spaden.
"Gå bort med Herrens fred" - hilste præsten altergæsterne efter nadveren. For en del år siden hørte jeg, at man i Praktisk Teologi-undervisningen og på Pastoralseminariet i København lo af de præster, der sendte altergæster bort med et: gå bort med fred.
Sætningen hentyder jo til og er et synonym for at dø, blev der sagt.
I udkanten af det ene af "mine sogne" lo man af den tolkning. Her sagde man, at en mand var gået bort, hvis han ikke var hjemme, men taget i byen på besøg.
Her ville en sådan hilsen med andre ord betyde: gå i byen med fred.
Jeg har selv ved nadver-bortsendelsen stædigt holdt fast i sætningen: gå bort med fred og under korstegning fortsat med ordene: og tjen Herren med glæde.
For, hvad kan man da ønske sig højere, end at få lov at gå bort eller sågar at dø med fred!
Måske skulle man oven i købet udvide hilsenen til under korstegning at sige: lev med fred og dø med fred.
- Modtage hilsenen og gå ud I verden for at leve livet for fuld udblæsning og med fred i hjerte, sjæl og sind i troen på, at man får lov at dø med fred - for den efterfølgende søndag at få gentaget den hilsen!
Således oplever man det efter hver kirkelig handling i Thurø kirke. Her står sætningen, gå bort med fred over udgangsdøren, så man kan læse den, når man går ud i eller ud af verden.
Til fred for sjælen og til bod for hvert et bittert savn.
Hvem ringer klokkerne for?
Kommenteret oplæg til diskussion december 2009 om klokkeringning i forbindelse med internationalt klimatopmøde i Danmark.
»Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort af havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den hele menneskehed. Spørg derfor aldrig: - Hvem ringer klokkerne for - de ringer for dig."
Sådan skriver præsten John Donne, der for øvrigt konverterede til protestantismen, om menneskelivet og om klokkeringning.
I disse dage diskuterer og debatterer man rundt om i det ganske land, sognets kirkeklokker skal ringe 350 slag den 15/12 2009 kl.15.00.
Diskussionen går på, om klokkeringningen er verdslig, eller den er kirkelig.
Er den verdslig, da er det en sag for kirkeministeren, og hendes opgave at påbyde ringningen.
Er den kirkelig, ja da er det op til biskopperne i det ganske danske land, at tillade eller endda opfordre til ringning med kirkernes klokker i anledning af klimatopmødet.
Der er mennesker, der med Søren Krarup mener, at ringningen er verdslig. Og som verdslig ulovlig.
Og så er der den anden gruppe, der holder på, at ringningen er særlig kirkelig.
Den skal derfor med nødvendighed foregå i forbindelse med en andagt eller en gudstjeneste. Som en del af andagten eller gudstjenesten. Hvorfor man er i mod fælles klokkeringning.
Kirkeklokken har fra ældste tid kaldt til bøn. Til andagt. Til gudstjeneste.
Kaldt mennesker ud af verden og ind for Gud.
Kaldt mennesker til for et øjeblik at stoppe op i en travl hverdag for at lade tanken og bønnen få plads i livet. Lade Gud få bare en brøkdel af den plads i verden, som tilkommer ham.
Solen ringes op og solen ringes ned, siger man om den daglige klokkeringning.
Men egentlig og dybest set er morgen og aftenringningen en ringning, der maner til bøn og eftertanke.
En rest af tideringningerne.
Ser man klokkeringningen den 15.december som udtryk for et kald til bøn, sådan som jeg gør det, ja så kan det undre, at man kan hævde, at denne ringning er ulovlig.
Er det ulovligt at kalde menneskeheden til bøn og eftertanke.
Bøn for den ganske jord. Bøn for det skaberværk, som Gud på skabelsens morgen satte i gang, og som han stadig opretholder.
Bøn for livet på jorden.
Bøn for den skabning, der sukker
Gang på gang hører men det nævnt, at det skal man ikke, fordi det er en politisk handling.
Som om ethvert argument derfor er ryddet af vejen.
Det er med andre ord politisk, hvis man ringer med klokkerne.
Men hvis det er politisk at ringe med klokkerne, ja så er det lige så politisk at lade være.
Så handler det blot om, hvilken politisk observans, der bestemmer om der ringes med klokkerne eller ej. Så har de mennesker, der argumenterer imod klokkeringningen med sætningen, det er jo politisk, gjort hele sagen til partipolitik.
Og det er noget helt andet end at være politisk.
Jeg begravede et år en ungarsk kvinde, der var flygtet til Danmark under Ungars-opstanden. Hun havde boet i Danmark alle årene, men hun havde familie i Ungarn. Familie, der ikke magtede at komme til begravelsen, fordi der var for langt, og det var for dyrt. I stedet for gjorde man det i den lille ungarske landsby, hun kom fra, at man på den dag, hvor hun skulle begraves, lod klokkerne ringe fra den lille landsbykirke på samme tid, som klokkerne ringede til begravelsen i en lille dansk landsbykirke.
En uendelig smuk tanke, der fik alle, der var med i følget til at føle sig forbundne med, et med den menighed, der var mange kilometer væk. Over alle bjerge og grænser! Var det også ”politisk”. Var det ikke snarere en handling, der bekræftede os alle i, at kirken ikke er lokal, men global. Ikke er national! Men international, ja universel. Uden alle de partpolitiske begrænsninger som vi dagligt må se i øjnene?
Uden forskel på sprog, farve eller kultur.
Kirkens budskab er jo netop et budskab, der overskrider alle grænser.
Spørgsmålet er, om man overhovedet kan andet som menneske, end at være politisk. I sine handlinger. I sine udsagn. Om man ikke, som menneske, altid er politisk.
For det at være politisk, er jo blot det at forholde sig til Polis, det græske ord for by eller stat, samt kombinationen af by og stat, altså bystat.
At være politisk er at forholde sig til verden. Til staten. Til det liv og den jord, som vi som mennesker er sat til at leve på. Arbejde på.
Man er, fra det øjeblik man fødes ind i denne verden, et politisk menneske. En person, der til den dag, det forlader verden, staten, nødvendigvis må agere i forhold til Polis, og være politisk!
Fra det øjeblik Adam og Eva blev smidt ud af Paradiset, ud på den bare mark, ind i verden, blev de politiske. De var nødt til at forholde sig til det sted, den jord, den verden, som de var sat til at leve på, i og med.
Hvis ikke de forholdt sig til den, kunne de ikke leve eller overleve. Jo, de kunne overleve, ved at leve på nas. Ved at lade være med at tage bryllupsbeklædning på. Ved at lade andre tage sig af festen. Ved at holde sig udenfor. Som den, der var indifferent.
Men de kunne ikke et øjeblik være upolitiske. De var blevet til en del af et hele. Spørg derfor ikke, hvem ringer klokkerne for.
De ringer for dig.
Da Gud satte sin søn ind i verden for at leve i denne verden og forholde sig til denne verden. Til Polis. Da blev han politisk (hvis ikke han havde været det før!).
Jesu liv var politisk. Han gjorde ikke bare op med kirkelige ritualer eller åndeligt frafald.
Han gjorde op med hele det etablerede borgerskab. Med farisæere, skriftkloge samt mennesker, der mente, at de kunne forholde sig upolitisk til verden og derfor satte sig med hænderne i skødet for at lade andre om at gå ind og agere. Til dem, der ikke ville tage festklædningen på, fordi de ikke ville involveres.
Han brød med de love, som samfundet (Polis) havde sat som ramme for det liv, der blev levet i den bestemte del af verden, der var deres.
Og hans død var ikke bare en religiøs/åndelig handling, men en politisk. Hvor selveste magthaveren, Pilatus skrev under på dommen.
Præster er ikke og har aldrig været upolitiske. Heller ikke i deres prædikener.
Som en hovedregel bliver præster, der befinder sig til venstre for midten kaldt politiske i deres prædikener.
Men lytter man i 2021 til en prædiken af Sørine Godtfredsen, er det forudsigeligt, hvad der siges. Det kunne på mange måder lige så godt være en Anne Libak, der havde ordet. Blot ville hun måske ikke lade Gud være kilde og instansen.
Der er blot forskel på den politik, man taler ud fra. Handler ud fra.
Og det er da dybest set også bedre, at klinger krydses og uenigheder blandt præster såvel som kristne i det hele taget drøftes, end det er at lade være.
Man kan være enig i den politiske handling, eller man kan være uenig.
Men [1]man kan aldrig være ligegyldig. Eller ligeglad.
Jo det kan man godt, men så er man som manden uden festdragt. Så forholder man sig passivt til det liv og den verden, man er sat til at være husholder i og for. Som menneske. Som kristen.
At forholde sig til Himmeriget, til Gud og hans søn, er at forholde sig til verden og til de mennesker, som vi er sat i verden til at leve sammen med. På godt og på ondt. I enighed eller uenighed.
Og at forholde sig til Polis, er også at forholde sig til hinanden.
Til det levede menneskeliv. Til fællesskabet. Til hvordan mit medmenneske har det. Hvem, det så end er.
Vi kan som kristne, der er inviterede til at være med i Himmeriget, aldrig forholde os indifferent eller ligegyldigt til den verden, som vi er sat til at leve i og med. Til vor næste. Til vor nabo. Til vor ven såvel som til vor fjende. Til vor klode. Til skabelsen.
Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, siger Jesus og fortsætter: for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.
[1] Men lytter man i 2021 til en prædiken af Sørine Godtfredsen, er det forudsigeligt, hvad der siges. Det kunne på mange måder lige så godt være en Anna Libak, der havde ordet. Blot ville hun måske ikke lade Gud være kilde og instans.