Da jeg kom til Snoldelev
Da jeg kom til Snoldelev. 1982.
Da jeg kom til Snoldelev i begyndelsen af 1982, afløste jeg som præst sognepræst Jørgen Rebirk Hansen.
Jørgen Rebirk Hansen var en meget vellidt og afholdt præst. Og ingen kunne forstå, at han ville forlade Snoldelev-Tune pastorat efter kun 12 år i embedet. I Snoldelev har man været vante til, at de præster, der blev ansat, også blev boende deres tid ud.
Arbejdsbyrden for sognepræst Jørgen R. Hansen har imidlertid været enorm.
Tune havde udviklet sig voldsomt og var på kort tid vokset fra at være en lille flække med 400 indbyggere til at være en forstad på over 5000 beboere.
I Snoldelev boede omtrent det samme antal sognebørn, som 100 år før. Dengang var mange af indbyggerne karle og piger på de store gårde, der lå i og uden for Snoldelev. Nu boede sognebørnene i de nye huse, der var blevet bygget vest for Smedegade. Syd for Snoldelev Bygade. Udstykningen, kaldte og kalder nogen det endnu.
Som sognepræst for lidt over 6000 sognebørn var der meget at se til. Alt for meget.
Det betød bl.a. at Jørgen R. Hansen havde 7 hold konfirmander at konfirmere. Og selv om Jørgen R. Hansen havde en konfirmandmedhjælper i senere sognepræst Alan Heintzelmann og fik en deltidssekretær i Anita Paludan, ja så var det sognepræsten fra Snoldelev, der forestod alle konfirmationer!
Af samme grund blev der i 1981 oprettet en hjælpepræstestilling i Snoldelev-Tune Pastorat på 75%. Den blev besat af cand. theol. Steffen Kjeldgaard- Petersen, der tre år og en doktorgrad senere i teologi, skiftede sin hjælpepræstestilling ud med et professorat og senere dekanat på Københavns Universitet.
Hjælpepræstestillingen blev opnormeret til en sognepræstestilling på fuld tid, som sognepræst Peter H. Christensen blev indsat i, i marts 1985. Til stillingen hører en bopæl i Tune.
Konfirmandundervisningen.
Da jeg kom til Snoldelev havde man flyttet konfirmandundervisningen i Snoldelev fra 7. klasse til 8. klasse.
Jeg blev fortalt, at alle præster og alle skoler i den daværende Ramsø kommune skulle være enige om at flytte undervisningen fra 7 – 8. klasse. Sognepræst Jørgen R. Hansen havde været imod flytningen, så da han forsvandt til et københavnsk embede, skyndte de andre præster i området sig med at udnytte deres enighed til at få flyttet aldersgrænsen.
Jeg var 29 år, da jeg stod over for mit første konfirmandhold og husker dem endnu som MEGET store og høje. Undervisningen foregik på skolen, og jeg følte mig som en vikar i 1. klasse, der ikke forstod mig på skolens rytme.
Jeg blev kaldt for studenten og konfirmanderne fra Tune troede, når de var på besøg i den store præstegård i Snoldelev og legede i den kæmpe præstegårdshave, at jeg boede hos mine forældre i præstegården.
Jeg husker endnu fra den første årgang hver enkelt konfirmand med navn og har konfirmeret flere af deres børn med tiden. Jeg nyder den dag i dag at undervise konfirmander i 8. klasse. For mig kunne konfirmander godt være endnu ældre.
Menighedsrådet.
Da jeg som ung præst kom til Snoldelev, var gårdejer Kristen Eskildsen, Salløvgård formand for menighedsrådet. I 1996 valgte Kristen Eskildsen at træde ud af menighedsrådet for at give pladsen til nye kræfter. Tømrer Anker K. Larsen, der også sad i menighedsrådet, da jeg kom til Snoldelev, tog naturligt tråden op som den nye formand for rådet i de næste tre perioder.
Jeg var ung. Jeg var kvinde. Og Indre Mission var toneangivende på stedet og i menighedsrådet.
Da jeg søgte stillingen, havde jeg ikke regnet med at få den på grund af Indre Missions holdning til bl.a. kvindelige præster. Men alle mine fordomme omkring Indre Mission blev gjort til skamme.
Jeg husker den dag, jeg var at kigge på stedet. Jeg blev ført rundt i det værst tænkelige regnvejr af Kristen Eskildsen, der dengang var en myndig herre. Og jeg husker hans ord om, at i et sådant regnvejr kunne man jo ikke se forskel på den flittige og den dovne. Men jeg husker også mødet med Kristens hustru, Lilly Eskildsen. Lattermild og dygtig. Hun serverede den bedst tænkelige middag for det unge par, der bare ville kigge på området.
Vi faldt for stedet, og vi faldt for personerne på stedet. I rådet. De indre missionske såvel som de såkaldt grundtvigske. Men det kom meget bag på os, at vi blev indstillet. Vi har aldrig fortrudt. Det vidner 33 år i samme embede om, hvis ikke det da vidner om, at man ikke kunne få andet.
Rådsmøderne blev dengang holdt i hjemmene, og ikke så sært at jeg som mange andre unge og nye præster i løbet af et årstid tog ti kilo på. For kaffe og kagebordene havde sønderjyske dimensioner. Og var det noget, man kunne her på stedet, på gårdene og i hjemmene, så var det at lave et fantastisk kaffebord.
At møderne blev holdt i hjemmene betød måske også, at uenigheder blev bilagt i al mindelighed. For man sad jo ikke og skændtes som gæst i hjemmene. Da Peter H. Christensen blev ansat, bad han om, at møderne blev holdt i konfirmandstuen. Det er de blevet siden.
Opvartningen blev aldrig, hvad den var. Men den gode tone har holdt sig i Rådet, og uenigheder og stridigheder bilægges ved dialog.
Fællesskaber.
Da jeg sammen med min mand Henning Nabe-Nielsen og to sønner Rasmus og Frederik, kom til Snoldelev, kom vi til et sogn, der var fyldt af aktivitet og fællesskaber. Familiefællesskaber, meningsfællesskaber, nabofællesskaber, idrætsfællesskaber, trosfællesskaber.
Mange af de forretninger, der havde været. Bager, slagter, smed. Var forsvundet. Tilbage var Købmanden på sydsiden af Snoldelev Bygade og Brugsen på nordsiden. De var genboer. Og som jeg husker det, var der den gang folk, der kun handlede i Brugsen. Og folk, der kun handlede hos Købmand Bent og hans moder.
Den forskel blev udlignet, da Brugsen lukkede og vi kun havde Købmand Bent tilbage. Vi var mange, der græd, da købmanden også lukkede.
På mange måder var landsbyen delt op i en sydside og en nordside.
På sydsiden af Snoldelev Bygade, sammen med købmanden, lå nemlig sognegården.
Det varede et stykke tid inden vi fandt ud af, at Sognegården ikke som alle andre steder i landet, havde samarbejde med kirken. Men at den var det lokale forsamlingshus. Mange taxachauffører har troet det samme, når de en sen lørdag aften skulle hente folk fra sognegården og logisk nok ringede på præstegårdens dør for at høre, om det var her, der var fest.
Præstegården har desuden nummer 12 og Sognegården nr. 21, så de to tal kan hurtigt forveksles.
På sydsiden af Snoldelev Bygade lå også udstykningen. Det nye område.
Selv om der nu er gået over et halvt århundrede siden de første huse blev bygget i området, hedder det stadigt Udstykningen i folkemunde.
I Sognegården var der alt fra gymnastikundervisning for børn og unge, badminton, Jiu Jitzy. Og så mulighed for at holde fest.
Til jul var der juletræ. Her spillede børn fra sognet et julespil. Dagen var fjerde juledag.
På nordsiden af Snoldelev Bygade lå det lille gule hus. Sion. Her holdt Indre Mission til. Det var og er deres hus. Som kirkelig forening tog man ansvaret for at oplære børnene i den kristne tro på sig. Mange børn fra begge sider af Snoldelev Bygade er igennem tiderne kommet i Sion.
Her var der børneklub og ungdomsklub. En overgang et ungdomskor og orkester, der oven i købet turnerede rundt og på en af deres ture kom til Færøerne.
I det lille gule hus er der blevet holdt et væld af møder. Bibeltimer og foredrag har gået hånd i hånd. Men det vigtigste her har været fællesskabet.
Det fællesskab, som ikke skelnede mellem høj og lav, rig eller fattig. Som heller ikke tog det så nøje med, hvem man var, og hvor man kom fra. Det fællesskab, som blev konstitueret af troen på Kristus, og som udfoldede sig i bøn, salmesang og leg. Sangen var den, der bar igennem.
I det fællesskab var alle velkomne. I hvert fald om man var enig i indholdet og måden at drive fællesskabet på. Også her blev der hvert år holdt julefest. Dagen var 3. juledag.
Det var selvfølgelig ikke alle, der ønskede at være med i det fællesskab. Så var der andre fællesskaber at vælge imellem. Idrætsfællesskaber. Højskolefællesskaber. Nabofællesskaber. Interessefællesskaber. Politiske. Erhvervsmæssige. Og endeligt familiefællesskaber. Her er der og var der ikke mindst mange landmænd, der havde fælles mål og interesser. Høstfester og jagtfællesskaber. Borgerforeningsfællesskaber.
Snoldelev Kirke
Da jeg kom til Snoldelev kunne jeg godt tænke mig at arbejde på lidt mere samarbejde mellem nord og syd. At trafikken kunne gå begge veje, og ikke kun et sted hen. For enden af Snoldelev Bygade lå Snoldelev Kirke jo. Som en postkortkirke. Velholdt og smuk. Smukkest i maj, når det store magnolietræ blomstrede.
Her i Snoldelev Kirke mødes alle fællesskaber. På kryds og på tværs af alle skel. Til konfirmationer. Til dåb, bryllupper og begravelser.
Disse festdage er jo fællesskabende. Uden grænser. Vi er sammen om det samme. At døbe, konfirmere, vie eller begrave et menneske som vi holder af. Ligesom juleaften i Snoldelev Kirke er fællesskabs-konstituerende. Her møder vi hinanden og hilser på hinanden. Gamle klassekammerater. Tidligere naboer og bekendte.
Vi glemmer somme tider i vores kritik af kirken, hvor stærkt fællesskabende kirken er. Fra syd til nord. Fra øst til vest. Hvor vigtigt det er, at vi på trods af alle forskelligheder og uenigheder alligevel har et fælles sprog. Et sprog, der gør, at vi forstår, hvad man taler om, når man i Skagen eller i Seattle nævner ordet konfirmation, dåb, vielse, bisættelse. Et fælles sprog, der gør, at vi alle kan relatere til det sagte.
Vi har i Sognegården og Missionshuset Sion et sådant fælles sprog.
Derfor slog vi de to juletræsfester sammen til en. Flyttede dem fra tredje og fjerde juledag til 3. søndag i advent, hvor årets krybbespil løber af banen. Først optræder børn og voksne fra Snoldelev og Tune sogne i kirken. Siden mødes vi i Sognegården om juletræsfesten, der holdes af borgerforeningen.
På samme måde har vi gjort det til Fastelavn. Hvor kirken har holdt fastelavnsgudstjeneste for alle udklædte og betalt den efterfølgende fest i Snoldelev Sognegård, som Borgerforeningen står for.
På samme måde med 1. søndag i advent. Hvor adventsgudstjeneste, fest og juletræstænding kobles sammen til en stor fest!
Personer, der var institutioner i Snoldelev.
Da jeg kom til Snoldelev, gav en gammel og tidligere sognerådsformand mig det råd, at blive i embedet i mindst 6 år. For det vil tage dig 6 år at blive accepteret og anerkendt på stedet.
Og den vise mand fik ret. Jeg lærte langsomt stedet at kende som et sted med store og gamle familier, der var gift på kryds og på tværs. Alle var, forekom det dengang, i familie med hinanden. Og var man ikke i familie med naboen, ja så havde ens familie boet i sognet gennem generationer.
Sådan er det vel stadig lidt. Den unge flyver fra reden og bedyrer, at han aldrig vender tilbage. Men den dag, han finder en mage og får sig et par børn, ja så vender han og familien atter tilbage, om ikke til andet, så til området. Det betyder, at jeg har fået lov til og mulighed for at døbe og konfirmere, ja endda vie børn af personer, som jeg før har viet! Med andre ord, så føler jeg og vi os nu som sande snoldelevborgere, selvom vi er og bliver tilflyttere.
En af de personer, der langsomt og med stor tålmod indviede mig og min familie i sognets hemmeligheder, var graveren Åge Kristensen og hustru Alice. De modtog os og behandlede os som et par reservebørn, og vore børn fik i dem et par reservebedsteforældre. Åge og Alice boede i Smedegade, og Åge kunne passe den kirke og kirkegård fra hjemmet, som var blevet hans!
Et andet par, jeg vil nævne, som fik stor betydning for os og vores familie, var Niels Hansen og hans mor Maren. Det er ikke let, sagde Maren altid, når hun sad på en skammel og ordnede kartofler eller frugt med sine fingre, der var stærkt deformerede af leddegigt gennem et langt liv. Og så fortsatte hun altid: men hvem har også sagt, at det skulle være det. Og smilede. Hos disse to mennesker fik vores søn mulighed for at vokse og gro i en verden, der ikke altid var lige let.
Midt ned igennem byen kørte skolebussen. Gadstrup Bustrafik. Chaufføren hed Jytte og blev aldrig kaldt andet end Busjytte. Busjyttes liv var en fortælling i sig selv. Hun havde været i Finland for at køre i forbindelse med Finlandshjælpen. Hun havde kørt i Polen og til Berlin kort efter 2. verdenskrig, hvor alt lå i ruiner.
Busjytte var børnenes ven. Hun kendte dem alle. Hun kendte deres familier, og de kendte hende. Når ens barn var med skolebussen, var man tryg. For man vidste, at var forældrene ikke kommet frem for at hente den lille nye skolestarter, ja så kørte Jytte selv barnet til døren, eller ventede med at sætte af, til forældrene var nået frem.
Busjytte var en institution i sognet. Den institution, der bevægede sig gennem byen på tværs af alle skel. Når jeg tænker på Busjytte, så får jeg billedet af den dame op, der kører bus i filmen Forrest Gump. Hun kørte med faderen og hun kører med sønnen.
Landposten, Poul Post var ligeledes en institution i området. Han sad i menighedsrådet, som ikke missionsk, og var kendt af alle som den post, der ikke bare sørgede for at få brevene rundt i sognet, men som også sørgede for at alle ældre og mere immobile beboere fik besøg, hjælp til girokort og mere tekniske detaljer omkring radio og fjernsyn. Sammen med Poul kom nyhederne fra byen. Han var den, der kunne tage varer med og sørge for at beskeder kom rundt i sognet. Ufrankerede. Og i kraft af ham kunne man trygt blive boende. Man vidste jo, at der var noget at stå op til hver morgen. Kaffen skulle laves, til posten kom forbi. Med andre ord så udfyldte Poul post en funktion som socialarbejder, der ikke kunne vægtes højt nok!
Naboerne til præstegården hed næsten alle Elm. Eller også var de i familie med Elm. Anker Elm var ugift og boede i det hus, hans moder tidligere havde boet i. Willy og Grethe Pedersen boede i den ene ende og Elly og Poul Elm i den anden ende af det, der i dag hedder Elmegårdsvænget 3. Længere østpå boede Inger og Børge Elm.
Hele familien stammede fra Rånæsgården. Og husene var bygget på jord fra samme. I dag er kun navnet Elmegårdsvænget tilbage fra den tid.
På samme måde kunne nævnes navn på navn. Fra Salløv, hvor gårdejer Oskar Olsen boede med sin store familie tæt på vejmanden Jens og Valborg Mortensen. Fra Hastrup. Hastrup har jeg altid betragtet som den muntre del af Snoldelev. I mine mange første år som præst var jeg med på kommunens udflugter en gang årligt. Vi kørte i flere busser. Jeg kørte som en selvfølge med Snoldelevbussen. På bagerste sæde sad folkene fra Hastrup altid. Og der var som regel en latter og en munterhed, der kom dernede fra, som smittede. Anført af Ebba Larsen, hvis lyse latter jeg vil huske til mine dages ende.
Mange, mange er de navne, der nu er at finde på Snoldelev Kirkegård. En kirkegård, der som andre kirkegårde er en by i byen. Går man ture herpå, vil man efter et langt liv i Snoldelev kunne nikke genkendende til hvert et navn på hver en sten. Og tænke tilbage på den tid, der var, som i erindringens lys vel altid bliver bedre, end den engang var.
Fortællingerne får deres eget liv. Men de er vigtige for fællesskabet. Sognets fællesskab på tværs af alle grænser. Sociale som politiske.
Tak til Snoldelev Sogn for alle de fortællinger, som jeg fik med og blev en del af sammen med min familie. Gennem de sidste 33 år.
Karen Elise Nabe-Nielsen.
Nyhedsbreve i en kemotid (2012-13). Mails til venner og familie.
.JPG)
NYHEDSBREV I
God never promised you days without pain/ Laughter without sorrow/ Sun without rain/
But He did promise strength for you every day.
Outlandish: Warrior/Worrier.
Kære alle.
Det dårlige rygte, den dårlige nyhed har alt for gode kår i denne verden. Den er som en kræft-svulst, der ikke er til at kontrollere eller styre. Den kører sit eget løb. Og den skal bekæmpes!
Det gode rygte, den gode nyhed derimod, har usle vilkår. Den sælger ikke billetter. Det skal presses frem. Skubbes til. Gentages i en uendelighed. For overhovedet at blive hørt. Få sig sin gang på jorden.
Det er da lidt mærkeligt. Det burde jo være lige omvendt.
At den gode nyhed breder sig som en lynild. En steppebrand.
Mens den dårlige manes i jorden!
Den dårlige nyhed, som jeg var nødt til at lukke ud i verden, at jeg havde fået brystkræft og skulle opereres med efterfølgende behandling i kølvandet, har da også spredt sig som en lynild.
Personer fra min perifere familie fik faktisk nyheden før nogle af personerne i den nærmeste!
Selv har jeg under hele forløbet været ved godt mod. Haft højt humør, grænsende til det euforiske.
Marana ta, var min første tanke, da jeg fik beskeden.
Og jeg dansede på grave. Valgte gravsted og salmer til min begravelse. Glædede mig over og til at skulle mødes med alle de venner, jeg har i himlen. Og det er mange!
Men så så jeg pludselig min familie. Den lille og den store. At de var ikke med i denne dans!
Så så jeg, at min dans var en solo-dans, en egoistisk dans som vakte en vrede, som kom bag på mig.
En vrede, jeg nu kan følge og forstå.
Som om, jeg ikke længere havde brug for eller lyst til at danse med dem, jeg elsker!
Og så er der jo intet, jeg hellere vil!
Min lille/store familie har jo været den, der har givet mig de største og de smukkeste danseoplevelser her på jorden! Og mit liv har været og er fyldt af dem. De smukkeste danseoplevelser.
De sidder der, danseoplevelserne, som en række perler på snor.
Og ja, der kan sagtens være flere perler på denne snor!
Den gode nyhed er lige nu, at jeg er blevet opereret den 1/8 2012
Operationen tog et par timer. Jeg vågnede ved, at en mandlig narkosesygeplejerske rev mig ud af de smukkeste drømme om lyserøde skyer og hvide heste, der legede på en grøn, grøn græseng, ved myndigt at byde mig God Morgen!
Ved dette God Morgen fandt jeg dels ud af, at jeg havde overlevet operationen
og dels ud af, at dette God Morgen var et signal om, at jeg skulle i gang med at vågne.
Verden kaldte. Jeg blev budt op til dans.
Og jeg slappede af og vågnede op til Music Cure og malede valmuer på storskærme!
Efter en times meditativ nydelse blev jeg kørt tilbage til min stue.
Her så jeg med samme en stol, hvorpå Hennings jakke hang. Han var her et eller andet sted!
Og på bordet stod to store buket blomster. En fra Henning og en fra børnene.
På samme bord lå en engel, kreeret som et smykke, af og fra min søster på Ærø.
Ved siden af stod en fin keramikengel fra Krachow, hentet hjem af min søster i København!
Dansen på jorden fortsætter. Jeg er blevet budt op af hele min familie og omgangskreds! Så jeg tager mod tilbuddet, og danser!
I´m back!
Hele forløbet har været underligt surrealistisk.
Jeg har siden marts måned følt mig meget stærk såvel psykisk som fysisk! Det var næsten, som kunne jeg flyve! Og så blev jeg vingeskudt af et vildtfarende missil.
Jeg fik (døds)dommen først i juli måned. Ventetiden på dødsgangen var alt for lang. Tre uger tog det, inden jeg selv kunne ringe ned og bestille min tid på skafottet.
Aftenen før var min familie samlet om den sidste nadver, som blev spist ret sent, fordi jeg skulle faste (min største bekymring i forhold til hele forløbet! Jeg måtte hverken spise tyggegummi eller skråtobak! Og jeg, der skal have noget at spise i det øjeblik, jeg vågner!) Og om morgenen gjorde jeg mig klar til operationen.
På sygehuset blev jeg iklædt (lig)skjorten, bedt om selv at gå ind og lægge mig på operationsbænken, der for øvrigt er formet som et kors!
Det næste der lyder er et myndigt God morgen!
Det første måltid indtages på stranden- eller i sengen.
Alt er som det plejer at være. Og dog, så er alting nyt.
Da jeg kom hjem et par dage efter, kunne jeg ikke forstå, at jeg havde prædiket i samme uge i den kirke, der stod, som den altid havde stået.
Det går ikke altid, som præsten prædiker. Derfor går det somme tider bedre!
Den 13/8 2012 rundede jeg de 60 år.
Festen, som jeg havde planlagt at skulle holde den 11/8 sammen med en veninde, Hanne, blev i en hast aflyst, da al fremtid pludselig blev usikker.
Mine børn og mine søskende begyndte at tale om at lave en surprise- fest på den i forvejen fastsatte dag.
Knapt vågnet af narkosen forstod de alle, hvad Henning allerede havde fortalt, at surprisen nok ikke var en mulighed.
Jeg begyndte at fable om at være sammen med søskende og søskendebørn på den fastsatte dag.
Henning bookede i hast et lokale på Hotel Søfryd i Jyllinge.
28 personer var de nærmeste, nærmeste, der mødtes en fantastisk aften under fantastiske betingelser. Med udsigt til Roskilde Fjord og en bragende flot solnedgang.
Om mandagen(den 13/8) besluttede vi os efter lange og mange forhandlinger for at blive i Snoldelev. (Vi kunne ikke som planlagt komme i sommerhuset, da jeg pendler frem og tilbage til Ringsted Sygehus for at blive tappet for væske og kontrolleret)
Flaget blev hejst, og de personer, der havde lyst til at komme, kunne så komme.
Det blev en ligeså dejlig dag!
Fra morgenbordet kl. 10.00 over eftermiddagens kakao og kagemand til aftenens middagsret, der bestod af en lokal slagtet ko.
Med mennesker, som kom og gik i en lind strøm.
Blomster, der fylder hele huset med allergifremkaldende snue hos min næstældste søn.
Pakker. Gaver. Sjaler. Smykker. Det bugner.
Intet var planlagt, og alt lagde sig til rette.
Ikke mindst takket være min fantastiske mand og vores fælles børn/svigerdatter! Og så et sommervejr, som i de gode gamle dage.
Derfor kære livs-danse-partnere:
Tak for alle breve, billeder, blade og bøger.
Tak for blomster og besøg.
Tak for tanker og for mails.
Tak for bønner og for forbøn.
Tak, at I alle var med til at byde mig op til endnu en dans på denne vidunderlige jord!
Den rejse, som jeg hele tiden har talt om, jeg skal ud på, har fået en fantastisk start. Takket være alle jer, der følger og har fulgt mig i tanker, ord og handling!
Fremtiden:
Nu venter jeg på at blive rask nok til at tage næste hug, der hedder Kemo-behandling. Og jeg håber på at kunne bruge tiden under behandling på at studere Hildegard.
Mit forbillede og Ikon!
Satser på at tage sammen med hende en 14 dages tid til Løgumkloster Refugium.
Og glæder mig til engang igen at kunne svare på verdens kald.
Mange kærlige hilsener fra
Karen Elise
NYHEDSBREV II
Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in.
Leonard Cohen: Anthem
Kære alle.
Jeg har lovet nogle af jer en opdatering på min situation, og den kommer så her.
Jeg har nu fået to gange kemo-behandling.
I de tre uger, der er gået mellem første og anden kemo, har jeg levet et fantastisk liv, beriget af lyset from the cracks!
Hver dag har været en gave, som jeg har pakket op med glæde.
I de sidste par måneder har jeg tænkt mere på mig selv, end jeg har gjort de sidste 35 år! ( Nogle vil måske hævde at det er en sandhed med modifikationer, men jeg vil stadig påstå, at det er sandt. Og en gymnasielærers bemærkning til vores søn Frederik om at: næstekærlighed kan overdrives, rinder mig i hu. Helt uret har hun jo ikke!)
Jeg vågner langsomt. Indtager min morgenmad fuld af vitaminer, blåbær, solbær, levertran m.m.. Jeg bruger en time på badning og smukkesering. Jeg finder mig selv og min identitet igen.
Eller finder ud af, at jeg stadig har klokker at ringe med!
Og så benytter jeg mig af, at jeg har tid. Tid til at vandre et par timer, cykle lange, lange ture i naturen, der har været fantastisk i dette efterår.
Når vejret ikke er til det, plejer jeg min kondi-cykel.
Min fysiske kondition er næsten bedre end før, jeg gik i kemo! Mine kære bekymrede søstre og ligeså kære døtre hvisker bag min ryg: hun har altså tabt sig. Og jeg kan blot med vished svare: nej, men det hele er begyndt at sidde lidt anderledes. ( Med vished, fordi jeg har anskaffet mig en digital badevægt, der intet skjuler!)
Underligt: Før jeg gik i kemo var jeg på kur af og til og en gang imellem, når jeg syntes vægten kom for højt op.
Efter jeg er gået i kemo er det ikke længere et sundhedstegn at tabe sig. Så jeg må vente med de kure, og jeg spiser is og chokolade som aldrig før efter to dage på vand og æble!
Jeg læser. Jeg bruger en hel dag (onsdag) på at male. Jeg går på café i Roskilde og København med min mand, mine døtre og søstre med niecer/nevø. Jeg køber ind (har knapt været i forretninger i de sidste mange år.) og laver mad (hvilket har været Hennings område!)
And I love it!
Alt, hvad der hedder planer er smidt overbord. Det giver en ro, påstår min mand, som forplanter sig i og til hele hjemmet.
Tankevækkende!
Og så har jeg fået såvel protese som ny frisure!
Hjemme går jeg som en anden Sinead O’Connor. Det holder jeg mest af. Og ser en slående lighed med min broder Mikael.
Ude i verden beskytter jeg stadig min omverden og bærer paryk, eller tørklæde a la Karen Blixen. Med store ørenringe!
Ny stil, siger jeg bare.
Jeg fik en fantastisk modtagelse, da jeg i fredags trådte ind i Fredagscaféen med mit nye røde (paryk)hår.
”Du ser jo 20 år yngre ud”, lød bemærkningerne. ”Vi troede først det var Olga, der kom ind ad døren”.
”Nej, nu græder jeg af glæde.” ”Tak fordi du kom!”
For mig har det gennem hele forløbet været vigtigt at være på banen. Som jeg har sagt til dem, der ikke kan lade være med at græde, når de ser mig, er jeg ikke død endnu. Jeg har tænkt mig at ringe med de klokker, der stadig kan ringe! og de er ikke så få.
Men det har, indrømmet, været noget af en opgave at vise sig (også inden håret faldt!),
og en gave at få sig taget sammen til det!
Med andre ord. Så ringer jeg med de klokker, der stadig kan ringe! Og benefitterer samtidigt af, at min sygdom nok er den for tiden mest omtalte! Med den skaldede frisør og ugeblade og avisers opfølgning, er det næsten som om, som min gode kordegn, Birgit sagde, at det var dem, der ikke havde haft brystkræft, der var de unormale!
Sådan ser jeg det somme tider også. Min mor og hendes søstre døde af den sygdom. I min familie er vi kvinder en-barmede Amazoner! når vi når til min alder.
I Afrika boede jeg et år sammen med søster Olga, der ligeledes var en – barmet, og absolut ikke skammede sig over at gå uden protese eller bh!
Det er som at komme hjem, og den ro, som faldt over mig, da jeg fik beskeden om, at jeg nu var en del af dem, var og er ubeskrivelig.
Det forstår folk ikke, og slet ikke sygehus – personalet. Hvilket jeg godt kan forstå.
Jeg var 16 da min moder kom grædende ud i haven og fortalte, at man havde fundet en stor knude i brystet på min moster Maren. En elskelig og fantastisk moster, der aldrig tænkte på sig selv, men altid tænkte på alle os børn, der var på besøg, og som elskede at komme på besøg hos hende, fordi hun så os alle sammen. På trods af at hendes situation måske ikke altid har været fyldt med overskud, havde hun oveskud til at ringe med de klokker, der stadig kunne ringe! Og gjorde det.
En moster, der var min gudmor, og af hvem jeg i konfirmationsgave fik det smukkeste forgyldte kors. Et kors, der ligger konstant i min præstekjole, og som har fulgt mig siden. Det er jo ikke mange penge værd, sagde min guldsmed, da jeg ville have forgyldningen fornyet. Det er hult og forgyldt messing. Det billigste af det billigste.
For mig er og har dette kors altid været det tungeste guld værd! Jeg var 17 år, da jeg var med til at begrave denne moster.
Det er en del af min historie og identitet. En historie og identitet, der ikke kun er fyldt med den dårlige historie. Men som også rummer de gode.
Søster Olga blev 86 år, min moster Eli 72 og min moder 76 år.
Så der er andre historier inde over min identitet.
Jeg føler mig båret.
Aldrig har jeg fået så mange blomster. Så mange knus og varme kram. (Selv på jobcenteret, hvor en Snoldelevborger står i skranken)
Den tur, som jeg skulle bruge ½ time på at vandre rundt om Snoldelev tager 1 ½ time.
Her er det ikke menigheden, der går over på den anden side af vejen, når de møder mig, men mig, der smutter ad bagveje, for at nå hjem til tiden!
Der er ikke en rotte i Snoldelev, der ikke ved, at præsten er hende den skallede præst.
I min vindueskarm i entreen står et par engelske kaptajnshunde. Dem har jeg fået af Snoldelev Menighedsråd i 60 års gave. Og de står med ryggen til, når jeg ikke er visibel, eller bare ønsker at have lidt fred og ro for mig selv.
Den største del af tiden, står de med ansigterne vendt mod gaden, som tegn på, at jeg er i fuld vigør.
Så ved jeg da, hvornår jeg kan ringe på, siger min graver!
Jeg føler mig båret.
Af tusinde hænder og tanker.
Af bøn og forbøn.
Af nærvær.
Guds og menneskers.
Jesu.
Jeg føler mig båret.
I min nærmeste familie, der bare er til stede og står for skud, når dagen for kemo nærmer sig.
(Så er jeg ikke rar! Slet ikke over for de nærmeste. Og her står min kæreste mand nærmest for skud. I gamle dage kunne vi tage os en fredspibe, når vandene var ved at løbe over. I dag, hvor jeg teoretisk set godt kunne blive adventist, fordi jeg hverken ryger, drikker vin eller kaffe, og Henning i solidaritet har lagt sin pibe, er det sværere med de oprørte vande, når de er der hver tredje uge!
Det hedder jo ikke: Jeg har fået kræft, men vi har fået kræft.
Den rammer os alle i familien. Og jeg ville nødigt være i min families situation. Det må være rædselsfuldt. Du kan se og spørge. Du kan hjælpe. Men du står alligevel hele tiden på sidelinjen! Du er på-rørende!)
Jeg føler mig båret.
I mine piger, der på skift er hjemme på kemodagen og den følgende dag, hvor jeg langsomt dukker op af graven. De kokkererer. Laver små, små anretninger. Står på pinde. Og støtter og slår ring om deres far!
Og jeg, ja jeg forsøger at gøre dem lidt glade ved at spise lidt af den kylling, der blev gemt under den lækre salat, fordi moder da skulle have lidt protein indenbords.
Og de roser mig, hver gang jeg spiser!
I mine sønner, der på smukkeste vis tager hånd om deres far ved at ringe og spørge til ham! Hvordan han har det! Om han kan klare det!
Men først og fremmest er de der!
I tanker og nærvær.
Jeg føler mig båret.
I mine søskende. Hvor mine søstre dagligt er til stede på sms eller telefon. Med på en bytur eller bare at mødes.
I mine brødre, der lytter med på sidelinjen.
Jeg føler mig båret.
I mine menigheder. Der spørger og lever med.
Sammen med disse menigheder har jeg været gravid og født børn.
Sammen med disse menigheder har jeg nu fået kræft.
Og sammen med alle jer, og disse to menigheder håber jeg på at kunne komme igennem Det røde Hav for atter at stå på den anden side og lade Faraos soldater gå til grunde.
Da vil jeg synge og danse som Miriam.
Og lade de klokker ringe, som stadig kan ringe!
Med eller uden hår på hovedet!
Med andre ord, så er jeg dybt privilegeret, også midt i min elendighed!
Det er og har været stort og stærkt korporligt at opleve,
at det er sandt:
at:
There is a crack in everything
That’s how the light gets in.
Det havde jeg jo læst om, og har jeg selv prædiket over I 30 år.
At Lyset er stærkere end mørket, og at mørket ikke kan få bugt med det.
Men det er da eventyrligt og fantastisk også at opleve det selv!
På egen krop!
TAK
Mange kærlige hilsener fra
Karen Elise
