Schildt - Nabe-Nielsen

Fra ord til andet.

Midt i en kemo-tid


Nyhedsbreve i en kemotid (2012-13). Mails til venner og familie.

NYHEDSBREV I

God never promised you days without pain/ Laughter without sorrow/ Sun without rain/
But He did promise strength for you every day.
Outlandish: Warrior/Worrier.

Kære alle.

Det dårlige rygte, den dårlige nyhed har alt for gode kår i denne verden. Den er som en kræft-svulst, der ikke er til at kontrollere eller styre. Den kører sit eget løb. Og den skal bekæmpes!

Det gode rygte, den gode nyhed derimod, har usle vilkår. Den sælger ikke billetter. Det skal presses frem. Skubbes til. Gentages i en uendelighed. For overhovedet at blive hørt. Få sig sin gang på jorden.

Det er da lidt mærkeligt. Det burde jo være lige omvendt.
At den gode nyhed breder sig som en lynild. En steppebrand.
Mens den dårlige manes i jorden!

Den dårlige nyhed, som jeg var nødt til at lukke ud i verden, at jeg havde fået brystkræft og skulle opereres med efterfølgende behandling i kølvandet, har da også spredt sig som en lynild.
Personer fra min perifere familie fik faktisk nyheden før nogle af personerne i den nærmeste!

Selv har jeg under hele forløbet været ved godt mod. Haft højt humør, grænsende til det euforiske.
Marana ta, var min første tanke, da jeg fik beskeden.

Og jeg dansede på grave. Valgte gravsted og salmer til min begravelse. Glædede mig over og til at skulle mødes med alle de venner, jeg har i himlen. Og det er mange!

Men så så jeg pludselig min familie. Den lille og den store. At de var ikke med i denne dans!
Så så jeg, at min dans var en solo-dans, en egoistisk dans som vakte en vrede, som kom bag på mig.
En vrede, jeg nu kan følge og forstå.
Som om, jeg ikke længere havde brug for eller lyst til at danse med dem, jeg elsker!

Og så er der jo intet, jeg hellere vil!
Min lille/store familie har jo været den, der har givet mig de største og de smukkeste danseoplevelser her på jorden! Og mit liv har været og er fyldt af dem. De smukkeste danseoplevelser.

De sidder der, danseoplevelserne,  som en række perler på snor.
Og ja, der kan sagtens være flere perler på denne snor!

Den gode nyhed er lige nu, at jeg er blevet opereret den 1/8 2012
Operationen tog et par timer. Jeg vågnede ved, at en mandlig narkosesygeplejerske rev mig ud af de smukkeste drømme om lyserøde skyer og hvide heste, der legede på en grøn, grøn græseng, ved myndigt at byde mig God Morgen!
Ved dette God Morgen fandt jeg dels ud af, at jeg havde overlevet operationen
og dels ud af, at dette God Morgen var et signal om, at jeg skulle i gang med at vågne.

Verden kaldte. Jeg blev budt op til dans.
Og jeg slappede af og vågnede op til Music Cure og malede valmuer på storskærme!

Efter en times meditativ nydelse blev jeg kørt tilbage til min stue.
Her så jeg med samme en stol, hvorpå Hennings jakke hang. Han var her et eller andet sted!
Og på bordet stod to store buket blomster. En fra Henning og en fra børnene.
På samme bord lå en engel, kreeret som et  smykke, af og fra min søster på Ærø.
 Ved siden af stod en fin keramikengel fra Krachow, hentet hjem af min søster i København!

Dansen på jorden fortsætter. Jeg er blevet budt op af hele min familie og omgangskreds! Så jeg tager mod tilbuddet, og danser!
I´m back!

Hele forløbet har været underligt surrealistisk.
Jeg har siden marts måned følt mig meget stærk såvel psykisk som fysisk! Det var næsten, som kunne jeg flyve! Og så blev jeg vingeskudt af et vildtfarende missil.

Jeg fik (døds)dommen først i juli måned. Ventetiden på dødsgangen var alt for lang. Tre uger tog det, inden jeg selv kunne ringe ned og bestille min tid på skafottet.
Aftenen før var min familie samlet om den sidste nadver, som blev spist ret sent, fordi jeg skulle faste (min største bekymring i forhold til hele forløbet! Jeg måtte hverken spise tyggegummi eller skråtobak! Og jeg, der skal have noget at spise i det øjeblik, jeg vågner!) Og om morgenen gjorde jeg mig klar til operationen.
På sygehuset blev jeg iklædt (lig)skjorten, bedt om selv at gå ind og lægge mig på operationsbænken, der for øvrigt er formet som et kors!

Det næste der lyder er et myndigt God morgen!
Det første måltid indtages på stranden- eller i sengen.
Alt er som det plejer at være. Og dog, så er alting nyt.
Da jeg kom hjem et par dage efter, kunne jeg ikke forstå, at jeg havde prædiket i samme uge i den kirke, der stod, som den altid havde stået.

Det går ikke altid, som præsten prædiker.  Derfor går det somme tider bedre!

Den 13/8 2012 rundede jeg de 60 år.
Festen, som jeg havde planlagt at skulle holde den 11/8 sammen med en veninde, Hanne, blev i en hast aflyst, da al fremtid pludselig blev usikker.

Mine børn og mine søskende begyndte at tale om at lave en surprise- fest på den i forvejen fastsatte dag.
Knapt vågnet af narkosen forstod de alle, hvad Henning allerede havde fortalt, at surprisen nok ikke var en mulighed.
Jeg begyndte at fable om at være sammen med søskende og søskendebørn på den fastsatte dag.
Henning bookede i hast et lokale på Hotel Søfryd i Jyllinge.
28 personer var de nærmeste, nærmeste, der mødtes en fantastisk aften under fantastiske betingelser. Med udsigt til Roskilde Fjord og en bragende flot solnedgang.

Om mandagen(den 13/8) besluttede vi os efter lange og mange forhandlinger for at blive i Snoldelev. (Vi kunne ikke som planlagt komme i sommerhuset, da jeg pendler frem og tilbage til Ringsted Sygehus for at blive tappet for væske og kontrolleret)
Flaget blev hejst, og de personer, der havde lyst til at komme, kunne så komme.
Det blev en ligeså dejlig dag!

Fra morgenbordet kl. 10.00 over eftermiddagens kakao og kagemand til aftenens middagsret, der bestod af en lokal slagtet ko.
Med mennesker, som kom og gik i en lind strøm.
Blomster, der fylder hele huset med allergifremkaldende snue hos min næstældste søn.
Pakker. Gaver. Sjaler. Smykker. Det bugner.

Intet var planlagt, og alt lagde sig til rette.
 Ikke mindst takket være min fantastiske mand og vores fælles børn/svigerdatter! Og så et sommervejr, som i de gode gamle dage.

Derfor kære livs-danse-partnere:
Tak for alle breve, billeder, blade og bøger.
Tak for blomster og besøg.

Tak for tanker og for mails.
Tak for bønner og for forbøn.
Tak, at I alle var med til at byde mig op til endnu en dans på denne vidunderlige jord!
Den rejse, som jeg hele tiden har talt om, jeg skal ud på, har fået en fantastisk start. Takket være alle jer, der følger og har fulgt mig i tanker, ord og handling!

Fremtiden:

Nu venter jeg på at blive rask nok til at tage næste hug, der hedder Kemo-behandling. Og jeg håber på at kunne bruge tiden under behandling på at studere Hildegard.
Mit forbillede og Ikon!
Satser på at tage sammen med hende en 14 dages tid til Løgumkloster Refugium.

Og glæder mig til engang igen at kunne svare på verdens kald.

Mange kærlige hilsener fra
Karen Elise
 

NYHEDSBREV II

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That's how the light gets in.
Leonard Cohen: Anthem

Kære alle.

Jeg har lovet nogle af jer en opdatering på min situation, og den kommer så her.
Jeg har nu fået to gange kemo-behandling.

I de tre uger, der er gået mellem første og anden kemo, har jeg levet et fantastisk liv, beriget af lyset from the cracks!
Hver dag har været en gave, som jeg har pakket op med glæde.
I de sidste par måneder har jeg tænkt mere på mig selv, end jeg har gjort de sidste 35 år! ( Nogle vil måske hævde at det er en sandhed med modifikationer, men jeg vil stadig påstå, at det er sandt. Og en gymnasielærers bemærkning til vores søn Frederik om at: næstekærlighed kan overdrives, rinder mig i hu. Helt uret har hun jo ikke!)

Jeg vågner langsomt. Indtager min morgenmad fuld af vitaminer, blåbær, solbær, levertran m.m.. Jeg bruger en time på badning og smukkesering. Jeg finder mig selv og min identitet igen.
Eller finder ud af, at jeg stadig har klokker at ringe med!
Og så benytter jeg mig af, at jeg har tid. Tid til at vandre et par timer, cykle lange, lange ture i naturen, der har været fantastisk i dette efterår.
Når vejret ikke er til det, plejer jeg min kondi-cykel.
Min fysiske kondition er næsten bedre end før, jeg gik i kemo! Mine kære bekymrede søstre og ligeså kære døtre hvisker bag min ryg: hun har altså tabt sig. Og jeg kan blot med vished svare: nej, men det hele er begyndt at sidde lidt anderledes. ( Med vished, fordi jeg har anskaffet mig en digital badevægt, der intet skjuler!)

Underligt: Før jeg gik i kemo var jeg på kur af og til og en gang imellem, når jeg syntes vægten kom for højt op.

Efter jeg er gået i kemo er det ikke længere et sundhedstegn at tabe sig. Så jeg må vente med de kure, og jeg spiser is og chokolade som aldrig før efter to dage på vand og æble!

Jeg læser. Jeg bruger en hel dag (onsdag) på at male. Jeg går på café i Roskilde og København med min mand, mine døtre og søstre med niecer/nevø. Jeg køber ind (har knapt været i forretninger i de sidste mange år.) og laver mad (hvilket har været Hennings område!)
And I love it!

 Alt, hvad der hedder planer er smidt overbord. Det giver en ro, påstår min mand, som forplanter sig i og til hele hjemmet.
Tankevækkende!

Og så har jeg fået såvel protese som ny frisure!

Hjemme går jeg som en anden Sinead O’Connor. Det holder jeg mest af. Og ser en slående lighed med min broder Mikael.
Ude i verden beskytter jeg stadig min omverden og bærer paryk, eller tørklæde a la Karen Blixen. Med store ørenringe!
Ny stil, siger jeg bare.
 

Jeg fik en fantastisk modtagelse, da jeg i fredags trådte ind i Fredagscaféen med mit nye røde (paryk)hår.
 ”Du ser jo 20 år yngre ud”, lød bemærkningerne. ”Vi troede først det var Olga, der kom ind ad døren”.
 ”Nej, nu græder jeg af glæde.” ”Tak fordi du kom!”

For mig har det gennem hele forløbet været vigtigt at være på banen. Som jeg har sagt til dem, der ikke kan lade være med at græde, når de ser mig, er jeg ikke død endnu. Jeg har tænkt mig at ringe med de klokker, der stadig kan ringe! og de er ikke så få.
Men det har, indrømmet, været noget af en opgave at vise sig (også inden håret faldt!),
og en gave at få sig taget sammen til det!

Med andre ord. Så ringer jeg med de klokker, der stadig kan ringe! Og benefitterer samtidigt af, at min sygdom nok er den for tiden mest omtalte! Med den skaldede frisør og ugeblade og avisers opfølgning, er det næsten som om, som min gode kordegn, Birgit sagde, at det var dem, der ikke havde haft brystkræft, der var de unormale!

Sådan ser jeg det somme tider også. Min mor og hendes søstre døde af den sygdom. I min familie er vi kvinder en-barmede Amazoner! når vi når til min alder.
 I Afrika boede jeg et år sammen med søster Olga, der ligeledes var en – barmet, og absolut ikke skammede sig over at gå uden protese eller bh!

Det er som at komme hjem, og den ro, som faldt over mig, da jeg fik beskeden om, at jeg nu var en del af dem, var og er ubeskrivelig.
Det forstår folk ikke, og slet ikke sygehus - personalet. Hvilket jeg godt kan forstå.

Jeg var 16 da min moder kom grædende ud i haven og fortalte, at man havde fundet en stor knude i brystet på min moster Maren. En elskelig og fantastisk moster, der aldrig tænkte på sig selv, men altid tænkte på alle os børn, der var på besøg, og som elskede at komme på besøg hos hende, fordi hun så os alle sammen. På trods af at hendes situation måske ikke altid har været fyldt med overskud, havde hun oveskud til at ringe med de klokker, der stadig kunne ringe! Og gjorde det. 
En moster, der var min gudmor, og af hvem jeg i konfirmationsgave fik det smukkeste forgyldte kors. Et kors, der ligger konstant i min præstekjole, og som har fulgt mig siden. Det er jo ikke mange penge værd, sagde min guldsmed, da jeg ville have forgyldningen fornyet. Det er hult og forgyldt messing. Det billigste af det billigste.
For mig er og har dette kors altid været det tungeste guld værd! Jeg var 17 år, da jeg var med til at begrave denne moster.

Det er en del af min historie og identitet. En historie og identitet, der ikke kun er fyldt med den dårlige historie. Men som også rummer de gode.

Søster Olga blev 86 år, min moster Eli 72 og min moder 76 år.
Så der er andre historier inde over min identitet.

Jeg føler mig båret.

Aldrig har jeg fået så mange blomster. Så mange knus og varme kram. (Selv på jobcenteret, hvor en Snoldelevborger står i skranken) 
Den tur, som jeg skulle bruge ½ time på at vandre rundt om Snoldelev tager 1 ½ time.
Her er det ikke menigheden, der går over på den anden side af vejen, når de møder mig, men mig, der smutter ad bagveje, for at nå hjem til tiden!
Der er ikke en rotte i Snoldelev, der ikke ved, at præsten er hende den skallede præst.

I min vindueskarm i entreen står et par engelske kaptajnshunde. Dem har jeg fået af Snoldelev Menighedsråd i 60 års gave. Og de står med ryggen til, når jeg ikke er visibel, eller bare ønsker at have lidt fred og ro for mig selv.
Den største del af tiden, står de med ansigterne vendt mod gaden, som tegn på, at jeg er i fuld vigør.
Så ved jeg da, hvornår jeg kan ringe på, siger min graver!

Jeg føler mig båret.

Af tusinde hænder og tanker.
Af bøn og forbøn.
Af nærvær.
Guds og menneskers.
Jesu.

Jeg føler mig båret.

I min nærmeste familie, der bare er til stede og står for skud, når dagen for kemo nærmer sig.
(Så er jeg ikke rar! Slet ikke over for de nærmeste. Og her står min kæreste mand nærmest for skud. I gamle dage kunne vi tage os en fredspibe, når vandene var ved at løbe over. I dag, hvor jeg teoretisk set godt kunne blive adventist, fordi jeg hverken ryger, drikker vin eller kaffe, og Henning i solidaritet har lagt sin pibe, er det sværere med de oprørte vande, når de er der hver tredje uge!

Det hedder jo ikke: Jeg har fået kræft, men vi har fået kræft.
Den rammer os alle i familien. Og jeg ville nødigt være i min families situation. Det må være rædselsfuldt. Du kan se og spørge. Du kan hjælpe. Men du står alligevel hele tiden på sidelinjen! Du er på-rørende!)

Jeg føler mig båret.

I mine piger, der på skift er hjemme på kemodagen og den følgende dag, hvor jeg langsomt dukker op af graven. De kokkererer. Laver små, små anretninger. Står på pinde. Og støtter og slår ring om deres far!
Og jeg, ja jeg forsøger at gøre dem lidt glade ved at spise lidt af den kylling, der blev gemt under den lækre salat, fordi moder da skulle have lidt protein indenbords.
Og de roser mig, hver gang jeg spiser!
I mine sønner, der på smukkeste vis tager hånd om deres far ved at ringe og spørge til ham! Hvordan han har det! Om han kan klare det!

Men først og fremmest er de der!
I tanker og nærvær.

Jeg føler mig båret.

I mine søskende. Hvor mine søstre dagligt er til stede på sms eller telefon. Med på en bytur eller bare at mødes.
I mine brødre, der lytter med på sidelinjen.

Jeg føler mig båret.

I mine menigheder. Der spørger og lever med.
Sammen med disse menigheder har jeg været gravid og født børn.
Sammen med disse menigheder har jeg nu fået kræft.
Og sammen med alle jer, og disse to menigheder håber jeg på at kunne komme igennem Det røde Hav for atter at stå på den anden side og lade Faraos soldater gå til grunde.

Da vil jeg synge og danse som Miriam.
Og lade de klokker ringe, som stadig kan ringe!
Med eller uden hår på hovedet!
Med andre ord, så er jeg dybt privilegeret, også midt i min elendighed!
Det er og har været stort og stærkt korporligt at opleve,
at det er sandt:

at:
There is a crack in everything
That's how the light gets in.

Det havde jeg jo læst om, og har jeg selv prædiket over I 30 år.
At Lyset er stærkere end mørket, og at mørket ikke kan få bugt med det.
Men det er da eventyrligt og fantastisk også at opleve det selv!

På egen krop!
TAK

Mange kærlige hilsener fra

Karen Elise