Dåb og konfirmation
En dåbssalme. / Lad de små børn komme til mig.
Mel: Stakkels Hanne.
Kapitel 1.
1)
Der var stille som i graven,
Der var stille som i graven,
da Guds Søn beskrev Guds-haven
for det folk, der søndag morgen
endnu bar på hverdagssorgen.
Fugle tav, og træer lytted´
dyrene, de glemte byttet.
Ingen vind forstyrred´ freden.
Tiden svandt for evigheden.
2)
Alle lytted´, man fornemmed´,
Alle lytted´, man fornemmed´,
at hvert ord var fra en fremmed
verden, som man knapt nok kendte,
men som drøm i hjertet brændte.
Her var, hvad de længtes efter.
Her var Livets skaberkræfter.
Her var fællesskabets kilde.
Her bød himlens Gud til gilde.
3)
Her var ingen angst for døden,
her var ingen trængt af nøden,
her var ingen stor og lille,
alle var som en familie.
Det var, hvad de længtes efter,
og med alle deres kræfter
havde prøvet at bestige;
drømmes flugt til himmerige
Her var ingen angst for døden,
her var ingen trængt af nøden,
her var ingen stor og lille,
alle var som en familie.
Det var, hvad de længtes efter,
og med alle deres kræfter
havde prøvet at bestige;
drømmes flugt til himmerige
4)
Ja, de var der, midt i haven
Ja, de var der, midt i haven
gik Gud selv, som var nu graven
som et mareridt forsvundet.
Dødens magt var overvundet.
Det var sol ved vintertide.
Det var sejr for den der stride.
Det var trøst og håb og glæde.
Det var smukt, så man ku´ græde.
Kapitel 2.
1)
Pludselig med et de hørte
Pludselig med et de hørte
barnegråd og støj, der rørte
strenge, som var helt fortrængte.
Hvem var det, der roen sprængte?
Verden var igen den samme
mandag morgen med dens klamme
hånd, der skiller hver familie,
deler op i stor og lille.
2)
”Rør ved barnet, bring det glæde,
du som giver liv til spæde;
giv velsignelse til vore,
så de vokser og bli´r store.
Og hvis ikke, lad os vide,
at du er hos den, der lide
under sorg og sygdoms kvaler.
Over døden du befaler!”
”Rør ved barnet, bring det glæde,
du som giver liv til spæde;
giv velsignelse til vore,
så de vokser og bli´r store.
Og hvis ikke, lad os vide,
at du er hos den, der lide
under sorg og sygdoms kvaler.
Over døden du befaler!”
3)
Da de børn og mødre ikke
Da de børn og mødre ikke
gik, men blev trods vrede blikke,
trued´ hele menigheden:
”I forstyrrer jo Guds freden!
Vi var lige midt i Haven,
men nu ser vi atter graven.
Vi var fyldt af fred og glæde,
men nu hører vi én græde.”
Kapitel 3.
1)
”Hør, hvad er det, dog I siger?”
”Hør, hvad er det, dog I siger?”
råbte Jesus vredt. De tier.
”Hvad skal I med fred, hvis freden
splitter hele menigheden
op i børn og voksne, gamle,
spreder, hvad mit liv skal samle.
Hvad skal jeg med jeres bønner,
når jeg savner døtre, sønner
2)
i en menighed, der glemmer,
i en menighed, der glemmer,
den er legeme, dens lemmer
er fra første dag til sidste
----selv de ubetydeligste---
dele af en større helhed
som selv ikke dødens stilhed
kan halvere. I mit rige,
er I alle elskelige.
3)
”Kom med barnet” sa´ Gudsmanden,
”kun for det og ingen anden
er Guds Rige med Guds glæde,
evigt liv til alle spæde.”
Lad kun børn og barnesjæle
”Kom med barnet” sa´ Gudsmanden,
”kun for det og ingen anden
er Guds Rige med Guds glæde,
evigt liv til alle spæde.”
Lad kun børn og barnesjæle
sammen med Guds engle knæle.
Lad den gamle med den spæde
være et i sorg og glæde.”
4)
Holde hviledagen hellig,
er fra kedsomhed forskellig.
Søndagen vil hver-dag ligne,
når I går fra mor og Signe.
Far og mor og Lillesøster
har med Bedste fælles trøster,
sammen synger vi – med kære
Holde hviledagen hellig,
er fra kedsomhed forskellig.
Søndagen vil hver-dag ligne,
når I går fra mor og Signe.
Far og mor og Lillesøster
har med Bedste fælles trøster,
sammen synger vi – med kære
der forlod os - Gud til ære
5)
Sammen skal vi danse, lege.
Sammen skal vi danse, lege.
Hverdag skiller vore veje,
søndag samler dem i festen,
hvor hver døbt bær´ barneresten
frem for Gud. Velsignet være
den, der opgi´r voksenære
for hos Jesus at modtage
barnetro til voksendage!
keSn-n februar 88
Kapitel 4.
1)
Hver en søndag kan vi fejre,
Hver en søndag kan vi fejre,
at opstandelsen vil sejre.
Pantet, det er barnedåben,
hvor vi først så himlen åben.
Her er ingen angst for døden,
Her er ingen trængt af nøden.
Her er ingen stor og lille.
Alle er vi en familie.
2)
Det er sol ved vintertide
Det er sol ved vintertide
Det er sejr for den, der stride.
Det er trøst og håb og glæde,
Det er smukt, så man kan græde.
Her er, hvad vi længes efter.
Her er Livets skaberkræfter.
Her er fællesskabets kilde.
Søndag byder Gud til gilde!
keSn-n1988
keSn-n Marts20
En konfirmationssalme.
1)
I kirkens hus der lød en gang
for dig for længe siden
i kirkens skib en salmesang,
der løfted´ ud af tiden
den lille gut, den gamle mand,
den kvinde og den pige,
der troed´ på at dåbens vand
gi´r adgang til Guds rige.
2)
Da du som barn blev båret ind
Da du som barn blev båret ind
på salmesangens vinger
og ud af verdens rænkespind
til Himlens jordbetvinger,
da tog Han selv dig i sin favn,
velsigned´ dig som lille.
Da kaldte Han dig ved dit navn,
så intet kan jer skille.
3)
Nu går du selv til kirkens kor,
Nu går du selv til kirkens kor,
vel båret af de stemmer
der lærte dig dit Fadervor.
Gid at du aldrig glemmer,
at det er navlestrengen til
et liv i himmerige.
I glædens rus, trods smertens pil
en daglig himmelstige.
4)
Nu lægger du selv stemme til
Nu lægger du selv stemme til
det troens kor på jorden.
Det løftes op af englespil,
forener syd med norden,
som ekko af det skaberord,
der vakte liv af døde.
Et svar fra den forløste jord,
der går sin Gud i møde.
5)
Nu går du ud med løftet om
Nu går du ud med løftet om
en pant på morgenrøden.
Du hører til Guds ejendom
i livet og i døden.
Far derfor vel i verden ud
med fred i sjæl og fare.
Din Herre er din Fader, Gud,
Han vil dit liv bevare.
keSn-n 1992 Rasmus konfirmation.